Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/480

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
462
Olaf Haraldsſøn (Kyrre).

hvorfor den ogſaa ſtundom anſees ſom et eget Skrift for ſig. Mag. Adams Verk indeholder en Mængde Oplysninger, ſom ikke andenſteds findes; men de maa benyttes med den yderſte Varſomhed. Thi deels er det let at ſkjønne, at han, ſom ikke kom til Bremen førend i 1068, og derfor neppe for den Tid har kjendt ſynderligt til de nordiſke Forhold, umuligt kan have ſat ſig ſaaledes ind i dem, at han, da han faa Aar efter ſkrev ſit Verk, var i Stand til al opfatte dem rigtigt, forudſat endog at alle de Meddelelſer, han benyttede, vare paalidelige. Deels ſeer man tydeligt, at i det mindſte ſaare meget af det, Kong Sven meddeelte ham, ikke var overeensſtemmende med Sandheden, hvad enten nu at Sven ſelv ikke vidſte ret Beſked, eller at han fremſtillede Begivenhederne paa en eenſidig og partiſk Maade[1]; muligt er det ogſaa, at Mag. Adam ikke altid har forſtaaet ham rigtigt. Hertil kommer endelig at Mag. Adam ſelv betragter Forholdene fra et eenſidigt Standpunkt, nemlig i den bremiſke Kirkes Interesſe. Alt dette maa man have for Øje ved Benyttelſen af hans Verk. Enkelte Rettelſer ſynes allerede han ſelv eller en med ham ſamtidig Mand ſenere at have foretaget; det er de ſaakaldte Scholier, der findes tilføjede i flere Haandſkrifter af Verket.

Hvad nu nærmeſt hans Skildring af de norſke Forhold angaar, da er det klart at den, nedſkreven ſør 1075, og maaſkee nærmeſt efter Indtryk, modtagne ved Kong Svens Meddelelſer, mere fremſtiller Tilſtanden under Harald Haardraade, end paa Kong Olafs Tid. Men enkelte af hans Ytringer vedkomme aabenbart en endnu fjernere Tidsalder, omtrent ſaaledes ſom naar vi endnu i et eller andet udenlandſkt geographiſk Verk finde „Malſtrømmen“ og andre lignende Natur-Merkværdigheder i Norge, der ſpillede en vigtig Rolle for flere Aarhundreder ſiden, omtalte ſom om de endnu havde noget at betyde. Men Skildringen ſelv, den førſte nogenledes omſtændelige, der findes af Norge og dets Folk næſt Ottars, er dog ligefuldt af overordentlig Interesſe. Med de ovenfor udhævede Omſtændigheder for Øje vil man uden ſynderlig Vanſkelighed kunne udſondre hvad der ej vedkommer Forfatterens egen Tidsalder, ſaa vel ſom ſkjønne, hvor han overdriver, tager Fejl, eller ikke ret har opfattet Forholdene.

Efter at have forudſkikket dette, meddele vi her Beſkrivelſen:

„Ligeſom Nortmannia er det yderſte Land i Verden, ſaaledes behandle vi det ogſaa pasſeligt aller ſidſt i vort Verk. De nyere kalde det „Norge“ (Norguegia)[2]. Om dets Beliggenhed og Størrelſe har jeg allerede

  1. F. Ex. hvor der handles om Svens Forhold til Magnus den gode og Harald Haardraade.
  2. Altſaa ſeer man, at Navnet „Nordmannaland“, i det mindſte udenfor Norge,