Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/505

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
487
Steigar-Thore fangen og henrettet.

Fire Fæller vi vare,
førte een ved Roret<ref>Det er vanſkeligt at vide, hvad han her ſigtede til. Maaſkee han ſad i Baad ſammen med tre af Kongens Trælle; eller han hentydede paa Galgens tre Bjelker, med Galgevippen i Midten, hvortil han ſkulde feſtes, og ſaaledes ſkjemtviis kunde ſige „at fore Roret“. Det kan her merkes, at ogſaa de ſpøgefulde Svar, Thore gav Sigurd, vare affattede i et Slags Versform, i det mindſte med Riimbogſtaver. Saaledes hans Svar paa Sigurds Spørgsmaal, hvorledes han befandt ſig (ertu heill):
<poem>heill at höndum,
hrumr at fötum;

og hans andet Svar, angaaende hans Fedme:

matr minn veldr því
ok munngát.

</ref>.

</poem>

Flere af dem, hvem hans Tolk havde tilføjet Skade, gave nu deres Harme Luft i allehaande Bebrejdelſer og Haansord mod den værgeløſe Olding. Navnlig fortælles der at Vidkund Jonsſøn, ved at ſee ham vakle hid og did paa hans Vandring til Galgen — Thore var nemlig, ſom han ſelv ſagde, ſkrøbelig til at gaa — raabte ſnart „bedre til Styrbord, Thore!“ ſnart „bedre til Bagbord!“ for at gjengjelde ham hans Spot, da han opbrændte Skibet. Under Galgen ytrede Thore dog et Slags Anger, idet han udbrød: „ilde ere ilde Raad!“ Han var ſaa ſtor og diger, fortælles der, at da Galgevippen hævede ſig, ſtedes Kroppen ved ſin egen Tyngde fra Halſen og faldt til Jorden. Efter ham blev Egil ført til Galgen. Han viſte ſig ogſaa heel uforfærdet. Til Kongens Trælle, der ſkulde forrette Exekutionen, ſagde han: „Skjønt I nu ſkulle hænge mig, er det dog ikke fordi at jo enhver af eder langt heller fortjente “ſlig Straf.“ Derpaa vendte han ſig til Kongens Mænd, med de Ord: „I glæde eder nok til at ſee, hvorledes jeg bevæger mine Fødder idag“. „Tror du ikke“, ſagde de, „at du ſelv kan raade for, hvorledes du teer dig under Henrettelſen?“ „Det vil nu viſe ſig“, ſagde han; og da Strikken var lagt om hans Hals, ſatte han ſin ene Fod paa Vriſten af den anden, uden i mindſte Maade at forandre denne Stilling, medens han vippedes i Vejret. Alle de Tilſtedeværende beklagede at en faa kjek Mand ſkulde ende ſit Liv paa den Maade. Kongen ſad ſelv den hele Tid hos, og var faa vred, at ingen af hans Mænd torde hede ham om Naade for de Domfældte. Men da han faa Egil hænge, udbrød han: „ilde ſtaa dine gode Frænder dig bi“. Heraf, ſiger Sagaen, kunde man ſkjønne at han gjerne havde ſeet, at man havde bedet om Naade for Egil. Flere Henrettelſer der paa Stedet omtales ej, ſaa at man altſaa virkelig maa formode, at Magnus har ſkjenket alle dem Livet, ſom paa Havnø gave ſig i hans Vold[1]. Oprørskongen Sven

  1. Magnus Barfods Saga, Cap. 6, 7. Snorre, Cap. 5, 6. Fagrſkinna, Cap.