Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/449

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
431
Kongens Venneſælhed og Folkets Lykke.

beholde ſit, og kuede de Onde alene ved ſit Magtbud.“ Paa et andet Sted heder det: „Da var der ypperlige Aaringer og mangfoldig Herlighed, ſaa at Norge ikke tinder nogen Konge ſiden Harald Haarfagre var i ſaa lykkelig en Tilſtand, ſom i hans Dage. Alle elſkede ham inderligt, thi han ordnede mangt og meget til Lempe for Folket, ſom Harald med Haardhed havde paabudet og med Strenghed overholdt. Han var gavmild paa Guld og Sølv og gode Klenodier, men alene paaholdende paa Jordegods; Aarſagen hertil var hans Forſtand, da han ſaa at det tjente Kongedømmet til Bedſte. Han viſte ſine Mænd fuldkommen Yndeſt, lod hele Landets Folk nyde Fred og Ro, hvilket man kan ſkjønne af hans egne Ord, ſom han ytrede en Dag i Mykle-Gildet, hvor han ſad glad og i godt Lune med ſine Venner. Nogle ſagde nemlig til ham: „Herre, vi og mange Andre glæde os ſaa inderligt over at du er ſaa blid og venlig mod hele Folket.“ Han ſvarede hertil: „hvi ſkulde jeg ikke nu være glad, ſiden jeg ſidder med eder her i dette Lag, ſom er helliget min Frænde, Kong Olai, og ſeer baade Glæde og Frihed hos ſine Underſaatter; i min Faders Tid var dette Folk under megen Tvang og Skræk; da ſkjulte de fleſte ſit Guld og ſine Klenodier, men nu ſeer jeg paa enhver de Koſtbarheder ſkinne, ſom han ejer; eders Frihed og Fryd er min Glæde og Gammen“[1].

Af de ſparſomme Meddelelſer, der ere os levnede om Olafs Virkſomhed, ſee vi, at denne iſær var rettet paa Folkets Civiliſation og Ophjelpelſen af dets materielle Velvære ved Handelsforbindelſer med Udlandet og lignende fredelige Syſler, der ſtemmede overeens med den nu grundfæſtede Chriſtendoms Væſen og de forandrede politiſke Forhold. Den egentlige Vikingetid havde vel længe været forbi, men Lyſten og Trangen til, ved Vikinge-Tog at ſkaffe ſig Rigdomme og indlægge ſig Berømmelſe, kunde dog ikke derfor ſtrax ganſke udryddes, hvor lidet den end ſtemmede med den ſande Chriſtendoms Aand, ſaa længe der endnu levede mange, hvis Ungdomstid tilhørte Vikingetiden eller laa den nær. Vi have derfor ſeet, hvorledes enkelte Høvdinger, ſom Finn Arnesſøn, hans Broder Kalf, Guthorm paa Ringenes, Haakon Ivarsſøn, endnu under Harald Haardraades Regjering havde gjort Vikingetog til de britiſke Farvande. Om nu end disſe Tog vel ikke ſtrengt taget kunne ſiges at være ganſke af ſamme Slags ſom de ældre Vikingetog, hvor man herjede paa den førſte den bedſte Kyſt, eller angreb det førſte det bedſte Skib man traf, men ſnarere har beſtaaet deri, at man mod en vis Betaling og Deel af det forventede Bytte underſtøttede en eller anden Fyrſte i de Fejder, hvormed han var beſkjeftiget, f. Ex. Fyrſterne paa Irland, i Wales, i England, Skotland,

  1. Olaf Kyrres Saga Cap. 3, jvfr. Ágrip Cap. 37.