Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/494

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
476
Haakon Magnusſøn og Magnus Olafsſøn.

Bane, der, ſom ovenfor (S. 409) nævnt, var flygtet for Macbeths og og Thorfinns Vælde til Syderøerne, paa Tronen, hvortil han ogſaa efter de gamle ſkotſke Arvelove var nærmeſt berettiget. Han indfandt ſig med en mægtig Hær og belejrede Edinburgh, hvor Mælkolms og Margretes øvrige Børn befandt ſig[1]. De flygtede, tinder Beſkyttelſe af deres Morbroder Eadgar Ædheling, der nu atter i nogen Tid havde opholdt ſig i Skotland, til England, og Donald Bane bemægtigede ſig Herredømmet. Ved denne Lejlighed underſtøttedes Donald Bane, ſom en ſamtidig Annaliſt[2] udtrykkeligt ſiger, af Norges Konge. Dette kan ej være nogen anden end Magnus, og han maa altſaa, ſom ſtrax ovenfor antydet, ſaa godt ſom øjeblikkeligt efter Faderens Død have gjort et Tog til de ſkotſke Farvande. Men om Magnus førſt er landet paa Øſtſiden af Skotland, for at herje, ligeſom hans Sønneſøn Eyſtein ſenere, og om han der har truffet Donald ifærd med at belejre Edinburgh, eller om han er dragen lige til Syderøerne og førſt der er kommen i Berørelſe med ham, nævnes ingenſteds, og vil vel neppe heller nogenſinde blive oplyſt. Rimeligſt er det dog det førſte, i Betragtning af den korte Tid, der var forløben ſiden Kong Olafs Død, og da man vanſkeligt kan antage, at Magnus har vovet at forlade ſine Skibe og med en Deel af ſin, viſtnok ikke ſtore, Folkeſtyrke at drage over Land fra Veſtkyſten til Edinburgh, hvilket maatte have været Tilfældet, hvis han havde ſluttet ſig til Donald, medens denne endnu befandt ſig i Syderøerne[3]. Det lader desuden til, at Magnus

  1. At Skoterne (det keltiſke Parti, der var Anglerne fiendſk) valgte Donald, ſiges udtrykkeligt i Chron. Sax., der og tilføjer at Donald ſiden forjog Englænderne.
  2. Nemlig Thorgaut, hvilken Fordun her har udſkrevet.
  3. Her maa vi dog nærmere omhandle en Ytring i den oven nævnte Beretning af Ordrik (S. 767—68) der kunde ſynes at antyde er Tog, foretaget af Magnus allerede i 1092. Førſt ſiger han, at Magnus i 1098 paaførte Irerne Krig. Dernæſt nævner han Aarſagen dertil, nemlig at Magnus, „der var mægtig paa Oceanets Øer“, havde egtet Irekongens Datter, men ſendte hende tilbage, da Irekongen ej havde holdt det indgaaede Forlig. Derfor, ſiger han, begyndte Krigen mellem dem, og i Villjam Rufus’s 5te Aar tiltraadte Magnus Toget. Allerede heraf ſees tydeligt, at det Tog, han her omtaler ſom foregaaet i Villjam Rufus’s 5te Aar, er det ſamme, for hvilket han ſtrax ovenfor angiver klaret 1098; det fremgaar endnu tydeligere af den Beſkrivelſe, han ſiden giver af Toget, der gjaldt Orknøerne, Syderøerne, Irland, Man og Anglesey. Angivelſen „5te Aar“ er derfor aabenbart, ſom ogſaa Langebek mener, Fejlſkrift eller Fejllæsning for „11te“, og Spørgsmaalet om Aaret 1092 for Magnus’s førſte Tog bortfalder derfor ganſke. Derimod ſee vi af Ordriks Beretning, at Magnus før 1098 har været i Berørelſe med Irekongen og ſluttet et Forlig med ham, hvilket her er af ſtor