Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/440

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
422
Olaf Haraldsſøn (Kyrre).


rius Brev og Opfordring maa være kommet til Norge[1]. Der ſtaar udtrykkeligt, at Gisſur førſt kom tilbage til Island Sommeren efter hans Faders Død (1081) og derpaa, efter at være valgt til Biſkop, endnu ſamme Sommer tiltraadte ſin anden Udenlandsrejſe, denne Gang for at modtage Indvielſen. Hvis Gisſur, ſom man næſten maa antage, gjorde ſin førſte Rejſe ifølge hiin Opfordring fra Paven, er det i højeſte Maade ſandſynligt at ogſaa flere Nordmænd have fulgt hans Exempel.

Den førſte Virkning, vi ſpore af Olafs Religions-Iver, og det tydeligſte Tegn paa, at han ſtræbte, ſaa vidt muligt, at ordne Norges Kirke-Anliggender efter andre Landes Mønſter, er iſær det Skridt, han gjorde til Oprettelſen af faſte Biſkops-Stole i Norge. Hidtil havde de trende Biſkopper, i Throndhjem, Gulathingslagen og Viken, kun været Lydbiſkopper uden faſt Reſidens, der, ſom Mag. Adam udtrykker ſig, „udnævnte af Kongen eller Folket, uden beſtemte Grændſer for deres Biſpedømmer, opbyggede Kirken i Fællesſkab, idet de gjennemrejſte Landet, og uden gjenſidig Misundelſe ſtyrede de for Kirken vundne Sjæle“[2]. Enkelte af disſe Biſkopper, fornemmelig den throndhjemſke, eller overhoved de af Kongen udnævnte, vare vel ogſaa kongelige Hirdbiſkopper. I Nidaros, hvor den throndhjemſke Biſkop ſandſynligviis for det meſte havde ſit Tilhold, var der nu flere Kirker, nemlig Klemenskirken, Olafskirken, Gregoriuskirken og den ſtore, af Harald Haardraade opførte Marie- eller Vor Frue-Kirke i Nærheden af St. Olafs Brønd eller Gravſted[3], men ingen af disſe Kirker var ſærſkilt knyttet til Biſkops-Embedet og under Biſkoppens ſæregne, umiddelbare, Beſtyrelſe, eller, med andre Ord, hvad man ſædvanligviis kalder en Kathedral-Kirke. En ſaadan kunde heller ikke være til ſaa længe ikke Biſkops-Sædet (cathedra) var faſt. Men Olaf lod ſig det nu være magtpaaliggende at oprette en faſt Biſpeſtol i Nidaros, i det han førſt og fremſt lod opføre en virkelig Kathedralkirke. Dette Skridt, der egentlig fra hans Side var en ſtor Opofrelſe, for ſaa vidt ſom han

  1. At denne Romerrejſe maa henføres til den aller ſidſte Tid af Gisſurs Ophold udenfor Fædrelandet, ſees af Hungrvakas Udtryk: „til Rom droge begge Egtefolk (Gisſur og hans Kone) førend de vendte tilbage til Island, og Gisſur var ikke i Landet da hans Fader døde, men ankom Sommeren efter i Rangaa-Oſen“.
  2. Mag. Adam IV. 33; ſe ovenfor S. 202. Da Sverige her tages med, maa man antage, at Mag. Adam, ved at tale om Sjæle vundne for Chriſtendommen, nærmeſt har omvendte ſvenſke Hedninger for Øje, thi i Norge var Hedendommen allerede udryddet. Men det er heller ikke umuligt, at han her, ſom oftere, har ſkildret ældre Forhold, der paa hans Tid ikke længer fandt Sted.
  3. Se ovenfor S. 205, 206. Hertil kommer ogſaa det Kapell, ſom var opført over St. Olafs Gravſted, og ſandſynligviis kun var af Træ.