tillyste et almindeligt Thing for det hele Landskab; navnligen indstevnedes Elvegrimerne, saa kaldtes Grændseboerne øster ved Elven. Thinget, der efter al Sandsynlighed stod ved Borg, var meget talrigt, dog varede det en Tidlang, inden Sveinke indfandt sig. Hine Lendermænd forberedede Sigurd paa, at han i Sveinke vilde finde en haard Hals, da han var saare mægtig og havde et stort Tilhæng. Mod en saa formaaende Mand, sagde de, var det raadeligst at fare saa natligt frem som muligt. Sigurd svarede noget haanligt, at den Sveinke da maatte være en forfærdelig Karl, siden alle tre i Forening med ham selv ikke skulde kunne faa Bugt med ham, især i en saa rimelig Sag som den nærværende. De sagde at de med al skyldig Iver skulde understøtte Kongens Sag, men frygtede kun for at han vilde finde Sveinke langt mægtigere, end han forestillede sig. Endelig saa man en stor Skare nærme sig; den bestod af fem hundrede staalklædte Mænd, og var at see til som blinkende Iismasser. Det var Sveinkes Flok. Den satte sig i en Ring. Nu stod Sigurd Ullstreng op og talte saaledes: „Guds og sine Venner sender Kong Magnus Guds og sin Hilsen, alle Lendermænd, mægtige Bønder og den hele Almue; dertil fagre Ord og Venskabstilbud til alle dem, der ville slutte sig til ham. I have vist spurgt at Kongen har renset Landet for en Røverflok, der gjorde Bønderne i dette Land stor Skade. Gille Gud, at der nu maatte blive Ende paa deres Frækhed, der vovede det uhørte Foretagende, at tage til Høvding og Modkonge mod Kong Magnus en Mand, der ikke engang var ættebaaren til dette Rige; hvilket ogsaa gik som man kunde vente. Nu vil Kongen vise al mulig Blidhed mod alle dem af hans Mænd, som oprigtigt ville tjene ham. Han tilbyder sit Værn og Forsvar for alle Norges Mænd, store og smaa; og til Gjengjeld fordrer han af Landets Indbyggere god Tjeneste og sømmelig Bistand. Her er øjensynligt intet at betænke sig paa, saa gode Løfter, som Kongen byder, og hvori alle, som dertil ere værd, ville blive deelagtige.“ I det samme rejste en Mand sig i Elvegrimernes Flok, stor og før, iført en loden Kappe, med en stor dansk Hat paa Hovedet og en Stok med Metalknap over Smaa; han sagde kun disse Ord; „Her behøves ingen Rolle, sagde Ræven, drog Harpe paa Isen“, og satte sig igjen[1]. Lidt efter stod Sigurd atter op, og fortsatte sin Tale saaledes: „Af de Ord, der høres fra eders Flok, I Elvegrimer, merke vi kun liden Agtelse for Kongens Budskab, eller ven-
- ↑ Dette Ordsprog, der i Oldsproget lyder saaledes: „era hlums vant, kvað refr, dró hörpu á ísi“, forklares i Tillægget til Skalda Arnamagn. Udg. II. S. 182 saaledes: „Parømie er en Maade at udtrykke sig paa, der passer godt til Tid og Omstændigheder, f. Ex. … (her følger Ordsproget) … hvilket siges til dem, der, skjønt de betyde lidet, dog give sig en vigtig Mine. Ved „Harpe“ forstaaes her vistnok et Slags Skjel, „Harpe-Skjel“.
