tydning. Men dette modvirkedes igjen nogenledes derved at der i een og samme By oprettedes flere Gilder, og at saavel Kongerne selv, som deres fornemste Mænd lode sig optage til Medlemmer i de meest anseede. Vi erfare heller ikke, at noget Gilde i Norge, endog paa den Tid, da Tron- og Partistridighederne rasede paa det heftigste, tog en saa virksom og betænkelig Deel i de politiske Begivenheder, som St. Knuts-Gildet i den danske Stad Slesvig endnu kun i den anden Generation efter Olaf Kyrres og Knut Svenssøns Tid, da nemlig Medlemmerne, i hvis Tal ogsaa Hertug Knut Lavard havde ladet sig indskrive, hevnede hans Drab ved at tage Kongen selv, der havde tilladt det, Nikolaus Svenssøn, af Dage (1134). Og hvad Misligheder der kunde hefte ved det politiske Præg, Gilderne antoge, opvejedes vistnok igjen ved de Fordele, de for Resten medførte. Thi ej alene bidroge de til at forhindre Slagsmaal, Voldsomhed og Blodsudgydelse — det var endog forbudet Gildebrødrene ved deres Sammenkomster at medbringe Vaaben — men ved at stilles under Gejstlighedens Opsigt, og ved de religiøse Ceremonier, under hvilke Sammenkomsterne holdtes, bidroge de til at vække den religiøse Sands, medens Nærværelsen af Kvinder, hvilke ogsaa optoges som Medlemmer, befordrede en mere sleben Omgangstone. Hertil kom, at de i hine Tider, hvor det kommunale Væsen endnu var i sin Barndom, saa at sige traadte i Stedet, og man kan vel endog sige vartede Vejen for alle de forskjellige Slags Foreninger til gjensidig Understøttelse, som i vore Dage pleje at skiftes, f. Ex Brandforsikrings- og Livsforsikrings- Selskaber, Liigkasser, Pensionsfonds, og andre lignende Indretninger[1].
- ↑ Den bedste Forestilling herom, saa vel som overhoved om hvorledes Gilderne vare indrettede, faar man ved at gjennemlæse Statuterne for et eller flere af de gamle Gilder. Uagtet der i Norge fandtes saa mange, er der dog af disse ikkun tvende, hvis Statuter endnu kjendes, og disse ere dertil Gilder paa Landet (Mariæ og St. Olafs Gilde i Hardanger og St. Olafs Gilde paa Onarheim i Søndhordeland). Disse Statuter ere trykte, det første i Thorkelins Diplomatarium II. S. 258, det sidste i Schnabels Beskrivelse over Hardanger, Tillæg, samt Suhms Hist. af Danmark XIV. 588. Af Bestemmelserne i det første, der er det ældste, kunne her merkes følgende: Gildet skulde holdes hvert Aar om Sommeren til Christi, Jomfru Mariæ og St. Olafs Tak, til Helse, til Aar og Fred og alskens Miskun saavel i dette som i det kommende Liv. (Ordene stemme næsten med dem, der anvendes i den gamle Gulathings Christenret Cap. 7 om Ølgerden, hvilket betegner i det mindste dette Gilde som det „Jonsmesse-Øl“ der omtales i Frostathingslagen, s. o. I. 2. S. 638, og herved ledes man til, som ovenfor antydet, at betragte Gilderne som den sidste Fase af de i Hedendommen brugelige Blotvejtsler). Hvert mandligt og kvindeligt Medlem skulde præstere en vis Kvantitet godt Malt, en Øres Vegt Vor og et Troug, hvori to Skær; alt under en vis Mulkt. Børn ældre end tre Aar maatte ej medtages, uden mod et særskilt Tilskud; for et Barn ældre end 12 Aar skulde der betales fuld Kontingent, men Gilde-Eden maatte han ej
