Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/501

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
483
Steigar-Thores Opſtand.

Skjalg paa Jæderen, der upaatvivlelig maa have været en Ætling af Erling Skjalgsſøn, og maaſkee en Søn af hiin Erling, ſom i Aaret 1048 herjede i England[1]. Da det er højſt rimeligt, at Egil Aaskellsſøn paa Aurland var nær beſlægtet med den Linje af den gamle aurlandſke Æt, der i den ſidſte Tid ſtod i ſaa nøje Forbindelſe med det danſke Kongehuus, og da det derhos ikke er uſandſynligt, at han tillige har ſtaaet i et nærmere Frændeforhold til Søle-Ætten, have vi maaſkee i disſe Omſtændigheder, ſammenholdte med den Oppoſition, hvori Søle-Ætten ſiden Erling Skjalgsſøns Tid mere eller mindre havde ſtaaet til det norſke Kongehuus, og dens Venſkab og Svogerſkab med det danſke, Nøglen til at udfinde, hvorfor Egil, ſaa vel ſom Skjalg, vare ſaa villige til at tage en danſk Æventyrers Parti med Tilſideſættelſe af den eneſte retmæsſige Arving til Norges Kongetrone. Thore og Sven droge med den hele Oprørsflok over Leſje ned til Raumsdalen og Søndmøre, hvor de ſkaffede ſig Skibe; derfra droge de langs Kyſten til Nordmøre og Throndhjem, idet de overalt plyndrede og røvede hos alle, der ej vilde ſlutte ſig til dem. Lendermanden Sigurd Ullſtreng, der var Magnus hengiven, opſkar Herrer, ſaa ſnart han fik Nys om Oprørsflokkens Ankomſt, og ſtevnede alle dem, han opbød, ſammen til ſin Gaard Viggen, men Speil og Thore ventede ikke indtil han angreb dem; de ſtyrede lige til Viggen, gjorde Landgang, uden at Sigurd kunde hindre det, og ſloge ham aldeles. En Mængde af hans Folk faldt, ſelv flygtede han til Magnus, og Sejrherrerne droge ind til Byen, hvor nu den ſtørſte Deel af Thrønderne erklærede ſig for dem[2].

Imidlertid havde Magnus faaet Efterretning om alt dette i Oslo, hvor han opholdt ſig, og ſamlede ſtrax en Hær og Flaade, for at drage

    Svigerſøn af Thore, uagtet det tidligere ſiges at han var gift med Ingebjørg Agmundsdatter, ſee nærmere nedenfor.

  1. I Hrokkinſkinna og Hryggjarſtykke (Magnus Barfods Saga Cap. 5) ſtaar der kun at Skjalg var en rig Mand. Morkinſkinna kalder ham derimod „Skjalg af Jæderen“. I Peder Klausſøns Overſættelſe ſtaar derimod „Skjalg Erlingsſøn af Jæderen“, hvilket er optaget i Text-Udgaven af Snorre, Magnus Barfods Saga Cap. 4. Muligt at Tillægget „Erlingsſøn“ virkelig har ſtaaet i det Haandſkrift, Peder Klausſøn fulgte; thi da Skjalg var fra Jæderen, og Navnet var et Ættenavn i Sole-Familien, er det højſt ſandſynligt, at hans Fader hed Erling. Han maa dog ikke forvexles med den mægtige Erling Skjalgsſøns Søn Skjalg, thi denne faldt, ſom vi have ſeet, i Nisaa-Slaget, og var allerede voxen i 1022, ſe ovenfor I. 2. S. 616, 6183 men han var derimod rimeligviis en Sønneſøn af denne Skjalg, og Søn af hiin Erling, der i 1048 tilligemed Farbroderen (?) Lodin hjemſøgte England.
  2. Magnus Barfods Saga Cap. 4, Snorre Cap. 4, 5. Morkinſkinna fol. 21. a. b. Fagrſkinna, Cap. 225, 226. Morkinſkinna fortæller dette noget forvirret, ſom om Magnus ſelv ſkulde have ſendt Sigurd Ullſtreng forud, men dertil var der aabenbart ikke engang Tid.