Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/508

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
490
Magnus Olafsſøn (Barfod).

have ſeet, opfoſtret Haakon førend han kom til Thore, og havde lagt ſaa megen Elſk paa ham, at han ej kunde trøſte ſig over hans Død eller bekvemme ſig til at hylde Kong Magnus. Vel tales der intet om, at han deeltog i Oprøret med Steigar-Thore — det var endog neppe muligt formedelſt Beliggenheden af hans Opholdsſted —; men det er dog ikke tænkeligt, at han ej i det mindſte underhaanden ſkulde have begunſtiget og underſtøttet det. For Magnus maa han allerede længe have været en Torn i Øjnene, da han, ſkjønt Vikværing og ſaaledes boende i den Deel af Landet, der under alle Omſtændigheder maatte falde paa Magnus’s Deel, dog lige i hans Nærhed erklærede ſig for Haakon. Og Magnus vilde vel længe før have brugt alvorlige Forholdsregler imod ham, hvis han havde følt ſig ſterk nok dertil, hvilket dog ikke paa langt nær kunde være Tilfældet, ſaa længe Haakon endnu levede og beherſkede ſtørre Strækninger af Landet, end Magnus ſelv. Nu derimod, ſom Eneherre i Landet og efter at have kuet de mægtige Thrønder, troede Magnus at Tiden ogſaa var kommen til at ydmyge Sveinke. Han kaldte ſin tro Tilhænger Sigurd Ullſtreng, hvilken han imidlertid ſynes at have udnævnt til ſin Stallar[1], til ſig, og ſagde at han vilde ſende ham øſter til Viken, for at udſige Sveinke af de Kronen tilhørende Landgodſer og Ejendomme[2], han ſom Lendermand havde i Forlening. „Han har“, ſagde Kongen, „endnu ikke underkaſtet ſig os eller viiſt os nogen Underdanighed, og jeg vil at alle Lendermænd i vort Rige enten ſkulle underkaſte ſig os, eller forlade ſine Vejtſler.“ Kongen betegnede Sigurd for øvrigt tre Lendermænd øſter i Viken, til hvem han burde henvende ſig, og paa hvis Troſkab og kraftige Biſtand han kunde regne, nemlig den forhen omtalte Dag Eilifsſøn, Sven Bryggefod[3], og Kolbein Klakka. Sigurd meente at der ej fandtes nogen Lendermand i Norge, med hvem han jo alene kunde hamle op, uden at behøve tre andre Lendermænd til Hjelp. Kongen ſagde at han ej havde henviiſt ham til deres Biſtand, hvis den ej udfordredes. Sigurd gjorde ſig nu rejſefærdig, og drog afſted kun med eet Skib. Da han var kommen øſter til Viken, kaldte han de oven nævnte Lendermænd til ſig, og

  1. Vi finde ham nemlig nu og ſiden efter talende til Thinge paa Kongens Vegne.
  2. Den Talemaade, ſom her anvendes, er „boða af löndum ok konungs eignum“ (byde af Land og Kongens Eiendomme). Thi de Ejendomme, hvormed Lendermændene forlenedes, kaldtes ligefrem lönd (Lande), ſe ældre Gulathings Lov Cap. 200 (Lendermandsſøn ſkal tage Haulds Ret, om han ej faar „Land“). Deraf ogſaa Benævnelſen lendr maðr (egentlig „landet Mand“).
  3. Sven Bryggefod nævnes ogſaa, ſom vi ovenfor have ſeet (I. 2. S. 836) paa Magnus den godes Tid, 1033, 1034, 1035, men hvis Navnet her er rigtigt, maa han have været den ovenfor nævnte Svens Farfader.