Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/488

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
470
Haakon Magnusſøn og Magnus Olafsſøn.

ſiges der, en Hird, og vendte ſiden tilbage til Oplandene, dog neppe førend længere ud paa Sommeren, efter at han imidlertid ogſaa havde beſøgt Gulathingslagen og der givet Indbyggerne de ſamme Retterbøder, ſom Thrønderne[1]. Ogſaa til Oplandene udſtrakte han dem ved ſin Tilbagekomſt til dette Landſkab, hvis Indbyggere allerede fra førſt af havde været ham ſærdeles hengivne.

Vore Sagaer nævne lidet eller intet om, hvad Magnus imidlertid tog ſig for. Det heder kun i en af de ældſte Saga-Bearbejdelſer, at han „for det meſte opholdt ſig øſter i Viken; at nogle af Lendermændene holdt med den ene, andre med den anden af Brødrene, og at deres Mænd ſtredes mellem ſig om et og andet, medens Kongerne ſelv vel ikke vare uenige, men dog undgik at opholde ſig paa ſamme Sted“[2]. Vi erfare dog af ſamtidige og paalidelige udenlandſke Kilder, ſammenholdte med Be-

    ſelv var ogſaa den Tid, da Gaverne ſkulde ydes, den belejligſte Tid til at ophæve dem.

  1. At Haakon ophævede af Sven Alfivesſøns trykkende Beſtemmelſer, der endnu gjaldt i Gulathingslagen, ſees af Overſkriften til Cap. 148 i den ældre Gulathingslov, hvor der ſtaar: „Her ere de Retterbøder, ſom Magnus den gode gav i Langø-Sund; nogle gav ogſaa Haakon Thoresfoſtre.“ Disſe Magnus’s og Haakons „Retterbøder“ ere opregnede i den ovenfor citerede Anm. 3 til I. 2. S. 852. Uagtet det nu nok kunde være muligt, at Haakon gjennem Deputerede til, eller til Udſendinger fra Gulathingslagen har bekvemmet ſig til at give disſe Retterbøder, er dog det naturligſte og ſandſynligſte, at det er ſkeet ved hans perſonlige Nærværelſe, da han blev hyldet. Vi have tidligere ſeet, at Kongerne ved deres Tronbeſtigelſe rejſte fra Folke til Fylke for at lade ſig hvide, og da nu Haakon, ſom vi nedenfor ville ſee, ikke førend ved Vintrens Begyndelſe i 1094 forlod Oplandene og drog til Nidaros, var der rundelig Tid for ham til ogſaa at beſøge Gulathingslagen. Morkinſkinna antyder det-uden at ingen af Kongerne i den Tid holdt ſig ſtille paa eet Sted.
  2. Morkinſkinna fol. 21. a. Da dens Udtryk ere temmelig vigtige, iſær for Tidsregningens Skyld, meddeles de her nøjagtigt: „Hann (Hákon) veitti þrœndnun rétrarbœtr á marga lund, ok héldu þeir ok mest undir hans konungdóm. Magnús konungr var löngum í Vík austr ok hafði sína lenda menn hvárr þeirra, ok keppðusk menn þeirra sin á milli um eitt ok annat, en konungar váru sáttir ok váru litt í einum stað; þeir váru einn vetr báðir í Niðarósi“ — — —.
     Tidsregningen for Haakons og Magnus’s Regjering frembyder ſtore Vanſkeligheder paa Grund af den urede, ſom herſker i Sagaerne desangaaende. Saaledes er det allerede i Førſiningen paafaldende, at uagtet Snorre, Morkinſkinna og Fagrſkinnna lade Haakon opleve to Vintre efter Olafs Død, af hvilte han da tilbragte den ſidſte (1094—95) ſammen med Magnus i Nidaros, omtale dog de øvrige ſaa vel ſom Thjodrek (Cap. 30) denne Vinter ſom den førſte efter Olafs Død (ſe Magnus Barfods Saga Cap. 2, Snorre Cap. 2). Det er ovenfor viiſt, at Haar-dit ſandſynligviis har tilbragt ogſaa den førſte Juul i Nidaros, og da givet Thrønderne de oven nævnte Retter-