Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/43

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
25
Slaget paa Lyrſkovshede.

Kriger i Magnus’s Hær. Hertil kom, at disſe Daner ikke vare ſynderligt at lide paa, thi mange af dem vare viſtnok hemmelige Tilhængere af Sven, hvilken, efter hvad der ovenfor er viiſt, ſynes at have været tilſtede i Vendernes Hær, ja maaſkee endog førte Befalingen. Under disſe Omſtændigheder var det neppe raadeligt for Magnus at forfølge Hedningerne, og med ſin Haandfuld Folk møde dem i aaben Mark. Den fornuftigſte Plan, ſom han og fulgte, var at oppebie dem i Nærheden af Heidaby, hvor han kunde ſtolte ſig til Staden og dens Forſkandsninger, og i denne faſtere Stilling afſkære dem Tilbagetoget. Dette vilde kunne bringe Venderne, trods deres ſtore Overmagt, i den yderſte Fare, og for at forebygge det, maatte de jo før jo heller ſkynde ſig mod Magnus, førend denne havde tilendebragt ſine Forberedelſer. De ilede derfor med deres hele Styrke mod Magnus, der lejrede ſig paa Lyrſkovs-Hede nordenfor Slesvig. Her fik han en velkommen Undſætning af ſin Svoger, Ordulf af Saxen, der, rimeligviis paa hans Opfordring, var dragen ham til Hjelp, og indfandt ſig hos ham med en Deel Folk. Dette var dog langt fra at udjevne den ſtore Folkemon, Fienden havde fremfor ham, og de danſke Krigere knurrede, idet de ſagde at Kongen alene vilde bringe dem i Ulykke. Heller ikke Nordmændene vare vel tilmode: de fandt det haardt, at de ſkulde vove Livet for Danerne, og forſvare deres Land, uagtet disſe ved deres Frafald havde gjort ſig ſaa lidet fortjente dertil. Der herſkede ſaaledes i Magnus’s Hær en forknyt Stemning og Modløshed, ſom voldte ham megen Bekymring. Thi han ſelv var faſt beſluttet paa, ikke at ville fly for Hedningerne, ſaa længe kun nogle vilde følge ham; han var, ſagde han Konge i Danmark lige ſaa vel ſom i Norge, og vilde derfor ogſaa forſvare det lige ſaavelſom dette, om det end var mod en chriſten Hær, end ſige mod Hedninger. De fleſte af hans Omgivelſer fraraadte ham at indlade ſig i Kamp med Overmagten. Men Ordulf, der ſandſynligviis kjendte bedre til Venderne og deres Maade at kæmpe paa end de øvrige, opmuntrede ham til at vove en Dyſt. Den forſigtige Einar Thambarſkelve bad Magnus, før han indlod ſig i Slag, i al Stilhed at udforſke Danernes

    pen, der mindſt maa have medtaget et Par Dage, ſtrakte ſig lige fra Slesvig til Skodborg-Aa; eller at Venderne, ſlagne ved Lyrſkov, ſpredte ſig over Heden og flygtede ad den Vej, de vare komne, i det Magnus og hans Mænd ſatte efter dem; at de endnu holdt Stand ved Skodborg-Aa, men der lede et nyt Nederlag. Den ſtørre Kongeſaga fortjener her langt mere Tiltro, eller er i det mindſte en langt mere uforfalſket Gjengivelſe af Traditionen, end Snorres Beretning, der øjenſynlig viſer ſig, ligeſom meget andet af hvad han fortæller om Magnus’s Bedrifter i Danmark, at være Reſultatet af hans egen, ikke altid heldige,Kritik. Man ſeer ſaaledes af hans eget Citat i Cap. 29, at han har benyttet Mag. Adams Verk, hvilket han kalder Brimabók (Bremerbogen); Mangel paa geografiſk Kundſkab har i Cap. 27 bragt ham til at lade Magnus lejre ſig „ved Skodborg-Aa paa Lyrſkovshede“; og i Cap. 29 til at lade Venderne drage „ſøndenfra over Aaen“ (ɔ: Skodborg-Aa) mod Magnus’s Hær.