Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/477

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
459
Olafs Perſonlighed.

Vaaben og Klæder: han ſparede ikke paa Guld, Sølv og koſtbare Klenodier, naar det var ham om at gjøre at udmerke en dygtig Mand eller binde ham til ſig. Kun paa Jordegods var han paaholdende, undtagen mod ſin Yndling Skule. Men Lendermænds-Ariſtokratiet var ogſaa allerede mægtigt nok, til at han ikke ſkulde ſvække Kronen end mere ved at bortgive flere af dens Ejendomme.

Sagaerne meddele kun et enkelt Træk af Olafs private Liv, men dette viſer os dog allerede nokſom, hvor venlig og ſpøgefuld han var. En Sommer, fortælles der, havde hans Mænd rejſt omkring for at opkræve Landſkyld. Kongen ſpurgte dem, hvor de havde fundet den bedſte Modtagelſe. De nævnte en Bonde i et Fylke[1]; „han er gammel Mand“, ſagde de, „ſom veed mange Ting forud; vi have ſpurgt ham om en heel Deel, ſom han har givet os fuldkommen Beſked paa, og tro vi derfor, at han ſkjønner Fuglenes Sprog“. „Hvor kunne I dog tro noget ſaadant“, ſagde Sønnen; „det er jo kun Narreſtreger“. Men en Sommer, da Kongen ſejlede langs Kyſten gjennem nogle Sund, ſpurgte han tilfældigviis ſine Mænd, hvad den Bygd hed, ſom man nu kom forbi. De ſvarede ham, at det netop var det Fylke, hvor de havde fundet den venlige Modtagelſe, og at den kloge Olding boede paa en Gaard ſom laa ganſke nær ved Sundet. Kongen, ſom ſaa en Heſt gaa og græsſe tæt ved Gaarden, befalede nu nogle af ſtue Mænd at ro i Land og dræbe den. De undſkyldte ſig, da de nødig vilde tilføje deres venlige Vert nogen Skade, men det hjalp ikke; paa Kongens Befaling maatte de hugge Hovedet af Heſten, dog ſaaledes at der ej kom Blod paa Jorden; Kroppen blev bragt ombord paa Skibet, og Hovedet gjemt under Tiljerne i Baaden. Derefter maatte de hente Bonden ſelv, men det blev dem ſtrengelig forbudt at give ham det mindſte Nys om hvad der var ſkeet. Da Bonden kom ombord paa Kongens Skib, ſpurgte denne ham, hvo der ejede den Gaard, han boede paa. „Det gjør I, Herre“, ſvarede Bonden; „jeg betaler eder Landſkyld.“ Du kan ſige os Leden her gjennem disſe Sund“, ſagde Kongen, „da du rimeligviis er kjendt i disſe Farvande“. Bonden gik da ned i Baaden til Kongens Mænd, og roede foran for Skibet. Kort efter kom en Krage flyvende frem over Skibet og ſkreg heftigt. Bonden betragtede den nøje. „Synes det dig værdt at lægge Merke til denne Krages Flugt“, ſpurgte Kongen. „Nej viſt ikke“, ſvarede Bonden; men i det ſamme kom en anden Krage flyvende med høje Skrig, og Bonden

  1. I Udgaven af Snorre ſtaar der: „et Fylke i Liſter Len“; at dette „i Liſter Len“ er ſenere tilføjet efter Peder Klausſøns Overſættelſe, ſkjønnes ſaavel deraf at „Liſter Len“ er en langt yngre Benævnelſe end fra Olafs Tider, ſom af den Urimelighed at ſætte „Liſter Len“ ſom ſtørre end et Fylke.