betegner, nøje oversat, „Bjerg-Græsgangen“ eller „den behagelige Egn mellem Bjergene“, men i den Betydning, slige Navnsammensætninger sædvanligt tages, synes man derved kun at have lagt Vegt paa Navnets første Deel, der antydede den bjergige Egn[1]. At dog de Marker, paa hvilke Byen ligger, virkelig brugtes som Græsgang, nævnes udtrykkeligt i et gammelt Sagn, der for tre hundrede Aar siden kjendtes i Egnen, og som bi her meddele, da det ej er uden Interesse. Da Haakon den gode, heder det, havde sit kongelige Sæde her (d. e. paa Aalreksstad), og Fæet gik og græssede hvor Byen senere havde sine Gaarde og Havet, blev det fortalt Kongen at man hørte nede i Jorden en Lyd, ligesom af mange Menneskestemmer, der samtalede med hinanden: Kongen blev lidt underlig tilmode derved, som om det skulde varsle om en Ulykke, men en gammel Mand bad ham være ved godt Mod, da Lyden var et Tegn paa, at der med Tiden paa dette Sted bilde rejse sig en smuk og driftig Handelsstad[2]. Bærer nu end dette Sagn tydelige Merket af at være opstaaet efterat Staden blev til, er det dog vist ganske rigtigt, naar der her antydes at Egnen oprindelig benyttedes rum Græsgang for Kongsgaarden, thi hvis den ej havde været kongelig Ejendom, kunde Olaf ikke have haft Dispositionsret over den. Og den Omstændighed, at Markerne benyttedes som
- ↑ Navnet er sammensat af bjarg eller berg d. e. Berg, og det allerede i vort Oldsprog sjelden og næsten kun til Stedsnavne anvendte Ord vin, d. e. Græsgang, behageligt Sted, gotisk vinja, se ovenfor I. 2. Side 816. Det er Bogstavet „v“ i Ordet „vin“, der fremvirker Omlyden af a i bjarg til ö, saa at Navnets sædvanlige Form i Oldskrifterne er Björgvin; dog findes ogsaa, skjønt sjeldnere og især i sildigere Skriftlevninger, Bergvin; hvorimod vin, som sædvanligt i mange Sammensætninger, ofte er bleven til -yn, saa at Navnet ogsaa lyder Björgyn. Da vi nu have Exempler paa flere Navne, sammensatte med vin, hvor denne Endelse vexler med heimr, f. Ex. Skerfvin og Skerfheimr, Leirvin og Leirheimr, Leikvin og Leikheimr; ja endog aldeles bortfalder, f. Ex. Bamblyn (d. e. Bamblvin) og Bamblar; Þoptyn (Þoptvin), Þoptheimr og Þoptar, synes der som om den i det hele taget ved slig Lejlighed har været temmelig betydningsløs, hvilket ogsaa bestyrkes deraf, at vi fra den tidligste Tid, Staden Bergen nævnes paa Latin, finde den benævnt Bergæ, hvilket svarer til en Form som „Björg“, „Bjargar“, „Bergar“ og som derfor i daglig Tale har været den sædvanlige. En merkelig Omstændighed er det, at medens der ogsaa andensteds i Hordaland og Hardanger findes Gaarde ved Navn „Björgvin“, udtales disse dog nu aldrig „Bergen“, men „Berve“, „Børve“, „Bervin“, e. a. d. Naar saaledes Udtalen „Bergen“,der blandt Almuen tildeels endog udtales „Bæren“, er bleven undtagelsesviis særegen for Stadens Navn, kan dette neppe forklares anderledes end ved fremmed Indvirkning, deels af den latinske Form „Bergæ“ og „Bergensis“, deels, og vel fornemmelig, af de tydske Hanseaters „Bergen“, der ogsaa for dem kun betegnede „Bjergene“.
- ↑ Se Absalon Pederssøns Norges Beskrivelse i Suhms Samlinger. II. 1. Side 82.
