sidste synes næsten at være det rimeligste, deels af den Kjendskab, man forøvrigt har til Magnus’s krigerske Sind, der aldrig tillod ham at sidde rolig, deels fordi vi, som det synes, allerede i November 1093 finde ham i de skotske Farvande. Det er endog heel sandsynligt, at Magnus drog til Skotland uden endnu at have faaet Efterretning om Haakons Thronbestigelse i Throndhjem.
flere samtidige Annalister, at Mælkolms umiddelbare Efterfølger var hans Broder Dufniall eller Donald. Florents af Worcester († 1118) fortæller hvorledes Donald blev Konge i 1093, fordreven af sin Brodersøn Duncan, men fik ham dræbt og besteg atter Tronen 1094 (Thorpes Udgave II. 32. 35). Villjam af Malmsbury IV. 400) fortæller i Korthed at Duncan dræbtes ved Donalds Foranstaltning, og han igjen dræbtes ved Davids og Kong Villjam Rufus’s Bestræbelser, og efterfulgtes af Eadgar. Chron. Sax. omtaler ligeledes Donalds Tronbestigelse ved 1093, Duncans Drab ved 1094, Donalds Fordrivelse ved Eadgar, Mælkolms Søn, kort efter Michelsmesse 1097, og endelig i 1098, Jarlen Hugos Drab ved „Udvikinger“. De omstændeligste Beretninger om Begivenhederne fra Mælkolms Død indtil Eadgars Tronbestigelse findes hos Fordun, hvis Meddelelser her fortjene noget større Tiltro end ellers, eftersom han citerer Thurgot, eller rettere tildeels udskriver hans Annaler, den samme Thurgot eller Thorgaut, Prior i Durham, der havde været hos Olaf Kyrre, og siden blev Biskop i St. Andrews, saa at han altsaa næsten var Øjevidne til Begivenhederne (se ovenfor S. 414). Det heder her, at da Mælkolm var falden i November 1093, og hans Hustru Margrete død 4 Dage derefter, brød Mælkolms Broder Donald Bane ind, understøttet af „Norges Konge“, belejrede Edinburgh, og bemægtigede sig Tronen. Men Donald blev, sex Maaneder efter (altsaa Vaaren 1094) fordreven af Mælkolms eneste Søn Duncan, der understøttedes af Villjam Rufus; Duncan herskede i eet Diar og ser Maaneder, da han blev dræbt af Donald (altsaa sidst i 1095); hvorefter Donald herskede i tre Aar (altsaa til 1098); det tilføjes ogsaa særskilt, at Donald og Duncan tilsammen herskede i fem Aar. Siden, fortælles der, blev Donald fordreven af Eadgar, der understøttedes af sin Morbroder Eadgar Ædheling, og nu besteg Tronen 1098; han fangede senere Donald og lod ham blinde. Fordun siger ogsaa, uvist om efter Thorgaut, at medens endnu Donald, Duncan og Eadgar stredes om Tronen, kom Magnus Olafssøn, Norges Konge, med en Flaade, underkastede sig Orknøerne, Syderøerne (Mevanias Scotiæ) og Anglesey (V. 26, 28); hermed maa ogsaa sammenlignes X. 19, hvor der tales om Underhandlingerne mellem Kong Magnus Haakonssøn og Alexander III 1266, og hvor det heder, at Skoterne havde besiddet Øerne indtil hiin usalige Tid, paa hvilken Kong Mælkolms Sønner laa i Strid med Donald Bane, og Riget var ganske deelt i to Partier, da den norske Konge Magnus Olafssøn kom og erobrede Øerne. Meningen heraf er aabenbart den, at Magnus i alle Fald kom til Skotland, da Eadgar havde faaet Overhaand over Donald, altsaa i 1098. Men der antydes ogsaa et tidligere Tog til Skotland, paa hvilket Magnus hjalp Donald strax efter Mælkolms Død 1093, hvis man ikke skal antage at han kun har sendt Donald Hjelpetropper, uden selv at være tilstede. Dette er dog ingenlunde rimeligt, da Magnus, om han forblev hjemme, vilde have blottet sig ved at afsende Krigere, og da det desuden aldeles stred mod hans Krigersind, ikke selv personligt at deeltage i et Krigsforetagende, som han understøttede.
