Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/446

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
428
Olaf Haraldsſøn (Kyrre).

Anvendelſe har ſandſynligviis givet den Navnet „Chriſtkirken“, medens den dog, ſom vi have ſeet, ikke var tilſtrækkelig til at give Biſkoppen den officielle Titel af Bergens Biſkop, eller med andre Ord at betegne Oprettelſen af en faſt Biſkopsſtol i Bergen, ſaa længe endnu den virkelige Kathedralkirke ikke var færdig, og St. Sunnivas Helligdom hvilede i Sellø. Vi ville i det følgende ſee, at Kirken ej fuldførtes, og at Helligdommens Flytning ej fandt Sted, førend efter at Norges Kirkeforfatning allerede var fuldſtændigt organiſeret, ſaaledes ſom den vedblev at være lige til Reformationen, og altſaa efter at en faſt Biſkopsſtol allerede gjennem en lang Aarrække faktiſk havde beſtaaet i Bergen, ligeſom man ogſaa i ſædvanlig Tale forlængſt havde ophørt at kalde Bernhards nærmeſte Efterfølgere Biſkopper i Sellø, men kun kaldte dem Biſkopper i Bergen: en Benævnelſe, ſom ogſaa vi for ſtørre Tydeligheds Skyld ville anvende.

Det er charakteriſtiſk nok for dette Kirke-Anlæg i Olafs Stad, ſammenlignet med hans Forgængeres Kirke-Anlæg i Oslo, Sarpsborg og Nidaros, at medens der ved disſe — i Nidaros og Sarpsborg vide vi i det mindſte med Vished at det var Tilfældet, og hvad Oslo angaar er det i høj Grad ſandſynligt — kun var Tale om en kongelig Kirke, der ſtod i Forbindelſe med Kongsgaarden[1], og medens Opførelſen af disſe ſynes at have været det førſte og vigtigſte Foretagende ved By-Anlægget, lader det derimod til, at Olaf, da han anlagde Bergen, førſt og fremſt har tænkt paa at ſkaffe Byen en Sogne-Kirke og Biſkopperne en Kathedralkirke, medens der ikke engang er Tale om nogen Kongsgaard og kongelig Kirke i Staden førend i hans Sønneſøns Tid[2]. Vel kan det være muligt, at alene Mangel paa Tid eller Midler har hindret ham fra ogſaa at lade Bygninger, ſom de ſidſt nævnte, opføre; men merkeligt er det dog ligefuldt, at han ikke, ſom hans Forgængere, aller førſt tænkte paa at faa dem iſtand. Dette kan man neppe forklare anderledes end af hans oprigtige Fromhed tog Religiøſitet, der bragte ham til at underordne ſine egne Interesſer for Kirkens.

Til Oslo ſynes Olafs Kirkebygnings-Virkſomhed ikke at have ſtrakt

  1. Se ovenfor S. 202. Her er det med ſaa megen Vished, ſom Omſtændighederne tillade, ſøgt godtgjort, at Harald Haardraades førſte Anlæg i Oslo var Kongsgaarden med Mariekirken. I Borg lod St. Olaf ligeledes aller førſt hygge Kongsgaard med Mariekirke; de tidligere kongelige Bygningsforetagender i Nidaros vare ligeledes altid Kongsgaard med Kirkes førſt Olaf Tryggvesſøns og St. Olafs Kongsgaard med Klemenskirken, ſiden Magnus den godes (ufuldførte) Kongsgaard med Olafskirken, og endelig Harald Haardraades Kongsgaard med Mariekirken. Se ovenfor S. 205.
  2. Se nedenfor, jvfr. Magnus Barfods Sønners Saga, Cap. 16. Snorre Cap. 15.