Sindelag, hvor vidt de vare at lide paa, eller ej. Dette Raad fulgte Magnus. Natten skulde Magnus’s Mænd tilbringe kampfærdige, liggende under deres Skjolde og ventende paa Fienden. Det var temmelig seent paa Aaret — Dagen for Mikkelsmisse-Aften — og det blev saaledes tidligt mørkt. Da Aftenen kom, forklædte Magnus og Einar sig, og vandrede ukjendte gjennem Krigernes Rækker, for med egne Øren at høre deres Samtaler og lære deres Stemning at kjende. De hørte en dansk Kriger spørge sin Kammerat, om han vidste hvor Slaget vilde komme til at staa. „Her lige ved Aaen“, svarede den anden. „Da ønskede jeg heller“, sagde den første, „at jeg fik min Plads her ved Skoven, hvor vi nu ligge, thi da kan jeg stride, om jeg vil, eller søge Skjul om jeg foretrækker det“. „Der hører I, Herre“, sagde nu Einar, „hvad denne danske Mand siger: han udtaler kun de Flestes Ønske, og raader jeg Eder derfor til at stille Eders Fylkinger saaledes, at de ikke have saa let for at komme til Skoven“. I Nærheden laa en liden Gaard. Did bad Einar Kongen om at gaa med ham for at see til at Krigerne ej gjorde Bonden nogen Skade. Kongen gjorde saa, blev godt modtagen og bevertet af Bonden, og besluttede at tilbringe Natten der tilligemed Einar. Bekymret og ængstelig, som han var, kunde han længe ikke faa Søvn, men tilbragte den meste Tid af Natten i Bøn. Henimod Dagen sov han ind, og skal nu i Drømme have seet sin Fader, Kong Olaf, der sad paa en hvid Hest og sagde ham disse opmuntrende Ord: „staa strax op og fylk din Hær: du har Folk nok til at stride mod Hedningerne, og jeg skal selv komme dig til Hjelp; saa snart du hører min Ludr skal du begynde Kampen“. Kongen vaagnede, styrket ved denne opmuntrende Drøm, og fortalte Einar at hans Fader havde lovet ham Sejren. Derpaa vendte han tilbage, lod strax Hæren vække og fylke, og forkyndte Drømmen. „Nu kunne I“, sagde han, gribe med Vished, at den hellige Kong Olaf selv vil komme og staa os bi i Kampen“. I samme Øjeblik, forsikres der, hørte man ligesom Klokkeklang oppe i Luften, og saa vel Kongen som alle de øvrige Nordmænd troede at gjenkjende Lyden af Klokken Glad, der hang i Klemenskirken i Nidaros, og som Kong Olaf havde skjenket dertil. Under den Stemning, hvori Nordmændene her befandt sig, kan man let forklare hvorledes Kongens Opmuntring og hans Fortælling om hiin Drøm, — hvilken han, om han end, hvad der ej er usandsynligt, virkelig har haft den, dog sikkert efter den kloge Einars Raad har udsmykket og forskjønnet, da han berettede den — kunde udøve en saadan Virkning paa Nordmændenes Indbildningskraft, at de, ved at høre en fjern Klokkeklang, maaskee fra en Kirke deri Egnen, strax troede at kunne gjenkjende den velbekjendte Lyd af Olafs egen Klokke. Et eneste Udraab af Magnus eller Einar maatte her være nok til at fuldende Illusionen. Der fortælles ligeledes, at strax efter at hiin Klokkeklang var hørt, saa man en Bonde iilsomt arbejde sig frem
