Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/510

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
492
Magnus Olafsſøn (Barfod).

ſkabeligt Sindelag mod os. Men heri viſer enhver ſig ſom han er beſkaffen. For nu tydeligere at fremſætte Kongens Ærende til eder, melder jeg herved, at han fordrer ſine retmæsſige Landſkylder, Ledingsudredſler og øvrige Rettigheder[1] ſaavel af de mægtigere ſom af de ringere Mænd, og enhver regne nu efter, hvorledes han har ydet dem; erkjender han at have ſkortet deri, da unde han Kongen hvad der lovligen tilkommer ham, og ſørge for ſin egen Ære, idet han har for Øje hvorledes det gik dem, der nu nys ſatte ſig op imod ham“. Da han havde ſat ſig ned, ſtod hiin Mand ſtrax op, ſom for, kaſtede Hatten lidt tilbage, og ſagde: „det ſeer ud til Snee, Svende, ſagde Finnerne, havde Skider at ſælge“[2]. Sigurd hviſkede nu til Lendermændene, at det ej længer gik an at behandle denne vigtige Sag ſaa lempeligt. De raadede ham fremdeles til Forſigtighed mod en ſaa mægtig og trodſig Mand, men han vilde intet høre derom, rejſte ſig i Vrede, kaſtede ſin blaa Kappe af, ſaa at han ſtod der i ſin rode Skarlagenskjortel, og ſagde: „nu er det kommet ſaa vidt, at enhver maa vogte ſig: her er ikke længer Sted til at dække over eller undgaa at betegne Manden; alle have ſeet, hvorledes vi behandles, og om man end for eget Vedkommende kunde finde ſig deri, kan det dog aldrig taales, at Kongens Ærende beſvares med Spot. Det viſer ſig nu, ſom Ordſproget ſiger, at enhver agter ſig ſelv højeſt. En Mand heder Sveinke Steinarsſøn; han bor øſter ved Elven; han bar længe ſiddet inde med Kongens Landſkylder, og opfører ſig i det hele taget med utilbørligt Overmod og Vigtighed. Man kan ikke forundre ſig over at Kongen dog vil have mere at ſige end han, og nu fordrer ſin Ret og ſine Ejendomme af ham, eller ogſaa udſiger ham af ſine Forleninger. Her gjelder det nu, ikke at unddrage ſig eller ſvare med Spottegloſer; thi hans Overmand findes dog nok, om han end ſvarer haanligt paa vor Tale. Det er bedre for ham at tage Reb i Sejlene, medens det endnu kan ſkee med Ære, end at oppebie den Skjendſel, hans Trodſighed vil bringe over ham“. Da rejſte Sveinke ſig: det var hiin ſamme Mand, ſom havde ytret de forrige Spotte-Ord, og Sigurd havde nok vidſt hvo han var, men alene med Flid ladet ſom om han ej kjendte ham. Han ſtod nu op, kaſtede Hatten bag ſig og ſagde: „Put, Put,

  1. Her er alle de Udredſler, der tilkom Kongen, opregnede under Eet, ſaa vel ſom alle de, der vare ham afgiftspligtige. Den Lendermand, der ej var gaaet ham til Haande, ſkyldte Kongen naturligviis Landſkyld af de kongelige Ejendomme, med hvilke han ſad inde.
  2. Ordſproget lyder i det gamle Sprog: „snæliga snuggin sveinar, kváðu Finnar, áttu andra fala“. Her tales ſaaledes egentlig om det ſæregne Slags Skider, der kaldes „Andrer“, og bruges i Nordland og Finmarken. Ved dette Ordſprog vil Sveinke aabenbart antyde, at man allerede af Sigurds Ord kan ſee, hvor han peger hen.