til England og Stanford-Slaget[1], handlede siden om den danske Krig, og endelig om Olafs Gavmildhed, fredelige Regjering og prægtige Hofholdning. Stevet eller Omkvædet, der indflettes efter visse Mellemrum, lyder saaledes: „den storsindede Olaf veed at han er den aller bedste Fyrste, som nogensinde er fød under Solen[2].“
Førend vi gaa over fra Olaf Kyrres Regjeringstid til hans urolige Efterfølgers, er det af megen Interesse, i sin Heelhed at betragte den Skildring, som den samtidige Forfatter Mag. Adam af Bremen, med hvem vi her maa tage Afsked, giver af Forholdene i Norge paa sin Tid. Adam, der, som man formoder, havde hjemme i den sydligste Deel af Saxland, kom i Aaret 1068, til Bremen, hvor han blev modtagen i Kannikernes eller Chorbrødrenes Tal; i et Brev, udstedt af Erkebiskop Adalbert den 11te Juni 1069, nævnes han blandt Vidnerne som Magister Scholæ[3]. Kort efter besøgte han, som vi allerede tidligere have nævnt, den danske Konge Sven Ulfssøn, der modtog ham paa det venligste, og gav ham en Mængde Oplysninger om de historiske og geographiske Forhold i Norden. Disse Oplysninger, saa vel som andre, han andensteds fra samlede, og hvoraf han i Bremen selv havde Adgang til at erhverve de fleste fra første Haand, benyttede han til sit Verk „de Hamburgske Erkebiskoppers Bedrifter“, hvilket, skjønt egentlig bestemt til at være Personalhistorie, dog kan ansees som en fuldstændig Kirkehistorie for Norden lige fra Ansgar indtil Adalberts Død, og som derved nødvendigviis ogsaa kommer til at indeholde en Mængde verdslige Begivenheder. Man erfarer af Verket selv, at han sluttede det omkring 1075; det er dediceret til Adalberts Eftermand Liemar[4]. Det er inddeelt i fire Bøger, af hvilke de tre første indeholder den egentlige Historie; den fjerde derimod er en Beskrivelse over Norden (eller som det i Overskriften heder „Nordens Øer“),
- ↑ Der citeres nemlig i Harald Haardraades Saga Cap. 15, Snorre 88, et Vers om Kampen med Morker, med en Deel af det til Olafsdraapen hørende Sted: „riklundaðr veit undir.“
- ↑ Nemlig „Ólafr borinn sólu — sik beztan gram miklu — ríklundaðr veit undir“. Se overhoved om Stein Scripta hist. Isl. III. S. 224 flgg., jvfr. ovenfor I. 2. S. 235. Ogsaa Stuf blinde synes at have besunget Olaf; der citeres i det mindste et Vers af ham, om hvorledes Olaf lod enhver drikke med hvem han vilde, Olaf Kyrres Saga Cap. 4, Snorre Cap. 3.
- ↑ Staphorst, S. 437, hvor dog Brevet urigtigt er henført til 1068, se ovenfor S. 414.
- ↑ Om Mag. Adam og hans Verk, se Fortalen til Lappenbergs Udgave.
