Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/482

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
464
Olaf Haraldsſøn (Kyrre).

have antaget Chriſtendommen og ere gjennemtrængte.af bedre Lærdomme, have de nu lært at elſke Freden og Sandheden, at nøjes med ſin Fattigdom, ja ſnarere at adſprede det ſamlede, end ſom forat ſamle det adſpredte. Og ſkjemt de alle fra førſt af dyrkede Troldmændenes ſkjendige Kunſter, bekjende de nu i Eenfoldighed med Apoſtelen den korsfæſtede Chriſtus. De ere ogſaa de nøjſomſte af alle Menneſker, og lægge ſaavel i Spiſe ſom i Sæder ſærdeles meget an paa Sparſomhed og Maadehold. Derhos have de en ſaadan Ærbødighed for Preſter og Kirker, at de neppe betragte nogen ſom ſand Chriſten, der ikke daglig ſkjenker Gaver til Mesſen, ſom han hører. Men Daaben og Konfirmationen, Altrenes Indvielſe og Ordinationen til de hellige Grader betales hos dem og hos Danerne alt ſammen dyrt; ſom jeg antager, formedelſt Preſternes Vindeſyge, fordi Barbarerne endnu ikke enten kjende til Tiende-Ydelſen eller ville yde Tiende, og derfor nødes til at betale ſaa meget mere for hvad der ſkulde bydes dem gratis. Thi alt koſter der Penge, endog Sygebeſøg og de Dødes Begravelſe. Og den ellers ſaa ypperlige Folkecharakteer ſkjemmes ſaaledes, efter hvad jeg har hørt, kun ud ved Preſternes Vindeſyge[1]. I mange Egne af Norge eller Sverige ere Kvæghyrderne endog Folk af den højeſte Byrd, der leve paa Patriarchernes Viis, og af deres Hænders Arbejde. Men alle Norges Indbyggere ere de ivrigſte Chriſtne undtagen de ſom bo længſt mod Nord ved Oceanet. Om dem ſiges der at de endnu formaa ſaa meget ved magiſke Kunſter og Galdre, at de paaſtaa at vide Beſked om, hvad hvilket ſom helſt Menneſke i hele Verden foretager ſig. Stundom drage de ogſaa Havets ſtore Hvaler op paa Land alene ved deres mægtige fremmumlede Ord; og mangt og meget andet ſaadant, ſom der i Skriften ſtaar at læſe om Troldmænd, er ved Øvelſe blevet dem let at udføre[2]. Paa de høje Fjeldſtrækninger, ſom der findes, har jeg hørt der ſkal være Kvinder med Skjeg[3], og Skov-

    ældſte Misſionærer paa Ansgars og hans nærmeſte Efterfølgeres Tid. Om man ej kunde ſee det af andet, viſer det ſig deraf at han ſelv ſtrax efter vidtløftigt melder, hvorledes alt er blevet anderledes efter Chriſtendommens Indførelſe.

  1. Hvad der her ſiges om Preſternes Vindeſyge, grunder ſig enten paa Mag. Adams Animoſitet mod Norges paa hans Tid vel endnu tildeels engelſke eller engelſkſindede Preſter; eller paa en fejlagtig Opfatning af de gamle Kirkelovsbeſtemmelſer om Preſternes Indtægter, eller maaſkee ogſaa paa begge Dele i Forening.
  2. Her ſigtes, ſom man tydeligt ſeer, til Finnerne, der ogſaa nedenfor udtrykkeligt nævnes.
  3. Maaſkee en fejlagtig Opfatning af en Beretning om Kvænerne, hvis Land Mag. Adam ovenfor i Cap. 14, 17, 19, kalder „Kvindernes“ eller „“Amazonernes“ Land.