Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/490

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
472
Haakon Magnusſøn og Magnus Olafsſøn.

dring fra hiin Kant, eller om han alene ſøgte Beſkjeftigelſe paa denne Maade fordi han endnu ej vovede at binde an med Haakon, der havde langt flere Tilhængere end han, ja endog i Viken havde en mægtig Støtte i ſin forrige Foſterfader og hengivne Ven, Lendermanden Sveinke Stein-

    om hans unge Søns Giftermaal eller Forlovelſe, men, vel at merke, med Irekongen Muirkertachs Datter. Sidenefter omtales Magnus’s andet Veſterhavstog, der rigtigt henføres til hans 10de Regjeringsaar (1102—3). Sammenligne vi nu disſe Beretninger med de paalidelige chronologiſke Data, N ſom de ſkotſke, engelſke og irſke Krøniker indeholde, da finde vi flere aaben bare Urigtigheder. For det førſte faldt den ſkotſke Konge Mælkolm Ceanmor ved Belejringen for Alnwick den 13de November 1093, og kunde ſaaledes ikke flere Aar derefter ſlutte noget Forlig med Magnus. Dernæſt ere en Mængde engelſke Annaliſter, navnlig Chron. Sax., og den paalidelige Florents af Worceſter (Thorpes Udgave S. 42) enige om at henføre det Tog, paa hvilket Magnus fældte Jarlerne Hugo, til 1098; ja endog de islandſke Annaler og Sagaerne henføre Magnus’s førſte Veſterhavstog til dette Aar, de førſte ved at antegne under 1098 „Sigurd Magnusſøns Ophøjelſe til Herſker paa Orknøerne“, de ſidſte ved udtrykkeligt at kalde Sigurd niaarig, da Brylluppet mellem ham og den irſke Kongedatter beſtemtes, medens han ſenere ved ſin Død 1130 ſiges at have været 40 Aar gammel, hvorved følgelig hans Fødſelsaar bliver 1089 eller 1090, og hans 9de Aar 1098eller 1099. Hertil kommer nu ogſaa, at den oven nævnte Lagmand, om hvem vore Sagaer ſige „at hans Fader Gudrød havde ſat ham til Landværnsmand over de nordlige Øer“, ifølge den manſke Krønike, hvorom mere nedenfor, var død flere Aar førend Magnus gjorde ſit førſte Tog til Veſterhavet. Og dog omtales ej alene han, endog i de ſamtidige Skaldes Vers, ſom fangen af Magnus paa dette Tog, men man ſkulde af de nys nævnte Udtryk endog ſlutte at Gudrød, der, ſom vi have ſeet, døde 1095, paa den Tid endnu var i Live. Da nu de ſamtidige Skalde neppe kunne have været fejlagtigt underrettede om Navnet paa den Fyrſte, Magnus tog fangen, og en ſaa beſtemt Beretning, ſom Sagaernes angaaende Lagmand, ej vel kan ſavne hiſtoriſk Grund, om den end kan have været henført til en urigtig Tid, nødes man allerede herved til at antage, at Magnus endnu medens Lagmand levede har gjort et Tog til Syderøerne, men at dette dog har været af mindre Vigtighed, og derfor ſenere af Sagaſkriverne er blevet ſlaaet ſammen med det langt vigtigere i læs. Thormod Torvesſøn er derfor endog gaaen ſaa vidt, at lade Magnus i alt, Toget 1102—3 iberegnet, gjøre fire Veſterhavstog, og for at Magnus ogſaa kan komme i Berørelſe med Mælkolm, ſøger han ved ſaare kunſtige Beregninger at faa Olaf Kyrres Død flyttet tilbage til 1087 eller 1088 ſte iſær Orcades, S. 77—80, Hist. Norv. III. S. 425—432). Hvad nu Mælkolm angaar, ſaa er det dog neppe for hans Skyld nødvendigt, at afvige ſaa meget fra alle Sagaernes udtrykkelige Vidnesbyrd: det lader ſig nemlig næſten med Vished godtgjøre, at hans Navn kun ved Fejllæsning er kommet ind i Sagaerne. Vi have ſeet, at Morkinſkinna, den ældſte af de nu exiſterende Sagabearbejdelſer, kun nævner „Skotekongen“, hvor den omtaler Magnus’s Forlig med denne, uden at kalde ham „Mælkolm“, og at den førſt ſenere anfører dette Navn, hvor det heder at „Mælkolm Skotekonge ſendte ſin Datter til Magnus i Orknøerne, for at forliges med ham, og at Magnus gav hende, ſom da var 5 Aar gammel,.til ſin 9aarige Søn Sigurd“. Sin vide vi, at de