Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/447

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
429
Maadehold i Religionsiver.

ſig. Uagtet man rigtignok ikke veed, naar Oslos Kathedralkirke, den bekjendte St. Hallvards-Kirke, blev grundlagt, ſynes det dog, ſom om Olaf ej har haft noget med den at beſtille, thi ellers vilde Sagaen lige ſaa vel have nævnt noget derom, ſom om hans Foretagender i Bergen. En anden Sag er, at han rimeligviis har haft i Sinde, hvis Tid og Evner tillode det, ogſaa at treffe de ſamme kirkelige Foranſtaltninger i Oslo, ſom i de to andre Stæder; men da han nu ikke engang i Bergen kunde række at faa Kathedralkirken iſtand, kan han endnu mindre have formaaet at paabegynde et lignende ſtorartet Foretagende i Oslo, men maa have overladt dette til ſine Efterfølgere. Derfor finde vi ogſaa Biſkoppen i Oslo endnu kaldet „Biſkop i Viken“ under hans Sønneſønners Regjering[1]. Nærheden af Fylkeskirken paa Aker gjorde maaſkee ogſaa Savnet af en egen Kirke for Oslo ved Siden af den kongelige Kirke mindre følelig. Ved de øvrige Buer i Viken, hvor Biſkoppen maaſkee ſkifteviis, indtil Kathedralkirkens Opførelſe, har reſideret, nemlig Kongehelle, Sarpsborg og Tunsberg, var der ligeledes Fylkeskirker lige i Nærheden, nemlig Ytterby, Tune og Sæms Kirker[2].

Men uagtet denne oprigtige Interesſe ſom Olaf viſte før Kirken og dens Anliggender, og uagtet det umiskjendeligt var hans Henſigt, at bringe den norſke Kirke i ſaa inderlig Forbindelſe med den romerſke Moderkirke ſom muligt, gik han dog ikke ſaa vidt, ſom hans Ven og Svoger, Kong Knut i Danmark, der ved ſine Beſtræbelſer for at gjøre Gejſtligheden til den førſte Stand i Landet, og for at ordne Kirkeforfatningen i ſit Rige efter det ſtrengeſte Hierarchis Fordringer, ej alene gjorde ſig ſelv forhadt, trods fine mange ſtore Fortjeneſter af Landsſtyrelſen, men ogſaa ſvækkede Kongemagten ſelv mere end tilbørligt. Vore Sagaer berette viſtnok ſaa lidet om Olafs Regjeringsforetagender, at vi ej med fuldkommen Beſtemthed kunne paaſtaa, at han ikke gjorde lignende Forſøg. Men ſaa meget vide vi, at uagtet Tiende-Afgiften paa denne Tid indførtes i Danmark, ja endog, kun tre eller fire Aar efter Olafs Død, paa Island[3], blev den ikke indført i Norge førend under Olafs Sønneſønners Regjering[4]; at Gejſtligheden, langt fra at være den førſte Stand, endnu ikke engang kunde ſiges at danne nogen egentlig Stand i Landet; at Forbudet mod Preſternes Giftermaal hverken under Olafs eller de følgende Kongers Regjering nogenſinde blev gjennemført, og at der, da der ſaaledes ej hos os

  1. Nemlig den ovenfor nævnte Kot, Isleifs Diſcipel, der maa have levet 1110, og dog ſtedſe endnu kaldes Biſkop i Viken.
  2. Se ovenfor I. 2. S. 636, 637.
  3. Nemlig ved Biſkop Gisſurs Beſtræbelſer, 1097, ſe nedenfor.
  4. Herom ſe nedenfor.