Bjarkø atter styrede sydefter, og saaledes droge Magnus lige i Møde. Overalt, hvor de kom frem, plyndrede de. Endelig fik de Øje paa Magnus’s Flaade, dog ikke førend de vare komne heelt til det Strøg, der kaldtes Harm-Fjorden, omkring Torget og Brønø. Da de ikke vovede at binde an med Kongens Overmagt, flygtede de hver til sin Kant; Sven styrede ud til Havs, nogle ind i Fjorden, og Thore og Egil tilbage forbi Velfjorden, indtil de naaede Esjetun paa Havnøen, hvor de gik i Land, i den Tanke at det var Fastland. Men Magnus havde faaet Øje paa dem og satte efter dem, og da hans Flaade nærmede sit Øen, blev Thores Mænd, der nys havde sammenlignet deres Skib med Ormen lange, og sig selv med dens Besætning, saa forskrækkede at de alle løb deres Vej, og lode Thore og Egil alene blive tilbage paa Skibet. Thore bad nu ogsaa Egil at frelse sig ved Flugten; „det er stor Skade“, sagde han, „om en saa brav og dygtig Mand som du skulde miste Livet.“ Egil svarede: „der er just ikke alt for mange tilbage, om jeg ene bliver hos dig[1]. Da Kongens Skibe lagde til, sad Thore i Forrummet paa sit Skib. Sigurd Ullstreng raabte til ham og spurgte: „hvorledes er det med dig Thore?“ „Jeg er karsk paa Hænderne men daarlig paa Fødderne“, var Thores Svar. Thore og Egil bleve nu grebne, og deres Mænd, der havde ladet dem i Stikken, men til deres Forfærdelse merkede at det var en Ø, ikke Fastlandet, hvorpaa de befandt sig, overgave sig paa Naade og Unaade, og det synes som om Kongen skjenkede dem Livet. Herom kunde der dog ikke være Tale med Hensyn til Thore og Egil; Kongen dømte dem til at hænges, og lod dem til den Ende strax fore over til den nærliggende Holm Vomben, hvor en Galge blev rejst. Thore røbede dog ikke den mindste Ængstelse eller Dødsfrygt, men gik Døden imøde med en Rolighed og et muntert Sind, der var en bedre Sag værdigt, og mindede om Jomsvikingerne efter Slaget i Hjørungavaag. Da Sigurd Ullstreng udbrød i Forundring over hans Fedme, svarede han: „det kommer af min Mad og mit Øl“. Ved at see Galgen og Galgevippen, sagde han smilende:
- ↑ Endog Hrokkinskinna og Hryggjarstykke (Magnus Barfods Saga Cap. 7) lade Thore her kalde Egil „Maag“; ligesaa Morkinskinna, der endog tilføjer, som Egils Ord: „ikke monne din Datter vente, at jeg skulde flygte fra dig“. Dette seer virkelig ud som om Morkinskinnas Nedskriver har anseet Egil for Thores Svigersøn. Det maa derhos merkes, at Morkinskinna, ved tidligere at omtale ham, ikke tilføjer noget om hans Giftermaal med Ingebjørg Agmundsdatter. Fagrskinna Cap. 226 og Ágrip Cap. 41 sige, skjønt aabenbart urigtigt, at Egil ej vilde flygte fra sin Hustru Ingebjørg, Skoftes Syster. Man skulde næsten formode, at Egil først havde været gift med Ingebjørg, men nu havde forskudt hende og egtet en Datter af Thore. Dette kunde maaskee forklare, hvorfor hans „gode Frænder“ siden ikke bade om Naade for ham.
