Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/45

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
27
Slaget paa Lyrskovshede.

gjennem Mængden, sigende at han havde et nødvendigt Ærende til Kongen; at nogle vilde stode ham bort, men at Einar, der kjendte ham, bad Kongen at høre paa hvad han havde at sige, og at han nu ligeledes fortalte, at han havde seet St. Olaf paa en hvid Hest i Kongeskrud: „Kong Olaf“, sagde han, „ytrede at han vilde staa sin Søn bi, og befalede, at I skulde opstille en lang Fylking, for at Venderne ej skulde kunne omringe eder; han bød at I selv skulde være midt i Fylkingen, som her skulde verre tykkest: han talte og om at han vilde vise eder sit Merke eller Banner foran Hæren“. Bonden, heder det, sandede sit Udsagn med Jertejner, saa at Kongen ej kunde betvivle det. Der tales vistnok ikke noget om, af hvad Slags disse overbevisende Jertejner var, og naar vi erindre, hvilken indgribende Rolle Einar spillede, da det gjaldt om at faa Kong Olafs Helligdom anerkjendt, kunne vi ej værge os mod Mistanken om, at ogsaa denne Bondes Fremtræden var foranstaltet af Einar, som underhaanden havde foreskrevet hang hvad han skulde lille. Fortællingen gjorde imidlertid god Virkning, og Bonden fik en rigelig Belønning[1]. Kongen ordnede Hæren saaledes som Bonden sagde. Selv tog han Plads i Midten, og lod Ordulf med Saxerne stille sig paa den ene Fløj.

  1. Fortællingen om Bonden forekommer kun i den større Kongesaga, Cap. 32. Beretningen om St. Olafs underfulde Deeltagelse i Slaget i Einar Skulessøns Kvad om Olaf, kaldet Geisli, Str. 28—30. Den større Kongesaga fortæller endnu et Slags Legende (Cap. 3l), nemlig hvorledes det gik til, at Ordulf kom sin Svoger Magnus til Hjelp. Hertug Otto (d. e. Orduls), heder det, og Fru Ulfhild sad ved Drikken med Hirden; han selv var nylig kommen hjem fra Striden, og haardt saaret. De syntes at see en Mand komme ind ad Døren, med en dansk Hat paa Hovedet, og derpaa gaa ud igjen; paa Hertugens Spørgsmaal, om hun kjendte Manden, svarede hiin: „ikke saa vist, dog synes jeg under Hatteskyggen at kjende min Faders Skjeg; maaskee min Broder Magnus behøver Hjelp“. Hertugen lovede at hjelpe ham, uagtet hans Saar endnu ej vare lægte; men Ulfhild tog et Belte, der havde tilhørt hendes Fader, lagde det om hans Saar, og strax forlod al Smerte ham. Derpaa drog han, heder det, med sin Hær saa hurtigt han kunde til Danmark og fandt Magnus paa Lyrskovshede. Ogsaa Saxo har, som man seer (S. 514), hørt noget om en underfuld Drøm, Magnus skulde have haft Natten før Slaget. Men han fortæller Drømmens Indhold anderledes. Ifølge ham aabenbarede der En sig for Kongen, som lovede ham Sejren, og sagde at han til Tegn og Sikkerhed derpaa skulde dræbe en Ørn. Da Kongen var vaagnet, aabenbarede han Drømmens Indhold for sin Hær, til alles store Forbauselse; og under Marschen viste der sig virkelig en Ørn, hvilken Kongen forfulgte paa sin hurtige Hest, og gjennemborede med Spydet. Den ene Drøm, kan man her sige, er ligesaa sandsynlig som den anden; men da der efter hiin Nat ikke egentlig fandt nogen Marsch Sted, og da Kongen heller ikke kæmpede til Hest, er der større Rimelighed for, at det Syn, han foregav at have haft, er det som omtales i vore egne Sagaer. Her paaberaabes og et Øje- og Øre-Vidne, nemlig Islændingen Odd Geltessøn, der deeltog i Slaget.