tillige en liden Bygning, ogsaa i Kirkeform, hvis egentlige Bestemmelse synes at have været den, at tjene som Skrudhuus (Vestiarium)[1]. Denne Bygning, saavel som den nordre og søndre Fløj, ere, uagtet alle de Forandringer og Udvidelser, som Kirken senere modtog, dog endnu nogenledes til i deres oprindelige Skikkelse, og vi kunne deraf danne os en Forestilling om hvorledes Olafs Kathedralkirke bar seet ud, og hvor megen Omhu der var anvendt paa dens Opførelse. Kirken indviedes til den hellige Trefoldighed[2], ligesom Kathedralkirkerne i Roeskilde, i Dublin, og andre Steder i Norden; men den kaldtes, ligesom alle, eller de fleste Kathedralkirke-r i Norge, sædvanligviis Christkirken[3]. Til denne blev nu St. Olafs Skriin højtideligen flyttet og sat over Alteret; fra nu af stod altsaa denne Norges Nationalhelligdom ikke længer under Kongens, men under Biskoppens Tilsyn: en Omstændighed, der ej kunde andet end bidrage til at forøge Biskoppens Indflydelse, og som omsider maatte lede til hvad vi ovenfor have ytret[4], og hvad vi i det følgende virkelig ville see at gaa i Opfyldelse, at Kongen kun betragtedes som St. Olafs Statholder. Fra denne Tid af, siges der i de gamle Legender om St. Olaf, skede der ogsaa her mange Mirakler ved hans Helligdom. Det havde i længere Tid været sædvanligt, at hans Skriin paa hans Messedag (den 29de Juli) i højtidelig Procession blev baaret om i Staden, og en Stund sat ned paa Kirkegaarden, for at de mange Pilegrime, der vare tilstede, og hvoraf en stor Deel søgte Bod for legemlig Brøst og Bræt, kunde komme til at berøre det og ofre deres Gaver. Allerede Aaret efter Helligdommens Flytning, fortæller Snorre, fik to Blinde og een Stum fuldkommen Helbredelse ved St. Olafs Undergjerninger[5]. Den fromme og ubetingede Tro paa hans Hellighed og undervirkende Kraft lod neppe engang hos de meest Oplyste nogen Skygge af Tvivl opstaa om. Rigtigheden af alle disse og lignende Fortællinger.
- ↑ Se herom Norsk Tidsskrift, 1853 S. 32, 33. 34. Denne Bygning, der — maaskee senere — har faaet Kirke-Indredning med Alter o. s. v., kaldes nu Kapitlet, og synes derfor at have været brugt som Kapitelhuus, da Domkapitlet var oprettet. Hvorledes man urigtigt har anseet det for Klemenskirken, se især Norsk Tidsskrift II. S. 52 flgg. jvfr. 1853 S. 26 flgg.
- ↑ Det siges udtrykkeligt af Thjodrek Munk l. c. og i Olaf Kyrres Saga Cap. 6.
- ↑ Se herom især Norsk Tidsskrift V. 18, 19.
- ↑ Se ovenfor S. 1.
- ↑ Snorre, Olaf Kyrres Saga Cap. 6; jvfr. Den historiske Olaf den helliges Saga Cap. 254.
fuldgjorde Kirken; se ellers derom Norsk Tidsskrift, 1853 S. 36. At Kirken havde Basilikaformen, sees saavel af dens Levninger, som af Thjodrek Munks Udsagn Cap. 29, jvfr. Norsk Tidsskrift II. S. 72.
