var Tale om nogen afsondret Stilling, som Gejstligheden skulde indtage udenfor det almindelige Statssamfund, heller ikke, i det mindste paa lang Tid, kunde opstaa saadanne Forviklinger, som de, der i det sydligere Europa fremkaldte Investiturstriden med dens sørgelige Følger. Gejstlighedens Medlemmer vare i Norge endnu Kongens Undersaatter, som Lægfolkene, og Kongerne udnævnte selv Biskopperne, lige saa vel som de udnævnte Jarler og Lendermænd[1]. Meget af dette var vel grundet i Folkeaanden, de offentlige Forholde og Norges afsondrede Beliggenhed. Meget maa dog vel ogsaa skyldes Olafs Statsklogskab, fornuftige Maadehold i Religionsiver, og faderlige Omsorg for Landets Vel. Thi han vilde neppe have været saa yndet af sine Undersaatter, som han, efter Sagaernes eenstemmige Vidnesbyrd, virkelig var, og Landet vilde ikke have befundet sig saa vel under hans Styrelse, som det umiskjendeligt gjorde, hvis han ved Indførelse af trykkende Afgifter, og ved streng Haandhævelse af nye, hidtil ukjendte Lovbestemmelser havde forbitret Folket og saaret den almindelige Nationalfølelse.
Den dybe Fred, sytti Norge nød under hans Regjering lige fra Fredsslutningen med Danmark indtil hans Suk„ kan neppe siges at være afbrudt ved hans Deeltagelse i Kong Knuts paatænkte Tog til England, hvoraf der, som vi have seet, intet blev, ligesaa lidet som ved et Slags Vikingetog, hans Brodersøn Haakon mod Slutningen af hans Regjering gjorde til Bjarmeland, hvor han skal have sejret i et stort Slag med Indbyggerne[2]. Denne Fredstid var, som man tydeligt kan see, lige saa meget efter Folkets, som efter Kongens Ønske. I de følgende urolige Tider tænkte man tilbage paa Olafs rolige Regjering som en anden Guldalder, og Tilnavnet kyrri (d. e. den rolige), som Folket gav ham, var saavel i Samtidens som Eftertidens Øjne den bedste Hæders-Titel, der kunde blive ham til Deel. Omtrent et Aarhundrede senere ytrede en Forfatter[3] sig saaledes om ham: „han var yndet baade af Gud og af Mennesker; han lagde stedse Vind paa Fred og Rolighed, lod Enhver
- ↑ Dette findes især udviklet i det saakaldte Anekdoton, eller den Fremstilling af Kirkens Forhold til Staten, der senere paa Sverres Tid og rimeligviis ved hans Foranstaltning blev udgivet. Se Anhang til Kongespejlet, udgivet i Christiania, S. 186.
- ↑ Magnus Barfods Saga Cap. 2. Snorre Cap. 2. Fagrskinna Cap. 222. Skade, at vi savne nærmere Underretning om dette Tog.
- ↑ Thjodrek Munk, Cap. 29.
