Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/502

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
484
Magnus Olafsſøn (Barfod).

nord efter mod Oprørerne. Sandſynligviis havde han endog allerede ſtrax ved ſin Tilbagekomſt begyndt Udruſtningerne, for enten at angribe Haakon, eller at være rede til at modtage ham. Han fik, ſom det ſynes, en betydelig Styrke: navnlig omtales der, at Rygerne, eller Indbyggerne af Rogaland, ſluttede ſig til ham, og at han havde Folk fra tvende Aag( nemlig Viken (Sefslagen) og Gulathingslagen[1]. Han ſkyndte ſig ſaa meget han kunde, og fik heldigt Vejr lige til forbi Stad; men naar Vinden ſvigtede, lod han ſine Folk bruge Aarerne. Da Flaaden var kommen indenfor Arvarhamar ſtrax øſtenfor Stad paa Søndmøre, lod Magnus Skibene lægge til Land og ſine Folk kalde ſammen til Huusthing[2]. „Det er eder alle bekjendt“, ſagde han her, „hvorledes en Oprørsflok har rejſt ſig mod os i vort eget Rige, tinder en Høvding, der er ſaa meget mindre arveberettiget til Riget, ſom han ikke engang er indfød i Landet. Disſe Oprørere og alle de, ſom have erklæret ſig for dem, fortjene derfor, at vi forfølge dem, herje hos dem og dræbe dem, ſaa meget vi formaa. Thi hvad ſtørre Skam og Skjendſel har nogen kunnet tilføje ſin ættebaarne Konge, end, ſaaledes ſom hine Forrædere, der endog bære Lendermands Navn, have gjort mod mig, at tage en ſaadan Mand til Konge, ſom ej er kongebaaren til Riget, og dertil af ringe Æt? Nogen Undſkyldning havde de dog, ſaa længe min Frænde Haakon levede, om de ſøgte at ſikre ham Beſiddelſen af Riget, og det fandt jeg mig ogſaa nogenledes i; men dette ſidſte er aldeles ſkammeligt, og jeg fortjener ikke at bære Kongenavn, og vanſlægter ganſke fra mine Frænder, hvis jeg ikke ſætter en Bom for dette Uvæſen. I handle derfor vel i at underſtøtte mig i dette Foretagende, og I ville derved gjøre eder værdige til alle gode og retſindige Mænds Roos.“ Alle de Tilſtedeværende bifaldt denne Tale, og man begyndte ſtrax at herje og

  1. Se Giſles Viſe i Magnus Barfods Saga Cap. 5.
  2. At dette Sted laa ſtrax øſtenfor Stad, ved Søndmøres ſydveſtlige Grændſe, ſees deraf, at Kongen, ſom hans Tale paa Huusthinget viſer, her gav ſine Mænd Befaling eller Tilladelſe til at herje hos de Bønder, der havde taget Oprørernes Parti, og vi have ovenfor ſeet, at det Strøg, i hvilket Thore talte Tilhængere, netop begyndte med Søndmøre, hvor han nys havde været. Gift ſiger ogſaa i det Vers, der anføres paa dette Sted i Magnus Barfods Saga: „Kongen holdt Huusthing ved Søen, det var indenfor Arvarhamar (Örvarhamarr), og beredte ſig til at brænde lige udenfra Stad, men Bønderne flygtede“. Det er derfor viſtnok en Fejltagelſe, naar nogle have villet lægge Arvarhamar indenfor Yrje; og denne Fejltagelſe kommer viſtnok deraf, at Sagaen tidligere anfører det Vers af Giſl, hvor Sejladſen ved Yrje omtales; dette Vers anføres dog kun til Beviis for at Kongen lod ſine Mænd ro, naar der ej var Bør. Arvarhamar er ſaaledes maaſkee det nuværende Aaram yderſt ved Rødvefjorden lige over for Larsnes. Alle Stedsnavne nemlig, der nu ende paa „—am“, ende i den ældre Form paa „hamarr; ſaaledes „Haram“ i Søndmøre, fordum Hárhamarr; „Tannam“ i Ranrike, fordum „Túnhamarr“.