Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/507

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
489
Thrønderne ydmygede og ſtraffede.

maatte undgjelde haardt for deres Oprør. Han tilføjede, heder det, dem, der bleve overbeviſte om at have været deelagtige i Landsforræderiet mod ham, betydelige Refſelſer, brændte deres Bygder, og dræbte enkelte. Thrøndernes Overmod blev denne Gang, ſom det lader, aldeles knækket, thi der var ikke længer Tale om nogen Modſtand, og de fandt det raadeligſt, ganſke at give ſig i Kongens Vold og bede om Naade. Han viſte ſig heller ikke ſaa uforſonlig mod dem, men modtog Forlig af enhver, ſom godvillig underkaſtede ſig. Den modige Konge, ſiger Skalden Giſl, forligtes ſiden med dem af fine Fiender, der forbedrede ſig; og den Ret, der tilkom de raadſvage Bønder, gav Kongen dem. Der ſiges dog ikke, hvad dette var for en Ret, eller hvori Betingelſerne for hiint Forlig beſtode. Men naar bi ſiden læſe, at Magnus’s Sønner afſkaffede de Paalæg, Danerne havde indført under Sven Alfivesſøn[1], uagtet Haakon Magnusſøn allerede ved ſin Hylding havde afſkaffet dem, bliver det aabenbart, at Magnus for at ſtraffe Thrønderne har ophævet Haakons Beſtemmelſer, og igjen indført Paalæggene, ſaadanne ſom de vare før hans Tid. At dette virkelig var en Straf, der overgik Thrønderne, og ikke en almindelig Tilbagekaldelſe af Haakons Indrømmelſer, med hvilke Magnus havde ytret faa megen Misfornøjelſe, ſees tydeligt deraf, at ingen ſaadan Tilbagekaldelſe fandt Sted for Gulathingslagen, hvis Indbyggere, paa de Søndmøringer nær, ſom Thore mere ved Truſler end med det Gode havde faaet paa ſit Parti, ikke havde deeltaget i Oprøret. Da dette egentlig var udgaaet fra Oplandene, ſkulde man formode at de forhadte Paabud ogſaa her indførtes paa nu, men da den ældre verdslige Eidſivathingslov nu er tabt, kunne vi ikke vide noget derom med Vished. Det er ellers ikke uſandſynligt, at hiin Straf maaſkee mere rammede Thrønderne fordi de vare de førſte til at hylde Haakon og derved gjorde net muligt for ham at optræde ſom Modkonge, end fordi de havde deeltaget i det ſidſte Oprør, der paa en vis Maade kunde ſiges at være en nødvendig Følge af den Stilling, de allerede under Haakon havde indtaget lige over for Magnus.

43. Sveinke Steinarsſøns Trods. Forhandlinger med ham.


De Lendermænd rundt om i Landet, der hidtil havde erkjendt Haakon for deres Overherre, og, ſom det heder, fejdet med Magnus’s Tilhængere, underkaſtede ſig nu alle ſammen Magnus, med Undtagelſe af den mægtige Sveinke Steinarsſøn øſter ved Elven. Han havde, ſom vi

  1. Sigurd Jorſalafares Saga Cap. 18; Snorre Cap. 18; Morkinſkinna fol. 24. b. Ágrip Cap. 45, jvfr. Cap. 24; og fornemmelig ældre Froſtathingslov, XVI. 1—3, jvfr. ovenfor I. 2. 852, 853.