Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/485

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
467
Mag. Adams Skildring af Forholdene i Norden.

om Sommeren ved Solhvervstid Solen i 14 Dage uafladeligt over Horizonten, men ſavner den ogſaa i lige ſaamange Dage om Vintren: en forbauſende og uforklarlig Sag for Barbarerne, der ikke vide at Dagenes ulige Længde beſtemmes ved Solens Nærmelſe og Tilbagegang. (Her følger nu Forklaringen over dette Forhold). Hedningerne, der ej vide dette, kalde hiint Land „det hellige og lykkelige“ ſiden det fremviſer et faa underbart Fænomen. Dette, forſikrede Danekongen og mange andre, fandt virkelig Sted der, ligeſom i Sverige og Norge og de øvrige Øer paa den Kant. Derforuden ſagde han at der af flere var opdaget en Ø i det ſamme Hav, ved Navn Viinland[1] … . Og efter denne Ø findes ikke længer, ſagde bart, noget beboeligt Land i hiint Ocean, men alt hiinſides er opfyldt med utaalelig Kulde og uhyre Mørke; hvilket Martian omtaler ſaaledes: hiinſides Emne er der en Dags Sejlads til det ſammenløbne Hav[2]. Dette erfarede nylig Nordmændenes højſt erfarne Konge Harald, der, efter at han paa et Søtog havde gjennemforſket det nordlige Oceans Vidde, endelig paa de mørke Yderkanter foran Verdens Ende nær var med fine Skibe kommen ud i Afgrundens frygtelige Svælg, og med Nød og neppe kom uſkadt tilbage“. Herefter[3] anføres ogſaa et Uddrag af en Beretning, Erkebiſkop Adalbert havde meddeelt Mag. Adam om en Opdagelſesrejſe, ſom nogle fornemme Friſer i hans Formands (Beſcelins) Tid havde foretaget til de fjernere Egne af Nordiishavet. De ſejlede mellem Danmark paa den ene, og Britannien paa den anden Side, til Orknøerne; beholdende disſe til venſtre, Norge til højre, ſtyrede de lige til Island, og videre mod Nord, fik ſee alle de før omtalte Øer, men kom endelig „i hiint ſtivnede Iishavs Mørke, lurer den forfærdelige Havhvirvel ſlugte nogle af deres Skibe“; enkelte undkom dog og landede ved en Klippeø; hvor de fandt Folk, der om Middagen ſkjulte ſig i underjordiſke Huler, foran hvis Indgang der laa en Mængde Kar af Guld og andre koſtbare Metaller. De toge af dem faa mange de i Haſt formaaede, og ſkyndte ſig tilbage til Skibene, men ſaa ſig pludſelig forfulgte af kæmpeſtore Mænd, ledſagede af ligeſaa uforholdsmesſigt ſtore Hunde; disſe grebe en af Følget og ſønderreve ham ſtrax, men de øvrige undkom til Skibene, idet Riſerne forfulgte dem ud i Vandet med høje Raab. Her er det tydeligt nok,

    Aarſagen til Feiltagelſen er viſtnok den, at man ſtedſe rejſte tilſøs for at komme til Haalogaland. I en tilføjet Scholie er Fejlen imidlertid nogenledes rettet. Der Haar: „andre ſige derimod at Haalogaland er den yderſte Deel af Norge, at den ligger i Nærheden af Skridfinnerne, og at den er utilgængelig formedelſt ſine barſke Fjelde og Kulde“.

  1. Se ovenfor I. 2. S. 462.
  2. Om Haralds Opdagelſesrejſe ſe ovenfor S. 270.
  3. Mag. Adam, IV. 39, 40.