Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/461

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
443
Gildernes Indflydelſe.

tydning. Men dette modvirkedes igjen nogenledes derved at der i een og ſamme By oprettedes flere Gilder, og at ſaavel Kongerne ſelv, ſom deres fornemſte Mænd lode ſig optage til Medlemmer i de meeſt anſeede. Vi erfare heller ikke, at noget Gilde i Norge, endog paa den Tid, da Tron- og Partiſtridighederne raſede paa det heftigſte, tog en ſaa virkſom og betænkelig Deel i de politiſke Begivenheder, ſom St. Knuts-Gildet i den danſke Stad Slesvig endnu kun i den anden Generation efter Olaf Kyrres og Knut Svensſøns Tid, da nemlig Medlemmerne, i hvis Tal ogſaa Hertug Knut Lavard havde ladet ſig indſkrive, hevnede hans Drab ved at tage Kongen ſelv, der havde tilladt det, Nikolaus Svensſøn, af Dage (1134). Og hvad Misligheder der kunde hefte ved det politiſke Præg, Gilderne antoge, opvejedes viſtnok igjen ved de Fordele, de for Resten medførte. Thi ej alene bidroge de til at forhindre Slagsmaal, Voldſomhed og Blodsudgydelſe — det var endog forbudet Gildebrødrene ved deres Sammenkomſter at medbringe Vaaben — men ved at ſtilles under Gejſtlighedens Opſigt, og ved de religiøſe Ceremonier, under hvilke Sammenkomſterne holdtes, bidroge de til at vække den religiøſe Sands, medens Nærværelſen af Kvinder, hvilke ogſaa optoges ſom Medlemmer, befordrede en mere ſleben Omgangstone. Hertil kom, at de i hine Tider, hvor det kommunale Væſen endnu var i ſin Barndom, ſaa at ſige traadte i Stedet, og man kan vel endog ſige vartede Vejen for alle de forſkjellige Slags Foreninger til gjenſidig Underſtøttelſe, ſom i vore Dage pleje at ſkiftes, f. Ex Brandforſikrings- og Livsforſikrings- Selſkaber, Liigkasſer, Penſionsfonds, og andre lignende Indretninger[1].

  1. Den bedſte Foreſtilling herom, ſaa vel ſom overhoved om hvorledes Gilderne vare indrettede, faar man ved at gjennemlæſe Statuterne for et eller flere af de gamle Gilder. Uagtet der i Norge fandtes ſaa mange, er der dog af disſe ikkun tvende, hvis Statuter endnu kjendes, og disſe ere dertil Gilder paa Landet (Mariæ og St. Olafs Gilde i Hardanger og St. Olafs Gilde paa Onarheim i Søndhordeland). Disſe Statuter ere trykte, det førſte i Thorkelins Diplomatarium II. S. 258, det ſidſte i Schnabels Beſkrivelſe over Hardanger, Tillæg, ſamt Suhms Hiſt. af Danmark XIV. 588. Af Beſtemmelſerne i det førſte, der er det ældſte, kunne her merkes følgende: Gildet ſkulde holdes hvert Aar om Sommeren til Chriſti, Jomfru Mariæ og St. Olafs Tak, til Helſe, til Aar og Fred og alſkens Miskun ſaavel i dette ſom i det kommende Liv. (Ordene ſtemme næſten med dem, der anvendes i den gamle Gulathings Chriſtenret Cap. 7 om Ølgerden, hvilket betegner i det mindſte dette Gilde ſom det „Jonsmesſe-Øl“ der omtales i Froſtathingslagen, ſ. o. I. 2. S. 638, og herved ledes man til, ſom ovenfor antydet, at betragte Gilderne ſom den ſidſte Faſe af de i Hedendommen brugelige Blotvejtſler). Hvert mandligt og kvindeligt Medlem ſkulde præſtere en vis Kvantitet godt Malt, en Øres Vegt Vor og et Troug, hvori to Skær; alt under en vis Mulkt. Børn ældre end tre Aar maatte ej medtages, uden mod et ſærſkilt Tilſkud; for et Barn ældre end 12 Aar ſkulde der betales fuld Kontingent, men Gilde-Eden maatte han ej