Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/450

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
432
Olaf Haraldsſøn (Kyrre).

eller paa Syderøerne: ſaa var der dog liden Forſkjel paa ſelve Maaden, hvorpaa der ſtredes og herjedes; og det var dog altid Hovedhenſigten at gjøre ſaa meget Bytte ſom muligt. Det ſamme lagdes der ogſaa meeſt Vind paa under Harald Haardraades langvarige Krig med Danmark, ſaa at man vel kan ſige, at Vikinge-Vanen endnu ikke ved Olaf Kyrres Tiltrædelſe til Regjeringen var aflagt, og at den Udſigt til Erhverv, ſom Vikingevæſenet frembød, endnu ikke da ganſke var ophørt at tages i Beregning af den mægtige Hauld eller Lendermand, der maaſkee behøvede mere end hvad hans Gaarde kunde indbringe for at underholde ſine talrige Huuskarle og øvrige Tyende. Men det laa i Sagens Natur, at jo mere det egte Chriſtenſind gjennemtrængte Gemytterne, deſto mere maatte dette Slags Erhverv betragtes ſom ſyndigt og utilladeligt; og fornemmelig maatte det være den fromme Olaf magtpaaliggende at faa det afſkaffet. Hertil kom ogſaa, at de ydre Forholde langt fra vare det ſaa gunſtige ſom forhen. Trællevæſenet beſtod ej længer i de nord-europæiſke Lande, og var endog i Norge ſelv paa god Vej til ganſke at ophøre, ſaa at følgelig den betydelige Indtægtskilde, ſom Salget af renere Menneſker gav den heldige Viking, nu ej længer var tilſtede. Og hertil kom, at de Lande og Kyſter, ſom den norſke Viking i tidligere Dage uſtraffet kunde hjemſøge, nu ſelv vare blevne for mægtige og for vel værgede til at det kunde være raadeligt for nogen Viking at angribe dem. Hvilken Nordmand ſkulde f. Ex., om han end ſtyrede et nok ſaa herligt udruſtet Langſkib, paa egen Haand vove at gjøre Landgang i Villjam Erobrerers Beſiddelſer, eller herje i Flandern, Frisland, eller endog i Danmark? Ikke engang Skotland var nu, efter det orknøiſke Herredømmes Ophør, ſaa let at angribe, ſom før, og det var alene dets veſtlige Øer og Fjorde, tilligemed Irland, hvor der endnu gaves Anledning for Vikinger til at kunne udrette noget. Men disſe Anledninger vare dog ſjeldnere, Udſigterne til Erhverv færre, og Farerne ved dette Slags Bedrift betydeligt ſtørre, end i den egentlige Vikinge-Tids Dage. I Auſterveg havde Vender, Kurer og Efter taget de forrige nordiſke Vikingers Plads, og ſkjønt Togene til Bjarmeland endnu, ſom vi have ſeet, ikke ganſke vare aflagte, ſynes man dog alene deraf, at Kongeſønnen Haakons Tog udtrykkeligt omtales ſom et merkeligt Foretagende, at kunne ſlutte til deres Sjeldenhed. Viſt er det, at ſaavel Kong Olafs egen Stræben, ſom den af ham ſaa ivrigt underſtøttede Chriſtendoms Aand, og de ydre politiſke Forhold vare Erhvervet ved Vikingefærd eller andre lignende Foretagender aldeles ugunſtige. De Indtægter, ſom man hidtil derved havde forſkaffet ſig, maatte ſaaledes tilvejebringes paa andre, lovligere Maader. Og ingen Erhvervsgreen var mere beſlægtet med den forrige, og mere overeensſtemmende med Folkets Tilbøjelighed, end Handelsfærder, ſaavel til fremmede