Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/511

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
493
Sveinke Steinarsſøns Forſigtighed.

Skam for Hundene at Rævene ſkred i Bondens Brønd; har man hørt ſaadant, at en ermeløs Mand, med Bagſkjorten af, vil byde mig af Land? allerede før, Sigurd Uldbaand[1], ſendtes to Mænd i ſamme Ærende, den ene hed Gille Bakrauf, den anden havde et endnu værre Navn; de vare om Natten i Huſet og ſtjal hvor de kom; byder du mig af Land“?[2] Du ſlog nok ikke ſaa ſtort paa, da min Foſterſøn Haakon levede og da var du ſaa ræd, naar du kom paa hans Vej, ſom en Muus i en Skreppe; du var tildækket med Klæder ſom en Hund paa et Skib; du var ſtoppet i en Sæk ſom Korn i en Skindpoſe, du blev jagen fra din Odel ſom en Plogheſt af Heſteflokken, og havde ikke ſtørre Puſterum end en Oter i en Fælde[3]; vil du byde mig af Land? Du kan heller takke mig, om jeg lader dig ſlippe herfra med Livet!“ — „Lader os“, ſagde han til ſine Mænd, „alle ſtaa op imod dem“! Hans Mænd adløde, og gjorde ſtort Vaabenbrag. Sven Bryggefod og de øvrige Lendermænd ſaa nu intet andet Raad, end at ſkaffe Sigurd en Heſt, og lade ham ſkynde ſig til Skovs ſaa hurtigt han kunde. Dermed hævedes Thinget. Sveinke vendte tilbage til ſine Gaarde, men Sigurd maatte, ſelv anden, tage Landvejen til Throndhjem. Da han kom til Kongen, ſpurgte denne ham, om han ikke nok havde trængt til Lendermændenes Hjelp. Sigurd kunde ikke negte at hans Ferd havde været uhæderlig, men ſagde at han vilde hevne det, hvad det ſaa ſkulde koſte, og eggede Kongen meget. Denne ſyntes ogſaa, at det gik for vidt med Lendermændenes Overmod, naar de ikke engang vilde viſe deres Konge den ſkyldige Lydighed. „Men“, ſagde han, „her til Lands har det heller ikke bekommet dem vel; det viſte ſig i Olaf den helliges Tid med Erling Skjalgsſøn,i min Farfader Haralds Tid med Einar Thambarſkelve, og nu ſidſt med Steigar-Thore og Egil: det tilhører en Kongens Værdighed at nedtrykke ſine Undermænds Overmod og Indbildſkhed, naar de ikke ſelv vide at holde Maade; Sveinke er viſt en mægtig Mand, men det kan nok være at han ſtiler altfor højt, hvis han vil prøve Styrke med mig“. Magnus lod nu udruſte fem Skibe og ſtyrede ſydefter langs Kyſten lige

  1. En haanlig Omſkrivning af Sigurds Tilnavn: Ullſtreng.
  2. Det er rimeligt, at Magnus allerede tidligere, medens Haakon endnu levede, havde gjort et Forſøg paa at faa Sveinke til at underkaſte ſig; men det Navn, Sveinke angiver paa en af hans Udſendinger, er aabenbart kun et Spottenavn, og ikke det rette.
  3. Heraf ſynes det, ſom om Sigurd Ullſtreng, der hørte hjemme i Thrøndelagen, og ſom en Tilhænger af Magnus ſandſynligviis ligeſaa lidet havde underkaſtet ſig Haakon, ſom dennes Tilhængere Magnus, har lidt Forfølgelſe af Haakon eller dennes Mænd. Denne Forfølgelſe hører da ogſaa til de ovenfor omtalte „Fejder mellem Kongernes Lendermænd indbyrdes“. — I Sagaen ſtaar ikke „Plogheſt“ men „Ardsgelding“; af „Ard“ den egentlige nationale Plog.