Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/48

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
30
Magnus den gode.

ſaaledes ſom den unge Mand i Silkeſkjorten, vilde ingen Vender være kommen levende derfra[1]. Det lader ogſaa til, at Danerne, i det mindſte under deres førſte Glæde over Frelſen, erkjendte hvor ſtor Taknemlighed de ſkyldte Magnus, der, ſom Saxo ſiger, uagtet han var Udlænding, dog ej tog i Betænkning at paatage ſig det farlige Forſvar af et Rige, om hvis Beſiddelſe han endnu, ſaa længe Striden med hans Medbejler vedvarede, langtfra var paa det Rene. Thi Magnus, ſiger han videre, blev ved dette heldige Slag de Danſke kjær, faa at de nu ſaa meget heller underſtøttede ham mod hans Medbejler, fra hvilken Folkets Hjerter vendte ſig, og hvis Magt derfor betydeligt ſvækkedes, idet han ej alene tabte Udſigten til at ſkaffe ſig flere Tilhængere, men endog miſtede dem, han havde, hvoriblandt den vendiſke Fyrſte Gotſkalk, der, ved at ſee ſin Herre uden noget Haab, ikke undſaa ſig ved at falde fra[2]. Og det maa ogſaa erkjendes, at hvis denne vendiſke Krig virkelig, ſom der er al Grund til at tro, ſkyldtes Svens Intriger, havde baade Danerne og Venderne god Føje til at være forbitrede paa ham[3]. Derſom Venderne havde ſejret paa Lyrſkovshede, vilde ſandſynligviis hele Jylland, maaſkee ogſaa Fyen, være blevet overſvømmet af dem, og Danmark, eller i det mindſte Jylland, vilde ſandſynligviis den Dag i Dag have været vendiſk; hvortil ogſaa kommer, at Vendernes Magt efter al Rimelighed derved vilde være bleven ſaa ſtor, at det havde været en Umulighed for de tydſke Fyrſter at overvinde og germaniſere dem. Man kan derfor viſtnok med Føje ſige, at paa Lyrſkovshede frelſte Magnus med ſine Nordmænd ej alene Danmark, men ogſaa hele Nordtydſkland og Nordeuropa, fra at falde i Slavernes Vold. Og dette Slag maa derfor regnes blandt de Hovedſlag, der have mere end almindelig verdenshiſtoriſk Betydning.

Efter Slaget lod Kong Magnus underſøge, hvor mange der var faldne af hans Folk. Dette befandtes kun at være faa, hvorimod mange vare ſaarede. I Hæren har der imidlertid Mangel paa det tilſtrækkelige Antal Læger til at forbinde dem. Magnus afhjalp den nogenledes ved at udvælge til dette Arbejde ſyv Mænd, hvis Hænder han ved ſelv at beføle dem fandt at være de mygeſte. Ingen af dem havde for befattet ſig dermed, men ſiden,

  1. Magnus d. g. Saga, Cap. 34, Ágrip, Cap. 32. Her tillægges dette Udſagn Sven.
  2. Saxo, S. 544. Om Gotſkalk, ſe ovenfor S. 21.
  3. Den Maade, hvorpaa Saxo her omtaler Soens Forhold til Magnus, ſynes, uagtet han ej udtrykkelig nævner hiins Stemplinger med Venderne, — hvad der paa hans Tid, da Soens Deſcendenter beherſkede Danmark og laa i Strid med Venderne, var ubehageligt at erkjende — dog næſten at røbe en nærmere Forſtaaelſe mellem Venderne og Sven, end han egentlig vil vedſtaa. Svens Upopularitet maa have haft en dybere Grund end den af ham angivne.