Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/491

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
473
Magnus’s førſte Veſterhavstog.

arsſøn; eller endelig, om han alene har væntet paa ſin fredelſkende Faders Død for at tilfredsſtille ſin Lyſt til Krigs-Æventyr, og ſaaledes, ſtrax: efter at være tagen til Konge, har foranſtaltet et Vikingetog efter gammel Viis til de ſkotſke Øer og Farvande, ſiges ingenſteds; men det

    øvrige Sagaer fortælle dette om Muirkertach, den irſke Konge, og at det var hans femaarige Datter Biadmynia, der egtede den 9aarige Sigurd. At det var ham og ingen anden, der gav Magnus’s Søn ſin Datter, ſees af de irſke „Fire Meſtres Annaler“, der ved 1102 omtale Muirkertachs Datters Giftermaal med „Sichraid Mac Magnus“ ɔ: Sigurd Magnusſøn. Det indeholder tillige en Selvmodſigelſe, ſom vidner om en Fejl i Fremſtillingen eller i Angivelſen af Perſonen, naar Morkinſkinna, efter førſt at have talt om det mellem Magnus og Skotekongen ſluttede Forlig, og uden derefter i mindſte Maade at tale om nogen ny Uenighed mellem dem,dog lader „Mælkolm Skotekonge“ ſtrax efter ſende ham ſin Datter „for at tilvejebringe Forlig“ (til sættar). Allerede heraf faar man en Anelſe om, at Navnet „Mælkolm“ er urigtigt. Naar man nu erindrer, hvor ofte Irerne paa denne Tid kaldtes Skoter (vi have allerede ſeet mange Exempler derpaa, navnlig den ſamtidige irſke Annaliſt Marianus’s eget Tilnavn „Scotus“), og ligeledes, hvor ofte, iſær i de ældſte Haandſkrifter, Egennavne kun betegnes med Begyndelſesbogſtaverne, kan man lettelig forſtaa, hvarledes den, der aller førſt nedſkrev Sagaen, kan have ſkrevet „M. Skotakonungr“ i den Mening, at det ſkulde læſes „Myriartak Skotakonungr“ og betegne den irſke Konge Muirkertach, men at en ſenere Afſkriver eller Bearbejder, der maaſkee levede paa Kong Villjams Tid (1166—1214) og ſaaledes viſtnok kjendte mere til dennes Farfader David og Oldefader Mælkolm, end til en irſk Konge for 100 Aar ſiden, og ſom desuden vildlededes af Tillægget „Skotakonungr“, uden videre udfyldte hiint M. til „Mælkolm“, hvilket ſiden ogſaa kom i de øvrige Sagabearbejdelſer, og det overalt, hvor Skotekongen nævnes. At Morkinſkinnas Nedſkriver eller hans Original ſenere har fundet for godt at tilføje den Oplysning, at Mælkolm var Kong Davids Fader, lader ſig let forklare, og har intet at betyde. Thormod Torvesſøn har ſeet en Beſtyrkelſe paa at det var med Mælkolm, Magnus indgik Forlig, i den Omſtændighed, at Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 245 taber de ſkotſke Geſandter i Aaret 1244 foreſpørge ſig hos Haakon, om han vilde tilbagegive ham det Rige i Syderøerne, ſom Kong Magnus Barfod havde frataget hans Frænde Mælkolm. Men det maa her vel erindres, at disſe Ord ere nedſkrevne paa en Tid, da der allerede fandtes en Mængde Afſkrifter af Magnus Barfods Saga, hvor Mælkolm nævntes, eller rettere, da der neppe gaves en eneſte Afſkrift, hvor der paa dette Sted fandtes andet Navn heelt udſkrevet, end Mælkolmr, ſaa at det altſaa paa den Tid viſtnok var almindelig antaget af alle Sagamænd, at den ſkotſke Konge, med hvilken Magnus kom i Berørelſe, var Mælkolm, iſær da det, ſom vi i det følgende ville ſee, maa antages ſom viſt, at Magnus ogſaa ſluttede et Forlig med Mælkolms Søn Eadgar, hvis ſkotſke Navn „Etgar Mac Mælkolm“ kunde give Anledning til hans Forvexling med Faderen. Endog Morkinſkinna ſelv er ældre end 1244, end ſige den Tid, da Haakons Saga blev forfattet, og Forfatteren af denne, ſandſynligviis Sturla Thordsſøn, nedſkrev viſtnok hiin Beretning med ſtadigt Henſyn til Magnus Barfods Saga, ſaadan ſom han kjendte den. Vi kunne ſaaledes viſt ſætte Navnet „Mælkolm“ aldeles ud af Betragtning, og derimod tillægge den tidligere omtalte „Skotekonge“ det Navn, andre paalidelige Efterretninger tilſige. Nu erfare vi af