Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/504

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
486
Magnus Olafsſøn (Barfod).

Bjarkø atter ſtyrede ſydefter, og ſaaledes droge Magnus lige i Møde. Overalt, hvor de kom frem, plyndrede de. Endelig fik de Øje paa Magnus’s Flaade, dog ikke førend de vare komne heelt til det Strøg, der kaldtes Harm-Fjorden, omkring Torget og Brønø. Da de ikke vovede at binde an med Kongens Overmagt, flygtede de hver til ſin Kant; Sven ſtyrede ud til Havs, nogle ind i Fjorden, og Thore og Egil tilbage forbi Velfjorden, indtil de naaede Eſjetun paa Havnøen, hvor de gik i Land, i den Tanke at det var Faſtland. Men Magnus havde faaet Øje paa dem og ſatte efter dem, og da hans Flaade nærmede ſit Øen, blev Thores Mænd, der nys havde ſammenlignet deres Skib med Ormen lange, og ſig ſelv med dens Beſætning, ſaa forſkrækkede at de alle løb deres Vej, og lode Thore og Egil alene blive tilbage paa Skibet. Thore bad nu ogſaa Egil at frelſe ſig ved Flugten; „det er ſtor Skade“, ſagde han, „om en ſaa brav og dygtig Mand ſom du ſkulde miſte Livet.“ Egil ſvarede: „der er juſt ikke alt for mange tilbage, om jeg ene bliver hos dig[1]. Da Kongens Skibe lagde til, ſad Thore i Forrummet paa ſit Skib. Sigurd Ullſtreng raabte til ham og ſpurgte: „hvorledes er det med dig Thore?“ „Jeg er karſk paa Hænderne men daarlig paa Fødderne“, var Thores Svar. Thore og Egil bleve nu grebne, og deres Mænd, der havde ladet dem i Stikken, men til deres Forfærdelſe merkede at det var en Ø, ikke Faſtlandet, hvorpaa de befandt ſig, overgave ſig paa Naade og Unaade, og det ſynes ſom om Kongen ſkjenkede dem Livet. Herom kunde der dog ikke være Tale med Henſyn til Thore og Egil; Kongen dømte dem til at hænges, og lod dem til den Ende ſtrax fore over til den nærliggende Holm Vomben, hvor en Galge blev rejſt. Thore røbede dog ikke den mindſte Ængſtelſe eller Dødsfrygt, men gik Døden imøde med en Rolighed og et muntert Sind, der var en bedre Sag værdigt, og mindede om Jomsvikingerne efter Slaget i Hjørungavaag. Da Sigurd Ullſtreng udbrød i Forundring over hans Fedme, ſvarede han: „det kommer af min Mad og mit Øl“. Ved at ſee Galgen og Galgevippen, ſagde han ſmilende:

  1. Endog Hrokkinſkinna og Hryggjarſtykke (Magnus Barfods Saga Cap. 7) lade Thore her kalde Egil „Maag“; ligeſaa Morkinſkinna, der endog tilføjer, ſom Egils Ord: „ikke monne din Datter vente, at jeg ſkulde flygte fra dig“. Dette ſeer virkelig ud ſom om Morkinſkinnas Nedſkriver har anſeet Egil for Thores Svigerſøn. Det maa derhos merkes, at Morkinſkinna, ved tidligere at omtale ham, ikke tilføjer noget om hans Giftermaal med Ingebjørg Agmundsdatter. Fagrſkinna Cap. 226 og Ágrip Cap. 41 ſige, ſkjønt aabenbart urigtigt, at Egil ej vilde flygte fra ſin Huſtru Ingebjørg, Skoftes Syſter. Man ſkulde næſten formode, at Egil førſt havde været gift med Ingebjørg, men nu havde forſkudt hende og egtet en Datter af Thore. Dette kunde maaſkee forklare, hvorfor hans „gode Frænder“ ſiden ikke bade om Naade for ham.