Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/478

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
460
Olaf Haraldsſøn (Kyrre).

ſtirrede ſaaledes paa den at han reent glemte at ro og ſlap Aarerne. „Denne Krages Skrig lader til at gjøre et ſterkt Indtryk paa dig“, ſagde Kongen. Snit ikke ſaa meget“, ſvarede Bonden, „ſkjønt jeg nu rigtignok faar en Mistanke ved, hvad den ſiger“. Da kom en tredie Krage, den fløj ganſke nær ved Skibet, og ſkreg værſt af dem alle; da kaſtede Bonden Aarerne, og ſtod op. „Hvad ſiger Kragen, Bonde“, ſpurgte Kongen, „ſiden du ſynes at lægge ſaa megen Vegt derpaa?“ „Man kan dog ikke vænte at jeg ſkal vide det“, ſvarede Bonden. „Sig det kun“, ſagde Kongen. Da ſvarede Bonden:

Vintergammel ſiger,
hun veed det ikke:
Toaarsgammel taler,
jeg tror det ikke;
Treaarsgammel ſiger —

det tykkes ej rimeligt —
at her jeg ror
paa Heſtens Hoved,
og du, o Konge,
dens Krop har ſtjaalet.

„Hvad“, ſagde Kongen, „vil du kalde mig Kun? Da taler du i Sandhed ikke ſømmeligt til os“. „Nej viſtnok“, ſvarede Bonden, „men I har nok ſpillet mig et Puds“. „Du har Ret Bonde“, var Kongens Svar; „dette have vi gjort for Moro Skyld og for at ſætte dig paa Prøve om du virkelig er ſaa viis, ſom man har ſagt os. Din Heſt ſkal jeg erſtatte dig.“ Kongen gav ham nu ej alene gode Gaver, men fritog ham ogſaa fra at betale Landſkyld af den Gaard, paa hvilken han boede[1]. — Fortællingen er viſtnok temmelig gammel — det maa man i det mindſte ſlutte af Verſet — og indeholder, nærmere betragtet, intet urimeligt, thi Bonden kunde nok have faaet Nys om det Puds, Kongen havde ladet ham ſpille, om denne end troede at det var en Hemmelighed; det Hele kunde maaſkee endog være en forud mellem Bonden og Hirdmændene aftalt Spøg for at fornøje Kongen. Men dennes Godmodighed og Nedladenhed aabenbarer ſig dog ligefuldt. Vi beſtyrkes heraf ogſaa i det Indtryk, ſom man allerede ſtrax faar af den korte Skildring, Sagaerne for øvrigt give af Olafs Charakteer og Leveſkik, at hans Fromhed og Religiøſitet ikke ytrede ſig ved mørkt Bigotteri, der ej tillod Lyſtighed og Spøg, men derimod var af det egte Slags, der gjorde ham glad med de glade, og alene udbredte en ſtørre Elſkværdighed over hans Væſen og Omgangstone.

Uagtet Olafs Regjering var ſaa fredelig, og frembød ſaa lidet Stof, der egnede ſig til at beſynges af Skaldene, ere dog ogſaa hans Bedrifter forevigede af den oftere omtalte berømte islandſke Skald Svein Herdiſesſøn (Hallarſtein) i en egen Draapa, der var kunſtigt indrettet med Stev, og ſom i ſin Tid ſynes at have været meget beundret. Flere Vers af denne citeres i Sagaen; den begyndte, ſom man ſeer, allerede med Toget

  1. Olaf Kyrres Saga Cap. 7, Snorre Cap. 7.