Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/47

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
29
Slaget paa Lyrſkovshede.

Fiendernes Skare, idet han, ſom der ſiges, ſlog Venderne ned ſom Slagtekvæg. Slagne af Skræk, adſpredte de ſig nu i vild Flugt, men Kongen forfulgte dem, endnu ſtedſe i Spidſen for ſine Mænd. Saa ſtort Mandefald blev der blandt Venderne, ſiges der, at paa mange Steder over Heden kunde Magnus’s Mænd neppe komme til at berøre den blotte Jord for døde Kroppe, og at flere Bekke ſtandſedes i deres Løb[1]. En ſamtidig Skald fortæller at Vendernes Lig bedækkede en Strækning af en Raſts (Miils) Længde[2]. Magnus ſkal ſelv anden, til ſine Mænds ſtore Forſkrækkelſe, have forfulgt Venderne et langt Stykke. Venderne ſtandſede ej, førend de naaede Skodborg-Aa. Da Kongen og hans Mænd kom efter, begyndte her en ny Kamp; Venderne bleve drevne ud i Aaen, og deres Lig opfyldte den ſaaledes, at Nordmændene ſkulle have kunnet gaae tørſkoede over paa dem[3]. Venderne lede et uhyre Nederlag. Mag. Adam af Bremen, der levede ſaa nær ved denne Tid, ſiger at femten tuſinde Vender ſkulle være faldne, og i vore egne Sagaer ſiges der, at ifølge kyndige Mænds Udſagn var dette det ſtørſte Mandfald i Norden, ſiden Chriſtendommens Indførelſe[4]. Fra dette ſtore Antal faldne kan man ſlutte ſig til, hvor talrig den vendiſke Hær maa have været; og ligeledes hvor ſtor den Fare var, for hvilken Magnus og Nordmændene nu befriede Jylland. Og det var, ſom det ſynes, Magnus’s perſonlige Tapperhed, ſom gjorde Udſlaget, og hvilken man iſær havde at takke for Sejren. Hvis alle Nordmænd — ſaa ſkulle Venderne have ſagt — havde kæmpet

    Den Mand, der ſtod ved Kongens Side, bad denne da, heder det, at hugge ham med Hel paa ſamme Tid, ſom han ſelv ſlog ham paa Hjelmen, og Hel, St. Olafs Øre, gjorde hvad andre Vaaben ej kunde, nemlig at bide paa Troldmanden. Det ſees heraf at hele Fortællingen er æventyrlig og legendariſk, og hvad der gjør den endnu mere mistænkelig, er at Ordet „regg-buss“ kort efter bruges i Betydningen „Kongen“ om Magnus ſelv i et Vers af Arnor, hvor der tales om Helganes-Slaget, Magnus den godes Saga, Cap. 40, Snorre, Cap. 34. Fagrſkinna, Cap. 145, jvfr. Skalda, Cap. 46. Det er derfor heel ſandſynligt, at hiin Fortælling grunder ſig paa en Misforſtaaelſe af et eller andet Skaldevers, hvor Ordet „Reggbus“ forekom. Paa den anden Side kan det dog ogſaa tænkes heel rimeligt, at Fortællingen „Reggbus“ kunde være en Forvanſkning af et vendiſk Navn, ſom Ratibor e. a. d., og at noget ſandt kan ligge til Grund for Beretningen, iſær da Saxo, ſom vi have ſeet, ſynes at omtale Ratibor (hvilken han dog ej udtrykkeligt nævner) ſom Hovedanfører.

  1. Magnus den godes Saga, Cap. 33.
  2. Se den ſamtidige Thjodolfs Vers i Magnus den godes Saga, Cap. 33, Snorre, Cap. 29, Fagrſkinna, Cap. 144. Thjodolf deeltog i Magnus’s Tog mod Sven 1044, og har derfor viſt ogſaa været med i Venderſlaget.
  3. Magnus den godes Saga, Cap. 34. I Arnors her citerede Vers af Hrynhenda ſtaar der, at Ligdyngerne laa højere end at man godt kunde klyve over dem.
  4. Mag. Adam, l. c. Olaf den helliges Saga, Cap. 249.