Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/484

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
466
Olaf Haraldsſøn (Kyrre).

Martyr St. Olafs Lig, ved hvis Grav lige til den Dag i Dag Herren udfører underbare Helbredelſer“ … her følger det tidligere (S. 371) anførte Sted; og derefter en kort Opregnelſe af de førſte Biſkopper m. m., hvilket ligeledes ovenfor er anført. „Efter Norge“, heder det dernæſt, „hvilket er det yderſte Land mod Norden, finder man ingen menneſkelig Bolig, kun det forfærdelige og ſtore Verdenshav. Men dette har lige overfor Norge mange ikke umerkelige Øer, ſom nu næſten alle ere Nordmændenes Herredømme underkaſtede, og derfor ej her bor forbigaaes, ſaa meget mere ſom ogſaa de ligge under Hamburgs Erkeſtol. De førſte ere Orknøerne …[1] der ligge mellem Norge, Britanien og Irland, og ſpotte det bruſende Havs Truſler. Til dem ſkal man fra den norſke Stad Throndhjem kunne ſejle paa een Dag. Fra Orknøerne ſkal der, ſom man ſiger, være lige ſaa lang Sejlads enten til England eller Skotland[2] … Øen Thyle, der, uendeligt langt afſondret fra de øvrige, ligger midt i Oceanet, ſkal neppe være bekjendt[3]. Dog fortælles der om den, ſaavel af de romerſke Forfattere ſom af Barbarerne, meget, der er værd at melde[4] … Dette Thule kaldes nu Island, efter den Iis, der binder Oceanet. Om denne Ø fortælles det merkelige, at hiin Iis formedelſt dens Ælde er ſaa ſort og tør, at den brænder naar man antænder den[5]. Øen er meget ſtor, ſaa at den kan rumme mange Menneſker, der alene leve af at opføde Kvæg, og klæde ſig med dets Uld; der voxer intet Korn og findes ſaare lidet Træ, derfor bo de i underjordiſke Huler, benyttende fælles Huusly og Leje med deres Kvæg[6] … Der ere ogſaa flere andre Øer i Oceanet, af hvilke Grønland ej er den mindſte, beliggende dybere inde i Oceanet, lige imod Sveriges Bjerge eller de riphæiſke Højder“[7] … „Den tredie Ø er Haalogaland. Den ligger Norge nærmere, og ſtaar ikke tilbage for de øvrige i Størrelſe[8]. Denne ſeer man

  1. Her anføres nogle Notitſer fra Martianus og Solinus.
  2. Man ſeer, at Mag. Adam ej har været paa det rene med Orknøernes Beliggenhed, og at han har ſlaaet ſaavel Færøerne ſom Hjaltland ſammen med dem.
  3. Det er næſten Ord til andet Oroſius’s Ord, I. 2.
  4. Her anføres atter noget deels efter Beda, ſom udtrykkeligt nævnes, deels efter Solinus.
  5. Sandſynligviis en urigtig Foreſtilling om de ſaakaldte Bruunkul eller Surtarbrandr.
  6. Her følger det ovenfor S. 221 nederſt og 222 anførte. Beſkrivelſen over Islændingernes Boliger er, ſom man ſeer, overdreven, og kan i alle Fald kun ſigte til de aller fattigſte Folks Jordhytter.
  7. Se ovenfor S. 230.
  8. Det ſees her, at Mag. Adam ikke har haft fjerneſte Foreſtilling om Haalogalands rette Beliggenhed, men at han har antaget dette ſtore Landſkab for en fjern Ø, hverken landfaſt med det egentlige Norge eller med Finmarken.