Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/44

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
26
Magnus den gode.

Sindelag, hvor vidt de vare at lide paa, eller ej. Dette Raad fulgte Magnus. Natten ſkulde Magnus’s Mænd tilbringe kampfærdige, liggende under deres Skjolde og ventende paa Fienden. Det var temmelig ſeent paa Aaret — Dagen for Mikkelsmisſe-Aften — og det blev ſaaledes tidligt mørkt. Da Aftenen kom, forklædte Magnus og Einar ſig, og vandrede ukjendte gjennem Krigernes Rækker, for med egne Øren at høre deres Samtaler og lære deres Stemning at kjende. De hørte en danſk Kriger ſpørge ſin Kammerat, om han vidſte hvor Slaget vilde komme til at ſtaa. „Her lige ved Aaen“, ſvarede den anden. „Da ønſkede jeg heller“, ſagde den førſte, „at jeg fik min Plads her ved Skoven, hvor vi nu ligge, thi da kan jeg ſtride, om jeg vil, eller ſøge Skjul om jeg foretrækker det“. „Der hører I, Herre“, ſagde nu Einar, „hvad denne danſke Mand ſiger: han udtaler kun de Fleſtes Ønſke, og raader jeg Eder derfor til at ſtille Eders Fylkinger ſaaledes, at de ikke have ſaa let for at komme til Skoven“. I Nærheden laa en liden Gaard. Did bad Einar Kongen om at gaa med ham for at ſee til at Krigerne ej gjorde Bonden nogen Skade. Kongen gjorde ſaa, blev godt modtagen og bevertet af Bonden, og beſluttede at tilbringe Natten der tilligemed Einar. Bekymret og ængſtelig, ſom han var, kunde han længe ikke faa Søvn, men tilbragte den meſte Tid af Natten i Bøn. Henimod Dagen ſov han ind, og ſkal nu i Drømme have ſeet ſin Fader, Kong Olaf, der ſad paa en hvid Heſt og ſagde ham disſe opmuntrende Ord: „ſtaa ſtrax op og fylk din Hær: du har Folk nok til at ſtride mod Hedningerne, og jeg ſkal ſelv komme dig til Hjelp; ſaa ſnart du hører min Ludr ſkal du begynde Kampen“. Kongen vaagnede, ſtyrket ved denne opmuntrende Drøm, og fortalte Einar at hans Fader havde lovet ham Sejren. Derpaa vendte han tilbage, lod ſtrax Hæren vække og fylke, og forkyndte Drømmen. „Nu kunne I“, ſagde han, gribe med Vished, at den hellige Kong Olaf ſelv vil komme og ſtaa os bi i Kampen“. I ſamme Øjeblik, forſikres der, hørte man ligeſom Klokkeklang oppe i Luften, og ſaa vel Kongen ſom alle de øvrige Nordmænd troede at gjenkjende Lyden af Klokken Glad, der hang i Klemenskirken i Nidaros, og ſom Kong Olaf havde ſkjenket dertil. Under den Stemning, hvori Nordmændene her befandt ſig, kan man let forklare hvorledes Kongens Opmuntring og hans Fortælling om hiin Drøm, — hvilken han, om han end, hvad der ej er uſandſynligt, virkelig har haft den, dog ſikkert efter den kloge Einars Raad har udſmykket og forſkjønnet, da han berettede den — kunde udøve en ſaadan Virkning paa Nordmændenes Indbildningskraft, at de, ved at høre en fjern Klokkeklang, maaſkee fra en Kirke deri Egnen, ſtrax troede at kunne gjenkjende den velbekjendte Lyd af Olafs egen Klokke. Et eneſte Udraab af Magnus eller Einar maatte her være nok til at fuldende Illuſionen. Der fortælles ligeledes, at ſtrax efter at hiin Klokkeklang var hørt, ſaa man en Bonde iilſomt arbejde ſig frem