Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/488

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
470
Haakon Magnussøn og Magnus Olafssøn.

siges der, en Hird, og vendte siden tilbage til Oplandene, dog neppe førend længere ud paa Sommeren, efter at han imidlertid ogsaa havde besøgt Gulathingslagen og der givet Indbyggerne de samme Retterbøder, som Thrønderne[1]. Ogsaa til Oplandene udstrakte han dem ved sin Tilbagekomst til dette Landskab, hvis Indbyggere allerede fra først af havde været ham særdeles hengivne.

Vore Sagaer nævne lidet eller intet om, hvad Magnus imidlertid tog sig for. Det heder kun i en af de ældste Saga-Bearbejdelser, at han „for det meste opholdt sig øster i Viken; at nogle af Lendermændene holdt med den ene, andre med den anden af Brødrene, og at deres Mænd stredes mellem sig om et og andet, medens Kongerne selv vel ikke vare uenige, men dog undgik at opholde sig paa samme Sted“[2]. Vi erfare dog af samtidige og paalidelige udenlandske Kilder, sammenholdte med Be-

    selv var ogsaa den Tid, da Gaverne skulde ydes, den belejligste Tid til at ophæve dem.

  1. At Haakon ophævede af Sven Alfivessøns trykkende Bestemmelser, der endnu gjaldt i Gulathingslagen, sees af Overskriften til Cap. 148 i den ældre Gulathingslov, hvor der staar: „Her ere de Retterbøder, som Magnus den gode gav i Langø-Sund; nogle gav ogsaa Haakon Thoresfostre.“ Disse Magnus’s og Haakons „Retterbøder“ ere opregnede i den ovenfor citerede Anm. 3 til I. 2. S. 852. Uagtet det nu nok kunde være muligt, at Haakon gjennem Deputerede til, eller til Udsendinger fra Gulathingslagen har bekvemmet sig til at give disse Retterbøder, er dog det naturligste og sandsynligste, at det er skeet ved hans personlige Nærværelse, da han blev hyldet. Vi have tidligere seet, at Kongerne ved deres Tronbestigelse rejste fra Folke til Fylke for at lade sig hvide, og da nu Haakon, som vi nedenfor ville see, ikke førend ved Vintrens Begyndelse i 1094 forlod Oplandene og drog til Nidaros, var der rundelig Tid for ham til ogsaa at besøge Gulathingslagen. Morkinskinna antyder det-uden at ingen af Kongerne i den Tid holdt sig stille paa eet Sted.
  2. Morkinskinna fol. 21. a. Da dens Udtryk ere temmelig vigtige, især for Tidsregningens Skyld, meddeles de her nøjagtigt: „Hann (Hákon) veitti þrœndnun rétrarbœtr á marga lund, ok héldu þeir ok mest undir hans konungdóm. Magnús konungr var löngum í Vík austr ok hafði sína lenda menn hvárr þeirra, ok keppðusk menn þeirra sin á milli um eitt ok annat, en konungar váru sáttir ok váru litt í einum stað; þeir váru einn vetr báðir í Niðarósi“ — — —.
     Tidsregningen for Haakons og Magnus’s Regjering frembyder store Vanskeligheder paa Grund af den urede, som hersker i Sagaerne desangaaende. Saaledes er det allerede i Førsiningen paafaldende, at uagtet Snorre, Morkinskinna og Fagrskinnna lade Haakon opleve to Vintre efter Olafs Død, af hvilte han da tilbragte den sidste (1094—95) sammen med Magnus i Nidaros, omtale dog de øvrige saa vel som Thjodrek (Cap. 30) denne Vinter som den første efter Olafs Død (se Magnus Barfods Saga Cap. 2, Snorre Cap. 2). Det er ovenfor viist, at Haar-dit sandsynligviis har tilbragt ogsaa den første Juul i Nidaros, og da givet Thrønderne de oven nævnte Retter-