rius Brev og Opfordring maa være kommet til Norge[1]. Der staar udtrykkeligt, at Gissur først kom tilbage til Island Sommeren efter hans Faders Død (1081) og derpaa, efter at være valgt til Biskop, endnu samme Sommer tiltraadte sin anden Udenlandsrejse, denne Gang for at modtage Indvielsen. Hvis Gissur, som man næsten maa antage, gjorde sin første Rejse ifølge hiin Opfordring fra Paven, er det i højeste Maade sandsynligt at ogsaa flere Nordmænd have fulgt hans Exempel.
Den første Virkning, vi spore af Olafs Religions-Iver, og det tydeligste Tegn paa, at han stræbte, saa vidt muligt, at ordne Norges Kirke-Anliggender efter andre Landes Mønster, er især det Skridt, han gjorde til Oprettelsen af faste Biskops-Stole i Norge. Hidtil havde de trende Biskopper, i Throndhjem, Gulathingslagen og Viken, kun været Lydbiskopper uden fast Residens, der, som Mag. Adam udtrykker sig, „udnævnte af Kongen eller Folket, uden bestemte Grændser for deres Bispedømmer, opbyggede Kirken i Fællesskab, idet de gjennemrejste Landet, og uden gjensidig Misundelse styrede de for Kirken vundne Sjæle“[2]. Enkelte af disse Biskopper, fornemmelig den throndhjemske, eller overhoved de af Kongen udnævnte, vare vel ogsaa kongelige Hirdbiskopper. I Nidaros, hvor den throndhjemske Biskop sandsynligviis for det meste havde sit Tilhold, var der nu flere Kirker, nemlig Klemenskirken, Olafskirken, Gregoriuskirken og den store, af Harald Haardraade opførte Marie- eller Vor Frue-Kirke i Nærheden af St. Olafs Brønd eller Gravsted[3], men ingen af disse Kirker var særskilt knyttet til Biskops-Embedet og under Biskoppens særegne, umiddelbare, Bestyrelse, eller, med andre Ord, hvad man sædvanligviis kalder en Kathedral-Kirke. En saadan kunde heller ikke være til saa længe ikke Biskops-Sædet (cathedra) var fast. Men Olaf lod sig det nu være magtpaaliggende at oprette en fast Bispestol i Nidaros, i det han først og fremst lod opføre en virkelig Kathedralkirke. Dette Skridt, der egentlig fra hans Side var en stor Opofrelse, for saa vidt som han
- ↑ At denne Romerrejse maa henføres til den aller sidste Tid af Gissurs Ophold udenfor Fædrelandet, sees af Hungrvakas Udtryk: „til Rom droge begge Egtefolk (Gissur og hans Kone) førend de vendte tilbage til Island, og Gissur var ikke i Landet da hans Fader døde, men ankom Sommeren efter i Rangaa-Osen“.
- ↑ Mag. Adam IV. 33; se ovenfor S. 202. Da Sverige her tages med, maa man antage, at Mag. Adam, ved at tale om Sjæle vundne for Christendommen, nærmest har omvendte svenske Hedninger for Øje, thi i Norge var Hedendommen allerede udryddet. Men det er heller ikke umuligt, at han her, som oftere, har skildret ældre Forhold, der paa hans Tid ikke længer fandt Sted.
- ↑ Se ovenfor S. 205, 206. Hertil kommer ogsaa det Kapell, som var opført over St. Olafs Gravsted, og sandsynligviis kun var af Træ.
