Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/495

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
477
Magnus’s førſte Veſterhavstog.

ſiden kom uvæntet til disſe, men dette vilde ej have kunnet ſkee, hvis han allerede tidligere havde viiſt ſig paa den Kant. Den Formodning ligger endog nær, at han ikke fra førſt af har tænkt ſig Syderøerne ſom ſit Maal, men at han førſt ſenere har beſtemt ſig til at drage derhen, idet Donald, hvilken han viſt ikke har underſtøttet for Intet, efter al Rimelighed har affundet ſig med ham ved afſlaa ham ſine Beſiddelſer i Syderøerne, eller maaſkee endog erkjendt hans Arvefordring paa hele denne Øgruppe[1]. Hvorledes dette nu end forholder ſig, maa hans Underſtøttelſe, ſiden den udtrykkeligt omtales, have bidraget væſentligt til at ſætte Donald i Beſiddelſe af Riget. Det kunde ſynes rimeligt, at Magnus, hvad enten han førſt hjemſøgte Øſtkyſten af Skotland, eller ſtrax drog lige til Syderøerne, ogſaa havde landet i Orknøerne, for at lade ſig hylde af Jarlerne; men da intet ſaadant Beſøg omtales førend ved hans ſenere Tog, paa hvilket han optraadte ſom Jarlernes Fiende, er det tydeligt, at han denne Gang er dragen dem i Stilhed forbi, aabenbart fordi han ej troede ſig ſterk nok til at kunne kue de mægtige Jarler. Over Man og Syderøerne herſkede paa den Tid, ſom vi allerede ovenfor have ſeet[2], den mægtige Gudrød Meranagh, der ogſaa havde erobret Dublin og en ſtor Deel af Leinſter. Faa Aar i Forvejen (1087) havde den forjagede Fingalls Farbrødre, og ſandſynligviis ogſaa Fingall ſelv, underſtøttede af den ulſterſke Konges Søn miſtet Livet ved et Forſøg paa at erobre Man tilbage[3]; og fra denne Tid, lader det, havde Gudrød, for ſtørre Sikkerheds Skyld, ſat ſin ældſte Søn, Lagmand, til at forſvare de ſaakaldte Norderøer, eller den Deel af Øgruppen der ligger nordenfor Forbjerget Ardnamurchan[4].

    Vigtighed, da det indeholder en Antydning af Magnus’s tidligere Nærværelſe i disſe Egne.

  1. Vi erfare i det mindſte at Magnus ſenere opførte ſig ſom Syderøernes Herre, og ſendte en Statholder eller Underkonge derhen, ligeſom at han virkelig ſluttede et Forlig med „Skotekongen“ hvorved denne gjorde Afkald paa Herredømmet over Øerne. Henhører nu end dette Forlig nærmeſt til 1098, ſaa er dog højſt rimeligt, at det egentlig kun fornyede et, ſom var tidligere indgaaet med Donald.
  2. S. 406, 407.
  3. Ulſter-Annalerne. Her ſtaar: „En Flaade, med Ragnvalds Sønneſønner og Kongen af Ulſters Søn, drog til Man, hvor Ragnvalds Sønner dræbtes“. Vi have ovenfor (S. 407) ſeet, at hiin Gudrød Sigtryggsſøn, hvis Søn Fingall Gudrød Crovan ſtødte fra Tronen, netop var en Sønneſøn af Ragnvald. Ragnvalds Sønneſønner ere altſaa Gudrøds Brødre. Men Fingall ſelv har viſtnok ogſaa været med, og kunde i vidtløftigere Forſtand meget godt regnes ind under denne Benævnelſe, iſær efter den irſke Udtryksmaade.
  4. At Lagmand ſattes til Statholder eller Underkonge ſtrax efter Sigtryggsſønnernes uheldige Tog til Man, altſaa i 1087 eller 1088, ſynes at fremgaa