Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/448

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
430
Olaf Haraldsſøn (Kyrre).

var Tale om nogen afſondret Stilling, ſom Gejſtligheden ſkulde indtage udenfor det almindelige Statsſamfund, heller ikke, i det mindſte paa lang Tid, kunde opſtaa ſaadanne Forviklinger, ſom de, der i det ſydligere Europa fremkaldte Inveſtiturſtriden med dens ſørgelige Følger. Gejſtlighedens Medlemmer vare i Norge endnu Kongens Underſaatter, ſom Lægfolkene, og Kongerne udnævnte ſelv Biſkopperne, lige ſaa vel ſom de udnævnte Jarler og Lendermænd[1]. Meget af dette var vel grundet i Folkeaanden, de offentlige Forholde og Norges afſondrede Beliggenhed. Meget maa dog vel ogſaa ſkyldes Olafs Statsklogſkab, fornuftige Maadehold i Religionsiver, og faderlige Omſorg for Landets Vel. Thi han vilde neppe have været ſaa yndet af ſine Underſaatter, ſom han, efter Sagaernes eenſtemmige Vidnesbyrd, virkelig var, og Landet vilde ikke have befundet ſig ſaa vel under hans Styrelſe, ſom det umiskjendeligt gjorde, hvis han ved Indførelſe af trykkende Afgifter, og ved ſtreng Haandhævelſe af nye, hidtil ukjendte Lovbeſtemmelſer havde forbitret Folket og ſaaret den almindelige Nationalfølelſe.

36. Olafs Beſtræbelſer for Landets Opkomſt. Folkets lykkelige Stilling under hans Regjering.


Den dybe Fred, ſytti Norge nød under hans Regjering lige fra Fredsſlutningen med Danmark indtil hans Suk„ kan neppe ſiges at være afbrudt ved hans Deeltagelſe i Kong Knuts paatænkte Tog til England, hvoraf der, ſom vi have ſeet, intet blev, ligeſaa lidet ſom ved et Slags Vikingetog, hans Broderſøn Haakon mod Slutningen af hans Regjering gjorde til Bjarmeland, hvor han ſkal have ſejret i et ſtort Slag med Indbyggerne[2]. Denne Fredstid var, ſom man tydeligt kan ſee, lige ſaa meget efter Folkets, ſom efter Kongens Ønſke. I de følgende urolige Tider tænkte man tilbage paa Olafs rolige Regjering ſom en anden Guldalder, og Tilnavnet kyrri (d. e. den rolige), ſom Folket gav ham, var ſaavel i Samtidens ſom Eftertidens Øjne den bedſte Hæders-Titel, der kunde blive ham til Deel. Omtrent et Aarhundrede ſenere ytrede en Forfatter[3] ſig ſaaledes om ham: „han var yndet baade af Gud og af Menneſker; han lagde ſtedſe Vind paa Fred og Rolighed, lod Enhver

  1. Dette findes iſær udviklet i det ſaakaldte Anekdoton, eller den Fremſtilling af Kirkens Forhold til Staten, der ſenere paa Sverres Tid og rimeligviis ved hans Foranſtaltning blev udgivet. Se Anhang til Kongeſpejlet, udgivet i Chriſtiania, S. 186.
  2. Magnus Barfods Saga Cap. 2. Snorre Cap. 2. Fagrſkinna Cap. 222. Skade, at vi ſavne nærmere Underretning om dette Tog.
  3. Thjodrek Munk, Cap. 29.