Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/506

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
488
Magnus Olafsſøn (Barfod).

undkom til Danmark, hvor han opholdt ſig i al den Tid, Kong Magnus levede, og indtil dennes Sønner bleve voxne. Da blev han, ſom det heder, forligt med Kong Eyſtein Magnusſøn, der endog gjorde ham til ſin Skutelſvend, og viſte ham megen Yndeſt[1]. Dette ſtaar rimeligviis i Forbindelſe med den Omſtændighed, at Eyſtein var gift med en Sønnedatter af Steigar-Thore, hvis Æt og Venner ſaaledes vel atter maa være komne til Anſeelſe[2].

Magnus vendte derpaa tilbage til Throndhjem, hvis Indbyggere nu

    227, 228. Morkinſkinna, Cap. fol. 21. b. Ágrip, Cap. 41. Thjodrek Munk, Cap. 3l. Beretningen findes øjenſynligt bedſt og ordentligſt, baade med Henſyn til Begivenhedernes Sammenhæng og Stedsnavnenes Form, hos Snorre, ſom derfor ovenfor er fulgt. Med Snorre ſtemmer paa det nærmeſte Texten i Fornmanna Sögur; dog ſynes et og andet ogſaa at være optaget efter Morkinſkinna, der her mod Sædvane viſer ſig unøjagtig. Saaledes f. Ex. beſkrives Thores Flugt fra Thexdalen og hans Forfølgelſe ved Magnus, ſom om denne havde indhentet ham paa Harmfjorden, og ſom om han følgelig ſelv ikke havde naaet længer mod Nord, uagtet der ſtrax nedenfor tales om at han havde opbrændt Gaarden paa Bjarkø. Ligeledes kaldes det Sted, hvor Thore og ſiden Magnus landede, „Seljetun“, øjenſynlig fordi der nys forud havde været Tale om Seljehverv; medens Navnet dog er Hesjutún, eller, ſom Fagrſkinna endnu rigtigere har det, Esjutún, nu Eſstun (oftere urigtigt kaldet Øſtdun) paa Havnøen. Mangel paa nøjagtig Kundſkab om Stedforholdene har ogſaa bragt Nedſkriveren af den Text, Morkinſkinna fulgte, til at nævne Holmen Vomb (Vambarhólmr) ſom om det var den Ø paa hvilken Esjutun laa, og ſom Flygtningerne forvexlede med Faſtlandet. Denne ubetydelige, nøgne Holm kunde umulig tages for Faſtland, medens det derimod netop er rimeligt, at den brugtes til Retterſted, og Snorre har derfor viſtnok fuldkommen Ret, naar han fortæller „at Magnus lod flytte Thore og Egil ud paa Vambarholmen“. Fejlen er for øvrigt ogſaa kommen ind i Fagrſkinna, Ágrip og Thjodreks Skrift.

  1. Magnus Barfods Saga Cap. 8. Snorre Cap. 9. Fagrſkinna Cap. 228. Denne ſidſte nævner Nikolas ſom den danſke Konge, til hvem Sven flygtede; og ſandſynligt er det ogſaa, at Sven opholdt ſig hos ham umiddelbart førend han vendte tilbage til Norge; men Nikolas var ikke Konge, da Sven kom til Danmark. Thi enten levede da endnu Olaf Hunger († 18de Auguſt 1095), eller hans Broder Erik var Konge. Men det er muligt, at Nikolas allerede da har været Svens Beſkytter.
  2. Saaledes Sigurds og Inges Saga Cap. 18. Snorre Cap. 17. Morkinſkinna lader Eyſtein egte en Datter af Steigar-Thore, hvilket umulig kan være rigtigt, da denne, der ved ſin Død var 64 Aar gammel — han var nemlig 15 Aar i 1046 — (ſe ovenfor S. 125) allerede længe før ſin Død maa have haft voxne Døtre, medens Eyſtein var fød ved 1088. — Det lader ikke til at Guthorm, Steigar-Thores Søn, har miſtet ſin Fædrenegaard til Straf for Faderens Oprør, ſkjønt Forbrydelſe af Odelsgods hørte med blandt Straffene for Landsforræderi; i det mindſte omtales han i Harald Haardraades Saga Cap. 20, Snorre Cap. 24, ſom Indehaver af den Maſurbolle, Kong Harald havde ſkjenket hans Fader.