Vaaben og Klæder: han sparede ikke paa Guld, Sølv og kostbare Klenodier, naar det var ham om at gjøre at udmerke en dygtig Mand eller binde ham til sig. Kun paa Jordegods var han paaholdende, undtagen mod sin Yndling Skule. Men Lendermænds-Aristokratiet var ogsaa allerede mægtigt nok, til at han ikke skulde svække Kronen end mere ved at bortgive flere af dens Ejendomme.
Sagaerne meddele kun et enkelt Træk af Olafs private Liv, men dette viser os dog allerede noksom, hvor venlig og spøgefuld han var. En Sommer, fortælles der, havde hans Mænd rejst omkring for at opkræve Landskyld. Kongen spurgte dem, hvor de havde fundet den bedste Modtagelse. De nævnte en Bonde i et Fylke[1]; „han er gammel Mand“, sagde de, „som veed mange Ting forud; vi have spurgt ham om en heel Deel, som han har givet os fuldkommen Besked paa, og tro vi derfor, at han skjønner Fuglenes Sprog“. „Hvor kunne I dog tro noget saadant“, sagde Sønnen; „det er jo kun Narrestreger“. Men en Sommer, da Kongen sejlede langs Kysten gjennem nogle Sund, spurgte han tilfældigviis sine Mænd, hvad den Bygd hed, som man nu kom forbi. De svarede ham, at det netop var det Fylke, hvor de havde fundet den venlige Modtagelse, og at den kloge Olding boede paa en Gaard som laa ganske nær ved Sundet. Kongen, som saa en Hest gaa og græsse tæt ved Gaarden, befalede nu nogle af stue Mænd at ro i Land og dræbe den. De undskyldte sig, da de nødig vilde tilføje deres venlige Vert nogen Skade, men det hjalp ikke; paa Kongens Befaling maatte de hugge Hovedet af Hesten, dog saaledes at der ej kom Blod paa Jorden; Kroppen blev bragt ombord paa Skibet, og Hovedet gjemt under Tiljerne i Baaden. Derefter maatte de hente Bonden selv, men det blev dem strengelig forbudt at give ham det mindste Nys om hvad der var skeet. Da Bonden kom ombord paa Kongens Skib, spurgte denne ham, hvo der ejede den Gaard, han boede paa. „Det gjør I, Herre“, svarede Bonden; „jeg betaler eder Landskyld.“ Du kan sige os Leden her gjennem disse Sund“, sagde Kongen, „da du rimeligviis er kjendt i disse Farvande“. Bonden gik da ned i Baaden til Kongens Mænd, og roede foran for Skibet. Kort efter kom en Krage flyvende frem over Skibet og skreg heftigt. Bonden betragtede den nøje. „Synes det dig værdt at lægge Merke til denne Krages Flugt“, spurgte Kongen. „Nej vist ikke“, svarede Bonden; men i det samme kom en anden Krage flyvende med høje Skrig, og Bonden
- ↑ I Udgaven af Snorre staar der: „et Fylke i Lister Len“; at dette „i Lister Len“ er senere tilføjet efter Peder Klaussøns Oversættelse, skjønnes saavel deraf at „Lister Len“ er en langt yngre Benævnelse end fra Olafs Tider, som af den Urimelighed at sætte „Lister Len“ som større end et Fylke.
