eller paa Syderøerne: saa var der dog liden Forskjel paa selve Maaden, hvorpaa der stredes og herjedes; og det var dog altid Hovedhensigten at gjøre saa meget Bytte som muligt. Det samme lagdes der ogsaa meest Vind paa under Harald Haardraades langvarige Krig med Danmark, saa at man vel kan sige, at Vikinge-Vanen endnu ikke ved Olaf Kyrres Tiltrædelse til Regjeringen var aflagt, og at den Udsigt til Erhverv, som Vikingevæsenet frembød, endnu ikke da ganske var ophørt at tages i Beregning af den mægtige Hauld eller Lendermand, der maaskee behøvede mere end hvad hans Gaarde kunde indbringe for at underholde sine talrige Huuskarle og øvrige Tyende. Men det laa i Sagens Natur, at jo mere det egte Christensind gjennemtrængte Gemytterne, desto mere maatte dette Slags Erhverv betragtes som syndigt og utilladeligt; og fornemmelig maatte det være den fromme Olaf magtpaaliggende at faa det afskaffet. Hertil kom ogsaa, at de ydre Forholde langt fra vare det saa gunstige som forhen. Trællevæsenet bestod ej længer i de nord-europæiske Lande, og var endog i Norge selv paa god Vej til ganske at ophøre, saa at følgelig den betydelige Indtægtskilde, som Salget af renere Mennesker gav den heldige Viking, nu ej længer var tilstede. Og hertil kom, at de Lande og Kyster, som den norske Viking i tidligere Dage ustraffet kunde hjemsøge, nu selv vare blevne for mægtige og for vel værgede til at det kunde være raadeligt for nogen Viking at angribe dem. Hvilken Nordmand skulde f. Ex., om han end styrede et nok saa herligt udrustet Langskib, paa egen Haand vove at gjøre Landgang i Villjam Erobrerers Besiddelser, eller herje i Flandern, Frisland, eller endog i Danmark? Ikke engang Skotland var nu, efter det orknøiske Herredømmes Ophør, saa let at angribe, som før, og det var alene dets vestlige Øer og Fjorde, tilligemed Irland, hvor der endnu gaves Anledning for Vikinger til at kunne udrette noget. Men disse Anledninger vare dog sjeldnere, Udsigterne til Erhverv færre, og Farerne ved dette Slags Bedrift betydeligt større, end i den egentlige Vikinge-Tids Dage. I Austerveg havde Vender, Kurer og Efter taget de forrige nordiske Vikingers Plads, og skjønt Togene til Bjarmeland endnu, som vi have seet, ikke ganske vare aflagte, synes man dog alene deraf, at Kongesønnen Haakons Tog udtrykkeligt omtales som et merkeligt Foretagende, at kunne slutte til deres Sjeldenhed. Vist er det, at saavel Kong Olafs egen Stræben, som den af ham saa ivrigt understøttede Christendoms Aand, og de ydre politiske Forhold vare Erhvervet ved Vikingefærd eller andre lignende Foretagender aldeles ugunstige. De Indtægter, som man hidtil derved havde forskaffet sig, maatte saaledes tilvejebringes paa andre, lovligere Maader. Og ingen Erhvervsgreen var mere beslægtet med den forrige, og mere overeensstemmende med Folkets Tilbøjelighed, end Handelsfærder, saavel til fremmede
