Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/492

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
474
Haakon Magnusſøn og Magnus Olafsſøn.

ſidſte ſynes næſten at være det rimeligſte, deels af den Kjendſkab, man forøvrigt har til Magnus’s krigerſke Sind, der aldrig tillod ham at ſidde rolig, deels fordi vi, ſom det ſynes, allerede i November 1093 finde ham i de ſkotſke Farvande. Det er endog heel ſandſynligt, at Magnus drog til Skotland uden endnu at have faaet Efterretning om Haakons Thronbeſtigelſe i Throndhjem.

    flere ſamtidige Annaliſter, at Mælkolms umiddelbare Efterfølger var hans Broder Dufniall eller Donald. Florents af Worceſter († 1118) fortæller hvorledes Donald blev Konge i 1093, fordreven af ſin Broderſøn Duncan, men fik ham dræbt og beſteg atter Tronen 1094 (Thorpes Udgave II. 32. 35). Villjam af Malmsbury IV. 400) fortæller i Korthed at Duncan dræbtes ved Donalds Foranſtaltning, og han igjen dræbtes ved Davids og Kong Villjam Rufus’s Beſtræbelſer, og efterfulgtes af Eadgar. Chron. Sax. omtaler ligeledes Donalds Tronbeſtigelſe ved 1093, Duncans Drab ved 1094, Donalds Fordrivelſe ved Eadgar, Mælkolms Søn, kort efter Michelsmesſe 1097, og endelig i 1098, Jarlen Hugos Drab ved „Udvikinger“. De omſtændeligſte Beretninger om Begivenhederne fra Mælkolms Død indtil Eadgars Tronbeſtigelſe findes hos Fordun, hvis Meddelelſer her fortjene noget ſtørre Tiltro end ellers, efterſom han citerer Thurgot, eller rettere tildeels udſkriver hans Annaler, den ſamme Thurgot eller Thorgaut, Prior i Durham, der havde været hos Olaf Kyrre, og ſiden blev Biſkop i St. Andrews, ſaa at han altſaa næſten var Øjevidne til Begivenhederne (ſe ovenfor S. 414). Det heder her, at da Mælkolm var falden i November 1093, og hans Huſtru Margrete død 4 Dage derefter, brød Mælkolms Broder Donald Bane ind, underſtøttet af „Norges Konge“, belejrede Edinburgh, og bemægtigede ſig Tronen. Men Donald blev, ſex Maaneder efter (altſaa Vaaren 1094) fordreven af Mælkolms eneſte Søn Duncan, der underſtøttedes af Villjam Rufus; Duncan herſkede i eet Diar og ſer Maaneder, da han blev dræbt af Donald (altſaa ſidſt i 1095); hvorefter Donald herſkede i tre Aar (altſaa til 1098); det tilføjes ogſaa ſærſkilt, at Donald og Duncan tilſammen herſkede i fem Aar. Siden, fortælles der, blev Donald fordreven af Eadgar, der underſtøttedes af ſin Morbroder Eadgar Ædheling, og nu beſteg Tronen 1098; han fangede ſenere Donald og lod ham blinde. Fordun ſiger ogſaa, uviſt om efter Thorgaut, at medens endnu Donald, Duncan og Eadgar ſtredes om Tronen, kom Magnus Olafsſøn, Norges Konge, med en Flaade, underkaſtede ſig Orknøerne, Syderøerne (Mevanias Scotiæ) og Angleſey (V. 26, 28); hermed maa ogſaa ſammenlignes X. 19, hvor der tales om Underhandlingerne mellem Kong Magnus Haakonsſøn og Alexander III 1266, og hvor det heder, at Skoterne havde beſiddet Øerne indtil hiin uſalige Tid, paa hvilken Kong Mælkolms Sønner laa i Strid med Donald Bane, og Riget var ganſke deelt i to Partier, da den norſke Konge Magnus Olafsſøn kom og erobrede Øerne. Meningen heraf er aabenbart den, at Magnus i alle Fald kom til Skotland, da Eadgar havde faaet Overhaand over Donald, altſaa i 1098. Men der antydes ogſaa et tidligere Tog til Skotland, paa hvilket Magnus hjalp Donald ſtrax efter Mælkolms Død 1093, hvis man ikke ſkal antage at han kun har ſendt Donald Hjelpetropper, uden ſelv at være tilſtede. Dette er dog ingenlunde rimeligt, da Magnus, om han forblev hjemme, vilde have blottet ſig ved at afſende Krigere, og da det desuden aldeles ſtred mod hans Krigerſind, ikke ſelv perſonligt at deeltage i et Krigsforetagende, ſom han underſtøttede.