Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/472

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
454
Olaf Haraldsſøn (Kyrre).

inddragen af Magnus den gode, men maa, ſom tidligere paapeget, være bleven Ætten tilbagegiven, da vi finde Sigurd i Beſiddelſe af den ſtrax efter Kong Olaf Kyrres Død. En anden anſeet Thrønder paa Olafs Tid var Saxe i Vik, efter hvilken Gaard, der ligger i Strinden, lidt over en halv Miil øſtenfor Nidaros, efter ham endnu kaldes Saxevik[1].

Paa Oplandene var den gamle Steigar-Thore nu viſtnok en af de mægtigſte Mænd; han opfoſtrede, ſom ovenfor nævnt, Kong Olafs Broderſøn Haakon. Uagtet man juſt ikke i og for ſig kan udlægge dette ſom et Tegn paa, at han ſtod i Oppoſition mod Olaf, ſynes man dog at maatte ſlutte noget ſaadant af den Rolle, han ſiden ſpillede efter Olafs Død, da han ſtillede ſig i Spidſen for et Oprør mod hans Søn Magnus; vi have ligeledes ſeet, hvorledes han allerede var kommen paa en ſpendt Fod med Harald Haardraade, og navnlig undſlog ſig for at deeltage i Toget til England. Alt tyder ſaaledes hen paa, at han har opdraget Haakon for at opſtille ham ſom Tronprætendent mod Kong Olaf eller dennes Søn, og at det alene var Olafs ſtore Popularitet, ſom hindrede ham fra at begynde Opſtand i hans Levetid, uagtet Haakon allerede længe før Olafs Død havde naaet Ynglings-Alderen.

En af de mægtigſte Lendermænd i Viken, og ſom ligeledes ſynes at have hørt til Olafs Modſtanderes Parti, for ſaa vidt et ſaadant fandtes, var den forhen omtalte Sveinke Steinarsſøn, der havde opfoſtret Haakon Magnusſøn, førend han kom til Steigar-Thore, og ſtedſe nærede den ſtørſte Kjærlighed for ham. Han boede øſter ved Gaut-Elven[2], efter al Rimelighed i Nærheden af Kongehelle. Han var en ſtolt og trodſig, men ſærdeles dygtig Mand, og vi ville i det følgende ſee ham optræde førſt ſom en farlig Modſtander, ſiden ſom en kraftig Støtte, for Olafs Søn Magnus. Hans egentlige Hovedgaard nævnes ikke. I den nordlige Deel af Fylket var den oftere omtalte Vettelands-Æt viſtnok den mægtigſte. Dens Medlemmer vare paa Olafs Tid hiin Halldor Brynjulfsſøn, hvis Sammenligning mellem Kongerne Olaf den hellige og Harald Haardraade ovenfor er gjengiven, og Halldors Søn Brynjulf Ulvalde

    kunde det viſtnok være muligt, at ogſaa den legendariſke Saga tager Fejl, idet nemlig Rut har haft en Søn ved Navn Lodin, og at Sigurd førſt var en Søn af denne, eller Ruts Sønneſøn. Men da Sigurd ej omtales efter Magnus Barfods Tid (1103) og ſaaledes omtrent da eller kort efter maa være død, er det intet ſom hindrer os i at antage at han kan være fød mellem 1020 og 1030, ſaa at det ſlet ikke er nødvendigt at opſtille noget Mellemled mellem ham og Rut.

  1. Se iſær Snorre, Sigurd Jorſalafares Saga Cap. 22, Morkinſkinna, i Fornm. Sögur VII. S. 109 Note. Anm. til Aalls Snorre II. S. 103.
  2. Magnus Barfods Saga Cap. 4. Snorre Cap. 4.