Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/509

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
491
Sveinke Steinarsſøns Trodſighed.

tillyſte et almindeligt Thing for det hele Landſkab; navnligen indſtevnedes Elvegrimerne, ſaa kaldtes Grændſeboerne øſter ved Elven. Thinget, der efter al Sandſynlighed ſtod ved Borg, var meget talrigt, dog varede det en Tidlang, inden Sveinke indfandt ſig. Hine Lendermænd forberedede Sigurd paa, at han i Sveinke vilde finde en haard Hals, da han var ſaare mægtig og havde et ſtort Tilhæng. Mod en ſaa formaaende Mand, ſagde de, var det raadeligſt at fare ſaa natligt frem ſom muligt. Sigurd ſvarede noget haanligt, at den Sveinke da maatte være en forfærdelig Karl, ſiden alle tre i Forening med ham ſelv ikke ſkulde kunne faa Bugt med ham, iſær i en ſaa rimelig Sag ſom den nærværende. De ſagde at de med al ſkyldig Iver ſkulde underſtøtte Kongens Sag, men frygtede kun for at han vilde finde Sveinke langt mægtigere, end han foreſtillede ſig. Endelig ſaa man en ſtor Skare nærme ſig; den beſtod af fem hundrede ſtaalklædte Mænd, og var at ſee til ſom blinkende Iismasſer. Det var Sveinkes Flok. Den ſatte ſig i en Ring. Nu ſtod Sigurd Ullſtreng op og talte ſaaledes: „Guds og ſine Venner ſender Kong Magnus Guds og ſin Hilſen, alle Lendermænd, mægtige Bønder og den hele Almue; dertil fagre Ord og Venſkabstilbud til alle dem, der ville ſlutte ſig til ham. I have viſt ſpurgt at Kongen har renſet Landet for en Røverflok, der gjorde Bønderne i dette Land ſtor Skade. Gille Gud, at der nu maatte blive Ende paa deres Frækhed, der vovede det uhørte Foretagende, at tage til Høvding og Modkonge mod Kong Magnus en Mand, der ikke engang var ættebaaren til dette Rige; hvilket ogſaa gik ſom man kunde vente. Nu vil Kongen viſe al mulig Blidhed mod alle dem af hans Mænd, ſom oprigtigt ville tjene ham. Han tilbyder ſit Værn og Forſvar for alle Norges Mænd, ſtore og ſmaa; og til Gjengjeld fordrer han af Landets Indbyggere god Tjeneſte og ſømmelig Biſtand. Her er øjenſynligt intet at betænke ſig paa, ſaa gode Løfter, ſom Kongen byder, og hvori alle, ſom dertil ere værd, ville blive deelagtige.“ I det ſamme rejſte en Mand ſig i Elvegrimernes Flok, ſtor og før, iført en loden Kappe, med en ſtor danſk Hat paa Hovedet og en Stok med Metalknap over Smaa; han ſagde kun disſe Ord; „Her behøves ingen Rolle, ſagde Ræven, drog Harpe paa Iſen“, og ſatte ſig igjen[1]. Lidt efter ſtod Sigurd atter op, og fortſatte ſin Tale ſaaledes: „Af de Ord, der høres fra eders Flok, I Elvegrimer, merke vi kun liden Agtelſe for Kongens Budſkab, eller ven-

  1. Dette Ordſprog, der i Oldſproget lyder ſaaledes: „era hlums vant, kvað refr, dró hörpu á ísi“, forklares i Tillægget til Skalda Arnamagn. Udg. II. S. 182 ſaaledes: „Parømie er en Maade at udtrykke ſig paa, der pasſer godt til Tid og Omſtændigheder, f. Ex. … (her følger Ordſproget) … hvilket ſiges til dem, der, ſkjønt de betyde lidet, dog give ſig en vigtig Mine. Ved „Harpe“ forſtaaes her viſtnok et Slags Skjel, „Harpe-Skjel“.