Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/496

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
478
Haakon Magnusſøn og Magnus Olafsſøn.

Da Magnus kom til Syderøerne, ſøgte han ſtrax at faa Lagmand i ſin Vold. Denne, der maaſkee havde ſit Tilhold paa Skrift[1], tog Flugten, men Magnus og hans Mænd forfulgte ham fra Ø til Ø, og fik ham endelig fat i Nærheden af Øen Skid (Skye) da han juſt vilde drage over til Irland[2]. Magnus lod ham lægge i Lænker og beholdt ham hos ſig en Stund. Med alt dette maa en Deel af Aaret 1094 være gaaet hen. I denne Tid herſkede der voldſomme Fejder paa Irland mellem Muirkertach, der i Aaret 1086 havde efterfulgt ſin Fader Tirdelvagh, en Sønneſøn af Brian Boroimhe, ſom Konge i Munſter, og den mægtige Donald O’Lochlan, Konge i den nordlige Deel af Landet. Muirkertach gjorde, ligeſom hans Fader før ham, Fordring paa at anſees ſom Øens Overkonge, men Donald, der neppe ſtod tilbage for ham i Magt, og hvis Forfædre, de ſaakaldte Hy-Niall, i tidligere Dage havde beklædt den ſamme Værdighed, gjorde ham denne Fordring ſtridig, og lige fra 1088 indtil Muirkertachs Død 1119 laa de i næſten uafbrudt Fejde, idet ſnart den ene, ſnart den anden havde Overhaand. I Førſtningen var Overmagten paa Donalds Side, ſom endog ødelagde Brians-Ættens gamle Familieſæde Kinkora (Sagaernes Kankaraborg)[3], og ſiden (1090) nødſagede Muirkertach til at ſlutte en Fred, hvorved han forpligtede ſig til at lade ſig nøje med den ſydlige Deel af Øen, og hyldede Donald ſom ſin Overherre. Denne Fred var dog ikke af lang Varighed, og fire Aar efter finde vi begge Modſtandere atter i fuld Krig med hinanden i Nærheden af Dublin. Blandt de Fyrſter, ſom ved denne Lejlighed kæmpede paa

    deraf, at den manſke Krønike lader ham herſke i ſyv Aar, hvilket er umuligt, naar man ikke regner disſe allerede fra et Tidspunkt under hans Faders Levetid. Den manſke Krønike ſætter nemlig ſelv Lagmands Død to eller tre Har for Magnus’s Tog 1098, altſaa ved 1095 eller 1096; de ſyv Aar maa ſaaledes regnes fra 1088.

  1. Han kaldes nemlig i Gisle Illugesſøns anførte Vers „Ívistar gramr“.
  2. Magnus Barfods Saga Cap. 21. Snorre Cap. 10. jvfr. Gisles og Bjarne Krepphendtes Vers, der citeres. Sagaen og Kvadene omtale her ogſaa, temmelig omſtændeligt, hvorledes Ljodhuus (Lewis), Iviſt, Skid, Tyrviſt (Tiree) og Myl (Mull) bleve herjede, m. m. Men den Udſtrækning, i hvilken Ødelæggelſen angives at narre ſkeet, pasſer mere til Toget 1098, paa hvilket Magnus var mandſterkere; han havde da ogſaa mere ſæregen Grund til at herje Ljodhuus, da Indbyggerne nemlig havde dræbt den Konge, han havde ſendt dem. Paa ſit førſte Tog ſynes Magnus fornemmelig at have lagt an paa at faa Lagmand i ſin Vold, og ſiden iſær at have holdt ſig ved Irland, uden maaſkee endog at være kommen i Berørelſe med Ljodhuus. Det er ovenfor nævnt, at Sagaerne ſammenblande Begivenhederne paa begge Tog, ſaa at man alene ved Sammenligning med fremmede Kilder kan nogenledes udfinde, hvad der vedkommer det ene eller det andet.
  3. Se ovenfor I. 2. S, 644.