have seet, opfostret Haakon førend han kom til Thore, og havde lagt saa megen Elsk paa ham, at han ej kunde trøste sig over hans Død eller bekvemme sig til at hylde Kong Magnus. Vel tales der intet om, at han deeltog i Oprøret med Steigar-Thore — det var endog neppe muligt formedelst Beliggenheden af hans Opholdssted —; men det er dog ikke tænkeligt, at han ej i det mindste underhaanden skulde have begunstiget og understøttet det. For Magnus maa han allerede længe have været en Torn i Øjnene, da han, skjønt Vikværing og saaledes boende i den Deel af Landet, der under alle Omstændigheder maatte falde paa Magnus’s Deel, dog lige i hans Nærhed erklærede sig for Haakon. Og Magnus vilde vel længe før have brugt alvorlige Forholdsregler imod ham, hvis han havde følt sig sterk nok dertil, hvilket dog ikke paa langt nær kunde være Tilfældet, saa længe Haakon endnu levede og beherskede større Strækninger af Landet, end Magnus selv. Nu derimod, som Eneherre i Landet og efter at have kuet de mægtige Thrønder, troede Magnus at Tiden ogsaa var kommen til at ydmyge Sveinke. Han kaldte sin tro Tilhænger Sigurd Ullstreng, hvilken han imidlertid synes at have udnævnt til sin Stallar[1], til sig, og sagde at han vilde sende ham øster til Viken, for at udsige Sveinke af de Kronen tilhørende Landgodser og Ejendomme[2], han som Lendermand havde i Forlening. „Han har“, sagde Kongen, „endnu ikke underkastet sig os eller viist os nogen Underdanighed, og jeg vil at alle Lendermænd i vort Rige enten skulle underkaste sig os, eller forlade sine Vejtsler.“ Kongen betegnede Sigurd for øvrigt tre Lendermænd øster i Viken, til hvem han burde henvende sig, og paa hvis Troskab og kraftige Bistand han kunde regne, nemlig den forhen omtalte Dag Eilifssøn, Sven Bryggefod[3], og Kolbein Klakka. Sigurd meente at der ej fandtes nogen Lendermand i Norge, med hvem han jo alene kunde hamle op, uden at behøve tre andre Lendermænd til Hjelp. Kongen sagde at han ej havde henviist ham til deres Bistand, hvis den ej udfordredes. Sigurd gjorde sig nu rejsefærdig, og drog afsted kun med eet Skib. Da han var kommen øster til Viken, kaldte han de oven nævnte Lendermænd til sig, og
- ↑ Vi finde ham nemlig nu og siden efter talende til Thinge paa Kongens Vegne.
- ↑ Den Talemaade, som her anvendes, er „boða af löndum ok konungs eignum“ (byde af Land og Kongens Eiendomme). Thi de Ejendomme, hvormed Lendermændene forlenedes, kaldtes ligefrem lönd (Lande), se ældre Gulathings Lov Cap. 200 (Lendermandssøn skal tage Haulds Ret, om han ej faar „Land“). Deraf ogsaa Benævnelsen lendr maðr (egentlig „landet Mand“).
- ↑ Sven Bryggefod nævnes ogsaa, som vi ovenfor have seet (I. 2. S. 836) paa Magnus den godes Tid, 1033, 1034, 1035, men hvis Navnet her er rigtigt, maa han have været den ovenfor nævnte Svens Farfader.
