Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/465

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
447
Skule Kongsfoſtre.

hos ſig og ſaa at ſige opdraget ham indtil hans Myndigheds Alder. Vi have ligeledes nævnt[1], hvorledes Skule, ſandſynligviis i Aaret 1069, ſendtes til England for at hente Harald Haardraades Liig, hvilket han ogſaa bragte med tilbage. Skule, fortælles der, var en forſtandig og kraftig Mand, dertil ſmuk af Udvortes og veltalende. Olaf ſatte ham derfor i Spidſen for ſin Hird, og brugte ham til at tale paa ſine Vegne til Thinge eller ved offentlige Moder, da Kongen ſelv ikke talte ſaa godt for ſig: med andre Ord, han maa have udnævnt ham til Stallare, da det netop var Stallarens Hverv at tale offentligt paa Kongens Vegne, ligeſom de ogſaa regnedes blandt de ſaakaldte Hirdſtjorer (Forſtandere for Hirden). Skule raadede og, ſom Sagaen udtrykker ſig alle Landraad med Kongen, det vil ſige, han var hans fornemſte Raadgiver i Regjeringsanliggender, thi Olaf, lægges der til, havde ikke fuldt ſaa dyb Forſtand ſom hans Fader, og lyttede derfor i mangt og meget til ſin Foſterſøn Skules Raad[2]. Man har ſaaledes al Grund til at formode, at mange eller de fleſte af Olafs Regjeringsforanſtaltninger egentlig ſkyldes Skule, der ſandſynligviis iſær havde engelſke eller flamſke Forbilleder for Øje. Da Olafs Indretninger bleve modtagne med en ſaa almindelig Tilfredshed, og det neppe var nogen Hemmelighed, at Skule havde ſtor Deel i dem, maa man antage at han var lige ſaa populær blandt Folket, ſom han var yndet af Kongen. Denne knyttede ham endnu nærmere til ſig ved at give ham ſit Syſkendebarn Gudrun, en Datter af en vis Nevſtein og Harald Haardraades Heelſyſter Ingerid Sigurdsdatter, til Egte. Kongen tilbød ham derhos et heelt Fylke, ſom han ſelv kunde vælge, med alle kongelige Indtægter og Landſkylder; men Skule, ſom frygtede for at en ſaa ſtor Gave maaſkee kunde blive tilbagekaldt af en ſenere Konge, der ej var ham ſaa gunſtig ſom Olaf, bad Kongen i Betragtning af at han ſom ofteſt var hos ham ved hans Hird, heller at give ham nogle Landejendomme i Nærheden af de Kjøbſtæder, hvor han plejede at tilbringe Julen og tage Jule-Vejtſler. Denne Bøn opfyldte Kongen, og ſkjødede ham nogle af de bedſte Gaarde i Omegnen af Kongehelle, Oslo og Nidaros[3], hvilke Gaarde ſiden gik i Arv til hans Efterkom-

  1. Se ovenfor S. 396.
  2. Morkinſkinna fol. 20. a. jvfr. Fagrſkinna Cap. 214, Harald Haardraades Saga Cap. 125, Snorre Cap. 103.
  3. Saaledes Morkinſkinna, l. c. hvis Text er den ældſte og meeſt uforvanſkede, hvorfor jeg og alene har fulgt den, da de øvrige Sagabearbejdelſer her afvige ſaaledes, at det er umuligt at forlige dem med hinanden indbyrdes, medens det dog er øjenſynligt, at alle de afvigende Udſagn kun hidrøre fra een oprindelig, men ſiden mere eller mindre forvanſket, Beretning. Da imidlertid dette Sted, ſom allerede ovenfor paapeget, er af Vigtighed til Beſtemmelſen af Tiden, naar Bergen blev Kjøbſtad, vil jeg her ogſaa anføre