Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/483

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
465
Mag. Adams Skildring at norſke Forhold.

mænd, der ſjelden lade ſig ſee. Disſe bruge Dyrehuder til Klæder, og naar de tale med hinanden ſkal det mere ligne en uartikuleret Lyd, end virkelige Ord, ſaa at de neppe kunne forſtaaes af de nærmeſt boende Folk. Disſe Bjerge kalde de romerſke Forfattere „de riphæiſke Højder“. Skridfinnerne kunne ikke leve uden Sneens Kulde. Deres Løb paa den dybe Sne overgaar endog de vilde Dyrs i Hurtighed[1]. I denne ſamme Bjergegn er der en ſaa ſtor Mængde af bilde Dyr, at den ſtørſte Deel af Egnens Indbyggere kun leve af Jagtens Bytte. Der fanges Urer[2], Bøfler og Elger, ligeſom i Sverige; for øvrigt fanges Viſunder (bisontes) i Vendland og Rusland; kun Norge har ſorte Ræve og Harer, hvide Maarer, og Bjørne af ſamme Farve[3], hvilke bo under Vandet ligeſom Urer[4]. Men da ſaa meget der til Lands maa forekomme vore Landsmænd underligt og uſædvanligt, overlader jeg Landets egne Indbyggere at fortælle nærmere ſaavel herom ſom om andet. Hovedſtaden (metropolis civitas) i Norge er Throndhjem, ſom nu, prydet med Kirker, beſøges af talrige Folkeſkarer. Der ligger den ſalige Konge og

  1. Her ſigtes til Skierne.
  2. D. e. Uroxer, af hvis Horn Drikkehornene (Dyrshorn, Urarhorn) gjordes; imidlertid ſeer man af den Maade hvorpaa Mag. Adam ſtrax nedenfor omtaler Urerne, at han fejlagtigt antager dem for Sødyr. Sagen er den, at han nok har taget alle disſe Dyrsnavn fra Solinus, (Cap. 20), ſom han oftere citerer.
  3. Dette Sted er merkeligt, da det ſynes at viſe, at Mag. Adam udtrykkeligt har faaet Underretning om at Iisbjørne have været forefundne i det nordlige Norge. Thi Iisbjørne fra Grønland og Iisland havde man paa hans Tid allerede ſeet i Tydſkland; navnlig medbragte Isleif en ſaadan, ſe ovenfor S. 214.
  4. Her tilføjes en mærkelig Scholie, maaſkee fra Mag. Adams egen Haand: „Paulus Diaconus paaſtaar i ſin langobardiſke Hiſtorie (I. 4), at der i de yderſte Egne af Norden blandt Skridfinnerne ligge ſyv Mænd ligeſom ſovende i en Hule ved Oceanet, om hvilke Mænd der herſker forſkjellige Meninger og den Tro at de ville prædike for Folkene paa Verdens ſidſte Tider. Andre ſige, at nogle af de 11000 Jomfruer ere komne did, og at deres Forſamlinger og Skibe ere blevne bedækkede af et Bjerg, ſamt at der ſkeer Mirakler paa dette Sted, hvor ogſaa Olaf opførte en Kirke. Denne Olaf var en ſaare retfærdig Konge, og drog Nordmændene aller førſt til Chriſtendommen. Magnus, hans Søn, undertvang Danerne. Harald, Olafs meget ſlemme Broder, lagde Orknøerne til ſit Rige og udvidede dette lige til de riphæiſke Bjerge og Island“. Her ſigtes, ſom man ſeer, tydeligt nok til Helgenerne paa Kinn og Sellø, eller St. Sunniva med Følge, hvilke Mag. Adam eller hans Kilde har forvexlet med St. Urſula og de 11000 Jomfruer, og hvis Hiſtorie ogſaa er disſes overmaade liig. Olaf Trygvesſøn har han ligeledes forvexlet med Olaf den hellige, hvis man ellers ikke kan antage, at denne ogſaa har bygget en Kirke paa Sellø, hvad der ſlet ikke er uſandſynligt.