Bane, der, som ovenfor (S. 409) nævnt, var flygtet for Macbeths og og Thorfinns Vælde til Syderøerne, paa Tronen, hvortil han ogsaa efter de gamle skotske Arvelove var nærmest berettiget. Han indfandt sig med en mægtig Hær og belejrede Edinburgh, hvor Mælkolms og Margretes øvrige Børn befandt sig[1]. De flygtede, tinder Beskyttelse af deres Morbroder Eadgar Ædheling, der nu atter i nogen Tid havde opholdt sig i Skotland, til England, og Donald Bane bemægtigede sig Herredømmet. Ved denne Lejlighed understøttedes Donald Bane, som en samtidig Annalist[2] udtrykkeligt siger, af Norges Konge. Dette kan ej være nogen anden end Magnus, og han maa altsaa, som strax ovenfor antydet, saa godt som øjeblikkeligt efter Faderens Død have gjort et Tog til de skotske Farvande. Men om Magnus først er landet paa Østsiden af Skotland, for at herje, ligesom hans Sønnesøn Eystein senere, og om han der har truffet Donald ifærd med at belejre Edinburgh, eller om han er dragen lige til Syderøerne og først der er kommen i Berørelse med ham, nævnes ingensteds, og vil vel neppe heller nogensinde blive oplyst. Rimeligst er det dog det første, i Betragtning af den korte Tid, der var forløben siden Kong Olafs Død, og da man vanskeligt kan antage, at Magnus har vovet at forlade sine Skibe og med en Deel af sin, vistnok ikke store, Folkestyrke at drage over Land fra Vestkysten til Edinburgh, hvilket maatte have været Tilfældet, hvis han havde sluttet sig til Donald, medens denne endnu befandt sig i Syderøerne[3]. Det lader desuden til, at Magnus
- ↑ At Skoterne (det keltiske Parti, der var Anglerne fiendsk) valgte Donald, siges udtrykkeligt i Chron. Sax., der og tilføjer at Donald siden forjog Englænderne.
- ↑ Nemlig Thorgaut, hvilken Fordun her har udskrevet.
- ↑ Her maa vi dog nærmere omhandle en Ytring i den oven nævnte Beretning af Ordrik (S. 767—68) der kunde synes at antyde er Tog, foretaget af Magnus allerede i 1092. Først siger han, at Magnus i 1098 paaførte Irerne Krig. Dernæst nævner han Aarsagen dertil, nemlig at Magnus, „der var mægtig paa Oceanets Øer“, havde egtet Irekongens Datter, men sendte hende tilbage, da Irekongen ej havde holdt det indgaaede Forlig. Derfor, siger han, begyndte Krigen mellem dem, og i Villjam Rufus’s 5te Aar tiltraadte Magnus Toget. Allerede heraf sees tydeligt, at det Tog, han her omtaler som foregaaet i Villjam Rufus’s 5te Aar, er det samme, for hvilket han strax ovenfor angiver klaret 1098; det fremgaar endnu tydeligere af den Beskrivelse, han siden giver af Toget, der gjaldt Orknøerne, Syderøerne, Irland, Man og Anglesey. Angivelsen „5te Aar“ er derfor aabenbart, som ogsaa Langebek mener, Fejlskrift eller Fejllæsning for „11te“, og Spørgsmaalet om Aaret 1092 for Magnus’s første Tog bortfalder derfor ganske. Derimod see vi af Ordriks Beretning, at Magnus før 1098 har været i Berørelse med Irekongen og sluttet et Forlig med ham, hvilket her er af stor
