mænd, der sjelden lade sig see. Disse bruge Dyrehuder til Klæder, og naar de tale med hinanden skal det mere ligne en uartikuleret Lyd, end virkelige Ord, saa at de neppe kunne forstaaes af de nærmest boende Folk. Disse Bjerge kalde de romerske Forfattere „de riphæiske Højder“. Skridfinnerne kunne ikke leve uden Sneens Kulde. Deres Løb paa den dybe Sne overgaar endog de vilde Dyrs i Hurtighed[1]. I denne samme Bjergegn er der en saa stor Mængde af bilde Dyr, at den største Deel af Egnens Indbyggere kun leve af Jagtens Bytte. Der fanges Urer[2], Bøfler og Elger, ligesom i Sverige; for øvrigt fanges Visunder (bisontes) i Vendland og Rusland; kun Norge har sorte Ræve og Harer, hvide Maarer, og Bjørne af samme Farve[3], hvilke bo under Vandet ligesom Urer[4]. Men da saa meget der til Lands maa forekomme vore Landsmænd underligt og usædvanligt, overlader jeg Landets egne Indbyggere at fortælle nærmere saavel herom som om andet. Hovedstaden (metropolis civitas) i Norge er Throndhjem, som nu, prydet med Kirker, besøges af talrige Folkeskarer. Der ligger den salige Konge og
- ↑ Her sigtes til Skierne.
- ↑ D. e. Uroxer, af hvis Horn Drikkehornene (Dyrshorn, Urarhorn) gjordes; imidlertid seer man af den Maade hvorpaa Mag. Adam strax nedenfor omtaler Urerne, at han fejlagtigt antager dem for Sødyr. Sagen er den, at han nok har taget alle disse Dyrsnavn fra Solinus, (Cap. 20), som han oftere citerer.
- ↑ Dette Sted er merkeligt, da det synes at vise, at Mag. Adam udtrykkeligt har faaet Underretning om at Iisbjørne have været forefundne i det nordlige Norge. Thi Iisbjørne fra Grønland og Iisland havde man paa hans Tid allerede seet i Tydskland; navnlig medbragte Isleif en saadan, se ovenfor S. 214.
- ↑ Her tilføjes en mærkelig Scholie, maaskee fra Mag. Adams egen Haand: „Paulus Diaconus paastaar i sin langobardiske Historie (I. 4), at der i de yderste Egne af Norden blandt Skridfinnerne ligge syv Mænd ligesom sovende i en Hule ved Oceanet, om hvilke Mænd der hersker forskjellige Meninger og den Tro at de ville prædike for Folkene paa Verdens sidste Tider. Andre sige, at nogle af de 11000 Jomfruer ere komne did, og at deres Forsamlinger og Skibe ere blevne bedækkede af et Bjerg, samt at der skeer Mirakler paa dette Sted, hvor ogsaa Olaf opførte en Kirke. Denne Olaf var en saare retfærdig Konge, og drog Nordmændene aller først til Christendommen. Magnus, hans Søn, undertvang Danerne. Harald, Olafs meget slemme Broder, lagde Orknøerne til sit Rige og udvidede dette lige til de riphæiske Bjerge og Island“. Her sigtes, som man seer, tydeligt nok til Helgenerne paa Kinn og Sellø, eller St. Sunniva med Følge, hvilke Mag. Adam eller hans Kilde har forvexlet med St. Ursula og de 11000 Jomfruer, og hvis Historie ogsaa er disses overmaade liig. Olaf Trygvessøn har han ligeledes forvexlet med Olaf den hellige, hvis man ellers ikke kan antage, at denne ogsaa har bygget en Kirke paa Sellø, hvad der slet ikke er usandsynligt.
