Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/512

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
494
Magnus Olafsſøn (Barfod).

til Viken, hvor han tog Vejtſler hos titte Lendermænd. Han tilkjendegav dem, at han nu vilde hjemſøge Sveinke. „I maa vide“, ſagde han, „at jeg vil være Enekonge her i Norge, ſaa længe der ej findes nogen jevnbyrdig med mig, og jeg finder mig ikke i en ſaadan Uforſkammenhed af Lendermænd, at de behandle mine ypperſte Høvdinger ſaa ſkammeligt ſom Sveinke har behandlet Sigurd Ullſtreng“. De forberedte ham paa, at han i Sveinke vilde finde en baade mægtig og uvoren Modſtander, ſom hverken havde Mangel paa Folk eller Vaaben; men han lod ſig ikke afſkrække, og drog afſted, ledſaget af de tre ovenfor nævnte Lendermænd. Da de kom udenfor Sveinkes Gaard, foreſloge disſe Lendermænd ſom.det forſigtigſte, at de førſt ſkulde gaa i Land og underſøge Forholdene, da de frygtede for at Sveinke havde mange Folk hos ſig, ej alene hjemme paa Gaarden, men ogſaa fordeelte rundt om i Skovene. Kongen bad dem gjøre ſom de vilde, men lovede at lade Bønderne undgjelde haardt, hvis de ikke holdt ſig i Skik. De vare ikke komne langt, førend de ſaa Sveinke ſtevne ned fra Gaarden med en heel Hær, ypperligt udruſtet. Lendermændene bævede et hvidt Skjold i Vejret: ved Synet heraf gjorde Sveinke Holdt. De tre Lendermænd gik nu hen til ham, og Kolbein begyndte Samtalen med at hilſe ham fra Kongen, og i hans Navn bede ham, ſaavel for ſin egen ſom Kongens Skyld, ikke at lade det komme til Ufred. „Vi tilbyde os“, ſagde han, „at bære Fredsmaal mellem eder, og du er dog en alt for forſtandig Mand til, uden at have prøvet mindelig Afgjørelſe, at ville ſtride mod din retmæsſigt udvalgte og ættebaarne Konge: ſaadant har ikke bekommet nogen vel“. Sveinke ſvarede at det heller ikke var hans Henſigt at ſtride med Kongen; Aarſagen, hvorfor han viſte ſig med en bevæbnet Skare, var alene den, at hindre de ankommende fra at nedtræde Agrene eller gjøre nogen Skade. Han lovede at holde ſtille der paa Stedet, medens de vendte tilbage og ſagde Kongen Beſked. De gjorde ſaa, og da det var dem ſærdeles magtpaaliggende at faa meglet Fred, meldte de ej alene at alt var roligt og fredeligt, men lagde endog til, at Sveinke var villig at overlade den hele Sag til Kongens Dom; „til Gjengjeld“, ſagde de, „burde I behandle ham ſaa mildt ſom retteligt, det vil være eder til ſtørſt Hæder“. Men Kongen ſvarede: „den Dom er ſnart afſagt: han ſkal forlade Landet og aldrig komme tilbage, ſaalænge jeg herſker i Norge; derforuden ſkal han miſte alt ſit Gods“. „Vil det dog ikke“, indvendte Kolbein, „være hæderligſt for eder og høres bedre for dem, der ſpørge det, om I lader det forblive ved Landflygtighedsſtraffen, uden at han miſter ſit Gods, ſom han behøver til ſit Underhold blandt mægtige Mænd udenlandsk Heelt vil dog aldrig kunne komme tilbage, ſaa længe vi have hans Lande i Varetægt, og du viſer dig lige fuldt ſom en mægtig Mand. Tænk over dette, tag Henſyn til dig ſelv og din Værdighed, ſaa vel ſom vore Ord“.