Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/482

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
464
Olaf Haraldssøn (Kyrre).

have antaget Christendommen og ere gjennemtrængte.af bedre Lærdomme, have de nu lært at elske Freden og Sandheden, at nøjes med sin Fattigdom, ja snarere at adsprede det samlede, end som forat samle det adspredte. Og skjemt de alle fra først af dyrkede Troldmændenes skjendige Kunster, bekjende de nu i Eenfoldighed med Apostelen den korsfæstede Christus. De ere ogsaa de nøjsomste af alle Mennesker, og lægge saavel i Spise som i Sæder særdeles meget an paa Sparsomhed og Maadehold. Derhos have de en saadan Ærbødighed for Prester og Kirker, at de neppe betragte nogen som sand Christen, der ikke daglig skjenker Gaver til Messen, som han hører. Men Daaben og Konfirmationen, Altrenes Indvielse og Ordinationen til de hellige Grader betales hos dem og hos Danerne alt sammen dyrt; som jeg antager, formedelst Presternes Vindesyge, fordi Barbarerne endnu ikke enten kjende til Tiende-Ydelsen eller ville yde Tiende, og derfor nødes til at betale saa meget mere for hvad der skulde bydes dem gratis. Thi alt koster der Penge, endog Sygebesøg og de Dødes Begravelse. Og den ellers saa ypperlige Folkecharakteer skjemmes saaledes, efter hvad jeg har hørt, kun ud ved Presternes Vindesyge[1]. I mange Egne af Norge eller Sverige ere Kvæghyrderne endog Folk af den højeste Byrd, der leve paa Patriarchernes Viis, og af deres Hænders Arbejde. Men alle Norges Indbyggere ere de ivrigste Christne undtagen de som bo længst mod Nord ved Oceanet. Om dem siges der at de endnu formaa saa meget ved magiske Kunster og Galdre, at de paastaa at vide Besked om, hvad hvilket som helst Menneske i hele Verden foretager sig. Stundom drage de ogsaa Havets store Hvaler op paa Land alene ved deres mægtige fremmumlede Ord; og mangt og meget andet saadant, som der i Skriften staar at læse om Troldmænd, er ved Øvelse blevet dem let at udføre[2]. Paa de høje Fjeldstrækninger, som der findes, har jeg hørt der skal være Kvinder med Skjeg[3], og Skov-

    ældste Missionærer paa Ansgars og hans nærmeste Efterfølgeres Tid. Om man ej kunde see det af andet, viser det sig deraf at han selv strax efter vidtløftigt melder, hvorledes alt er blevet anderledes efter Christendommens Indførelse.

  1. Hvad der her siges om Presternes Vindesyge, grunder sig enten paa Mag. Adams Animositet mod Norges paa hans Tid vel endnu tildeels engelske eller engelsksindede Prester; eller paa en fejlagtig Opfatning af de gamle Kirkelovsbestemmelser om Presternes Indtægter, eller maaskee ogsaa paa begge Dele i Forening.
  2. Her sigtes, som man tydeligt seer, til Finnerne, der ogsaa nedenfor udtrykkeligt nævnes.
  3. Maaskee en fejlagtig Opfatning af en Beretning om Kvænerne, hvis Land Mag. Adam ovenfor i Cap. 14, 17, 19, kalder „Kvindernes“ eller „“Amazonernes“ Land.