Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/493

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
475
Magnus’s førſte Veſterhavstog.


I Skotland var Kong Mælkolm, neppe 8 Uger efter Olaf Kyrres Død, falden paa et Tog til Northumberland, ved Belejringen af Alnwick (13 Nov. 1093); hans ældſte Søn med Margrete, Edward, døde tre Dage efter af et Saar, han ved ſamme Lejlighed havde faaet, og Dronningen døde af Sorg over ſin Mands Fald, den følgende Dag (16de Nov). Det Parti i Skotland, der var misfornøjet med den Indflydelſe, Anglerne havde udøvet under Mælkolm, ophøjede nu hans Broder, Donald

    Da vi nu derhos af hvad der ovenfor er nævnt om Lagmand og Gudrød erfare at ogſaa vore Sagaer antyde Magnus’s Tilſtedeværelſe i Veſten før 1095, bliver det nødvendigt at antage, at Magnus har gjort et ſaadant Tog omkring 1094, men at Sagaerne have forbigaaet det, og henført enkelte af de Begivenheder, ſom da forefaldt, til Toget 1098, ſom var langt vigtigere, medens hiint aabenbart kun var et i ſig ſelv temmelig ubetydeligt Herjetog, maaſkee kun foretaget med de 7 Langſkibe, af hvilke vi ſiden finde Magnus i Beſiddelſe under hans Ophold i Throndhjem. Da Fordun eller hans Kilde Thorgaut, ſom her maatte ſynes nogenledes paalidelig, ſiger at Donald, underſtøttet af Norges Konge, kom til Edinburgh og belejrede den, medens Dronningens Liig endnu laa ubegravet i Slottet, ſkulde man formode, at Magnus allerede har været paa denne Kant ved Slutningen af November 1093. Fortællingen bliver vel noget mistænkelig derved at den ſættes i Forbindelſe med et Mirakel, ved hvilket den kongelige Familie ſkulde være undſluppen med Dronningens Liig fra det belejrede Slot til Dunfermline; og da Thorgaut førſt 13 Aar ſenere kom til Skotland, kan han vare bleven fejlagtigt underrettet, ligeſom det dog vel ogſaa maatte tage nogen Tid, inden Donald, der opholdt ſig paa Syderøerne, erfarede Mælkolms Død, ſamlede Folk, og kom til Edinburgh. Men at det dog maa have været endnu ſeenhøſtes eller ved Begyndelſen af Vintren 1093, kan man alligevel ej undgaa at antage, da alle Kilder ere enige om at henføre Donalds Tronbeſtigelſe til dette klar. Magnus maa ſaaledes allerede da have været i Skotland. Har han nu førſt ſtaaet Donald bi, maa han ogſaa have overvintret i Skotland eller paa Syderøerne, da hans Tog var tiltraadt ſaa ſildigt paa klaret, at han ej kan være kommen hjem før Vintrens Begyndelſe. Der er ogſaa en anden Grund, ſom gjør det nødvendigt at ſætte Magnus’s Herjetog i Syderøerne, der nødvendigviis maa være foretaget efter at Donald havde beſteget Tronen, tidligere end Midten af 1094;det heder nemlig i Sagaerne, at Lagmand vilde fly til Irland, et Tegn paa at hans Fader Gudrød da endnu maa herſket der; det ſiges desuden udtrykkeligt i det ovenanførte Sted af Haakon Haakonſøns Saga, at Magnus erobrede Øerne fra Gudrød; men af de irſke Annaler erfare vi at Gudrød i dette klar, og, ſom det ſynes, temmeligt tidligt, blev forjaget. Magnus’s førſte Tog til de veſtlige Farvande maa altſaa henføres til Tiden fra October 1093 til ud i 1094. Hans andet, ſtore Tog, foregik derimod i 1098; og den ſkotſke Konge, med hvem han da kom i Berørelſe, var viſtnok Eadgar, da dennes Sejr over Donald i de engelſke Krøniker henføres til 1097, og hans Tronbeſtigelſe endog af Fordun ſættes i 1098. Magnus har vel ogſaa da, ſom Fordun udtrykkeligt ſiger, og ſom nedenfor nærmere ſkal viſes, blandet ſig i Tronſtridighederne. Magnus’s Tog til Halland ſættes viſtnok rigtigſt, ſom Morkinſkinna ſiger, efter Uenigheden med Sveinke, altſaa i 1096. Da Tiden for hans ſidſte Tog 1102—1103, er vis, og han i 1099 kom tilbage fra ſit tidligere ſtore Veſterhavstog, er derved ogſaa Tiden for Krigen med Sverige given, nemlig 1099—1101.