Fiendernes Skare, idet han, som der siges, slog Venderne ned som Slagtekvæg. Slagne af Skræk, adspredte de sig nu i vild Flugt, men Kongen forfulgte dem, endnu stedse i Spidsen for sine Mænd. Saa stort Mandefald blev der blandt Venderne, siges der, at paa mange Steder over Heden kunde Magnus’s Mænd neppe komme til at berøre den blotte Jord for døde Kroppe, og at flere Bekke standsedes i deres Løb[1]. En samtidig Skald fortæller at Vendernes Lig bedækkede en Strækning af en Rasts (Miils) Længde[2]. Magnus skal selv anden, til sine Mænds store Forskrækkelse, have forfulgt Venderne et langt Stykke. Venderne standsede ej, førend de naaede Skodborg-Aa. Da Kongen og hans Mænd kom efter, begyndte her en ny Kamp; Venderne bleve drevne ud i Aaen, og deres Lig opfyldte den saaledes, at Nordmændene skulle have kunnet gaae tørskoede over paa dem[3]. Venderne lede et uhyre Nederlag. Mag. Adam af Bremen, der levede saa nær ved denne Tid, siger at femten tusinde Vender skulle være faldne, og i vore egne Sagaer siges der, at ifølge kyndige Mænds Udsagn var dette det største Mandfald i Norden, siden Christendommens Indførelse[4]. Fra dette store Antal faldne kan man slutte sig til, hvor talrig den vendiske Hær maa have været; og ligeledes hvor stor den Fare var, for hvilken Magnus og Nordmændene nu befriede Jylland. Og det var, som det synes, Magnus’s personlige Tapperhed, som gjorde Udslaget, og hvilken man især havde at takke for Sejren. Hvis alle Nordmænd — saa skulle Venderne have sagt — havde kæmpet
- ↑ Magnus den godes Saga, Cap. 33.
- ↑ Se den samtidige Thjodolfs Vers i Magnus den godes Saga, Cap. 33, Snorre, Cap. 29, Fagrskinna, Cap. 144. Thjodolf deeltog i Magnus’s Tog mod Sven 1044, og har derfor vist ogsaa været med i Venderslaget.
- ↑ Magnus den godes Saga, Cap. 34. I Arnors her citerede Vers af Hrynhenda staar der, at Ligdyngerne laa højere end at man godt kunde klyve over dem.
- ↑ Mag. Adam, l. c. Olaf den helliges Saga, Cap. 249.
Den Mand, der stod ved Kongens Side, bad denne da, heder det, at hugge ham med Hel paa samme Tid, som han selv slog ham paa Hjelmen, og Hel, St. Olafs Øre, gjorde hvad andre Vaaben ej kunde, nemlig at bide paa Troldmanden. Det sees heraf at hele Fortællingen er æventyrlig og legendarisk, og hvad der gjør den endnu mere mistænkelig, er at Ordet „regg-buss“ kort efter bruges i Betydningen „Kongen“ om Magnus selv i et Vers af Arnor, hvor der tales om Helganes-Slaget, Magnus den godes Saga, Cap. 40, Snorre, Cap. 34. Fagrskinna, Cap. 145, jvfr. Skalda, Cap. 46. Det er derfor heel sandsynligt, at hiin Fortælling grunder sig paa en Misforstaaelse af et eller andet Skaldevers, hvor Ordet „Reggbus“ forekom. Paa den anden Side kan det dog ogsaa tænkes heel rimeligt, at Fortællingen „Reggbus“ kunde være en Forvanskning af et vendisk Navn, som Ratibor e. a. d., og at noget sandt kan ligge til Grund for Beretningen, især da Saxo, som vi have seet, synes at omtale Ratibor (hvilken han dog ej udtrykkeligt nævner) som Hovedanfører.
