Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/453

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
435
Kjøbſtaden Bergen oprettes.

betegner, nøje overſat, „Bjerg-Græsgangen“ eller „den behagelige Egn mellem Bjergene“, men i den Betydning, ſlige Navnſammenſætninger ſædvanligt tages, ſynes man derved kun at have lagt Vegt paa Navnets førſte Deel, der antydede den bjergige Egn[1]. At dog de Marker, paa hvilke Byen ligger, virkelig brugtes ſom Græsgang, nævnes udtrykkeligt i et gammelt Sagn, der for tre hundrede Aar ſiden kjendtes i Egnen, og ſom bi her meddele, da det ej er uden Interesſe. Da Haakon den gode, heder det, havde ſit kongelige Sæde her (d. e. paa Aalreksſtad), og Fæet gik og græsſede hvor Byen ſenere havde ſine Gaarde og Havet, blev det fortalt Kongen at man hørte nede i Jorden en Lyd, ligeſom af mange Menneſkeſtemmer, der ſamtalede med hinanden: Kongen blev lidt underlig tilmode derved, ſom om det ſkulde varſle om en Ulykke, men en gammel Mand bad ham være ved godt Mod, da Lyden var et Tegn paa, at der med Tiden paa dette Sted bilde rejſe ſig en ſmuk og driftig Handelsſtad[2]. Bærer nu end dette Sagn tydelige Merket af at være opſtaaet efterat Staden blev til, er det dog viſt ganſke rigtigt, naar der her antydes at Egnen oprindelig benyttedes rum Græsgang for Kongsgaarden, thi hvis den ej havde været kongelig Ejendom, kunde Olaf ikke have haft Dispoſitionsret over den. Og den Omſtændighed, at Markerne benyttedes ſom

  1. Navnet er ſammenſat af bjarg eller berg d. e. Berg, og det allerede i vort Oldſprog ſjelden og næſten kun til Stedsnavne anvendte Ord vin, d. e. Græsgang, behageligt Sted, gotiſk vinja, ſe ovenfor I. 2. Side 816. Det er Bogſtavet „v“ i Ordet „vin“, der fremvirker Omlyden af a i bjarg til ö, ſaa at Navnets ſædvanlige Form i Oldſkrifterne er Björgvin; dog findes ogſaa, ſkjønt ſjeldnere og iſær i ſildigere Skriftlevninger, Bergvin; hvorimod vin, ſom ſædvanligt i mange Sammenſætninger, ofte er bleven til -yn, ſaa at Navnet ogſaa lyder Björgyn. Da vi nu have Exempler paa flere Navne, ſammenſatte med vin, hvor denne Endelſe vexler med heimr, f. Ex. Skerfvin og Skerfheimr, Leirvin og Leirheimr, Leikvin og Leikheimr; ja endog aldeles bortfalder, f. Ex. Bamblyn (d. e. Bamblvin) og Bamblar; Þoptyn (Þoptvin), Þoptheimr og Þoptar, ſynes der ſom om den i det hele taget ved ſlig Lejlighed har været temmelig betydningsløs, hvilket ogſaa beſtyrkes deraf, at vi fra den tidligſte Tid, Staden Bergen nævnes paa Latin, finde den benævnt Bergæ, hvilket ſvarer til en Form ſom „Björg“, „Bjargar“, „Bergar“ og ſom derfor i daglig Tale har været den ſædvanlige. En merkelig Omſtændighed er det, at medens der ogſaa andenſteds i Hordaland og Hardanger findes Gaarde ved Navn „Björgvin“, udtales disſe dog nu aldrig „Bergen“, men „Berve“, „Børve“, „Bervin“, e. a. d. Naar ſaaledes Udtalen „Bergen“,der blandt Almuen tildeels endog udtales „Bæren“, er bleven undtagelſesviis ſæregen for Stadens Navn, kan dette neppe forklares anderledes end ved fremmed Indvirkning, deels af den latinſke Form „Bergæ“ og „Bergensis“, deels, og vel fornemmelig, af de tydſke Hanſeaters „Bergen“, der ogſaa for dem kun betegnede „Bjergene“.
  2. Se Abſalon Pedersſøns Norges Beſkrivelſe i Suhms Samlinger. II. 1. Side 82.