Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/45

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
27
Slaget paa Lyrſkovshede.

gjennem Mængden, ſigende at han havde et nødvendigt Ærende til Kongen; at nogle vilde ſtode ham bort, men at Einar, der kjendte ham, bad Kongen at høre paa hvad han havde at ſige, og at han nu ligeledes fortalte, at han havde ſeet St. Olaf paa en hvid Heſt i Kongeſkrud: „Kong Olaf“, ſagde han, „ytrede at han vilde ſtaa ſin Søn bi, og befalede, at I ſkulde opſtille en lang Fylking, for at Venderne ej ſkulde kunne omringe eder; han bød at I ſelv ſkulde være midt i Fylkingen, ſom her ſkulde verre tykkeſt: han talte og om at han vilde viſe eder ſit Merke eller Banner foran Hæren“. Bonden, heder det, ſandede ſit Udſagn med Jertejner, ſaa at Kongen ej kunde betvivle det. Der tales viſtnok ikke noget om, af hvad Slags disſe overbeviſende Jertejner var, og naar vi erindre, hvilken indgribende Rolle Einar ſpillede, da det gjaldt om at faa Kong Olafs Helligdom anerkjendt, kunne vi ej værge os mod Mistanken om, at ogſaa denne Bondes Fremtræden var foranſtaltet af Einar, ſom underhaanden havde foreſkrevet hang hvad han ſkulde lille. Fortællingen gjorde imidlertid god Virkning, og Bonden fik en rigelig Belønning[1]. Kongen ordnede Hæren ſaaledes ſom Bonden ſagde. Selv tog han Plads i Midten, og lod Ordulf med Saxerne ſtille ſig paa den ene Fløj.

  1. Fortællingen om Bonden forekommer kun i den ſtørre Kongeſaga, Cap. 32. Beretningen om St. Olafs underfulde Deeltagelſe i Slaget i Einar Skulesſøns Kvad om Olaf, kaldet Geisli, Str. 28—30. Den ſtørre Kongeſaga fortæller endnu et Slags Legende (Cap. 3l), nemlig hvorledes det gik til, at Ordulf kom ſin Svoger Magnus til Hjelp. Hertug Otto (d. e. Ordulſ), heder det, og Fru Ulfhild ſad ved Drikken med Hirden; han ſelv var nylig kommen hjem fra Striden, og haardt ſaaret. De ſyntes at ſee en Mand komme ind ad Døren, med en danſk Hat paa Hovedet, og derpaa gaa ud igjen; paa Hertugens Spørgsmaal, om hun kjendte Manden, ſvarede hiin: „ikke ſaa viſt, dog ſynes jeg under Hatteſkyggen at kjende min Faders Skjeg; maaſkee min Broder Magnus behøver Hjelp“. Hertugen lovede at hjelpe ham, uagtet hans Saar endnu ej vare lægte; men Ulfhild tog et Belte, der havde tilhørt hendes Fader, lagde det om hans Saar, og ſtrax forlod al Smerte ham. Derpaa drog han, heder det, med ſin Hær ſaa hurtigt han kunde til Danmark og fandt Magnus paa Lyrſkovshede. Ogſaa Saxo har, ſom man ſeer (S. 514), hørt noget om en underfuld Drøm, Magnus ſkulde have haft Natten før Slaget. Men han fortæller Drømmens Indhold anderledes. Ifølge ham aabenbarede der En ſig for Kongen, ſom lovede ham Sejren, og ſagde at han til Tegn og Sikkerhed derpaa ſkulde dræbe en Ørn. Da Kongen var vaagnet, aabenbarede han Drømmens Indhold for ſin Hær, til alles ſtore Forbauſelſe; og under Marſchen viſte der ſig virkelig en Ørn, hvilken Kongen forfulgte paa ſin hurtige Heſt, og gjennemborede med Spydet. Den ene Drøm, kan man her ſige, er ligeſaa ſandſynlig ſom den anden; men da der efter hiin Nat ikke egentlig fandt nogen Marſch Sted, og da Kongen heller ikke kæmpede til Heſt, er der ſtørre Rimelighed for, at det Syn, han foregav at have haft, er det ſom omtales i vore egne Sagaer. Her paaberaabes og et Øje- og Øre-Vidne, nemlig Islændingen Odd Geltesſøn, der deeltog i Slaget.