Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/500

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
482
Haakon Magnusſøn og Magnus Olafsſøn.

gjør herved vitterligt for alle dem, der kunne høre mine Ord, at hvis jeg kommer tilbage hid til Byen, ſkal jeg belønne enhver efter hans Byrd og Stilling„ ligeſom jeg lover alle Bymændene mit Venſkab. Jeg er ikke ganſke ſikker paa, hvad min Frænde Magnus har i Sinde, og hvad han nu agter at tage ſig for.“ Disſe Ord bleve optagne med megen Enthuſiasme. Alle de tilſtedeværende lovede ham deres Venſkab og Underſtøttelſe, om han trængte dertil, og den hele Folkeſkare fulgte ham paa Vejen lige ud under Steenbjerget. Men de ſaa ham ikke oftere. Paa Vejen over Dovrefjeld forfulgte han en Rype, der fløj op foran ham, ſaa længe at han paadrog ſig en heftig Sygdom, hvoraf han døde endnu oppe paa Fjeldet. Kun 14 Dage efter at han havde forladt Byen blev hans Liig bragt tilbage for at begraves ved Chriſtkirken. Alle Byfolkene gik det imøde, de fleſte grædende, thi han var afholdt af Mængden ſom kun faa Konger for eller ſiden. Da han døde, var han i ſin bedſte Alder, kun lidet over 25 Aar; han havde, ſom allerede ovenfor nævnt, indlagt ſig Krigerhæder ved et Tog til Bjarmeland, hvor han havde kæmpet med de Indſødte og vundet Sejr[1].

42. Steigar-Thores Oprør og Fald.


Det var imidlertid ej alene Kjærlighed til Haakon, ſom havde gjort Thrønderne ſaa ivrige i at underſtøtte denne, men ogſaa Had til Magnus eller Frygt for at han, naar han kom til Roret, atter vilde indføre de Paalæg, Haakon havde afſkaffet. Efter Haakons Død kunde derfor de fleſte af Thrønderne ikke bekvemme ſig til at tage Magnus, ſkjønt han nu uſtridigt var den eneſte retmæsſige Tronarving, til Konge, men de foretrak endog en danſk Mand, ved Navn Sven, Søn af en vis Harald Flette. Den egentlige Ophavsmand hertil var Steigar-Thore, der var vis paa at Magnus aldrig vilde tilgive ham at han havde opſtillet ham en heldig Medbejler i Haakon. Han oplagde Raad med Sven, der havde ſtaaet i ſtor Yndeſt hos Haakon, ſelv var af høj Byrd, og den ſtørſte Viking og Krigsmand. Da Thore ſelv var gammel og tungfør, blev man enig om at Sven ſkulde optræde ſom Hovedmand for Opſtanden og antage Kongenavn, men at Thore ſkulde underſtøtte ham med ſin mægtige Indflydelſe. Oprørsflokken rejſtes egentlig i Oplandene, hvor Thore boede og havde de fleſte Tilhængere; her ſluttede ogſaa flere andre mægtige Mænd ſig til dem, navnlig den forhen omtalte Egil Aaskellsſøn[2] og en

  1. Magnus Barfods Saga, Cap. 2. Snorre Cap. 2. Morkinſkinna fol. 20. a. Fagrſkinna Cap. 222, 223. Ágrip Cap. 39, 40. Thjodrek Munk, Cap; 30. Om Haakons Fødſelsaar, ſe ovenfor S. 381, Anm. 3. Naar Toget til Bjarmeland ſandt Sted, ſiges ej; man ſeer kun at det maa have ſkeet førend Haakon blev Konge. Det er dog neppe rimeligt at det ſkede før han havde fyldt ſit 20de Aar, 1089.
  2. Om Egil, ſe ovenfor S. 432. Hvorledes det derhos antydes at han var en