Hopp til innhold

Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/439

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
421
Pave Gregors Brev til Olaf.

Her heder det: „Uagtet den almindelige Omsorg, som det hellige og apostoliske Sæde, hvilket vi af Guds Barmhjertighed forestaa, medfører, gjør os til alle Christi Trosbekjenderes Skyldnere, befinde vi os dog i saa meget større Bekymring for og Forpligtelse til eder, der saa at sige bo ved Verdens Ende, som vi vide, at I ere mindre vel forsynede med Lærere i den christelige Religion og de nødvendige Trøstemidler. Derfor tilskrive vi eder ved denne Lejlighed, der tilbyder sig, for nogenledes at at styrke eders Herlighed i Troen paa Christo Jesu — — —. Vi ville underrette eder om, at vi ønskede, om det nogenlunde kunde lade sig gjøre, at sende eder nogle af Brødrene, som vare troe og kyndige i at oplære eder i al Lærdom og Kundskab om Christo Jesu, paa det at I, sømmeligen underviste i.den evangeliske og apostoliske Tro, ikke skulde vakle i noget Stykke, men rod- og grundfæstede paa den urokkelige Grundvold, som er Christus Jesus, kunde voxe overflødigere og fuldkomnere i Guds Kraft, og efter eders Gjerning bære i Troen en Frugt, der fortjente den evige Belønning. Men da dette er os saa særdeles vanskeligt saa vel paa Grund af eders Lands lange Afstand, som det ubekjendte Sprog, bede vi eder (saaledes som vi ogsaa have ladet Danekongen vide), at I ville sende nogle af eders Lands yngre og fornemme Mænd til det apostoliske Hof, for at de, omhyggeligen oplærte i de hellige og guddommelige Love, under Apostlerne Peters og Paals Vinger, skulle, ikke som ubekjendte, men som bekjendte, kunne meddele eder det apostoliske Sædes Ærender, og ikke ligesom raae eller ukyndige, men i Sprog, Kundskab og Sæder forstandige, kunne hos eder ej alene prædike paa en Gud værdig Maade, hvad den christelige Religions Orden fordrer, men ogsaa, ved hans Bistand, kraftigt bringe det til Udførelse“[1]. En saa bestemt Anmodning, som denne, har den fromme Olaf neppe undladt at efterkomme, om end vore Sagaer intet melde om, hvilke Mænd han afsendte; thi Pilegrimsrejserne til Rom vare nu saa hyppige, at det hverken kan have været anseet for noget vanskeligt Foretagende at rejse fra Norge til Rom, eller kan have vakt synderlig Opsigt, naar en saadan Rejse blev foretagen. Merkeligt er det, at i det mindste Gissur Isleifssøn, der siden blev Biskop paa Island, og som lige fra Slutningen af Harald Haardraades Regjering i en lang Række af Aar synes at have haft sit Hoved-Tilhold i Norge, hvorfra han gjorde forskjellige Rejser til andre Lande og Hoffer, tilsidst foretog en Romer-Rejse netop kort efter den Tid, da Grego-

  1. Resten af Brevet indeholder foruden Formaninger den allerede ovenfor (S. 397) meddeelte Advarsel mod at staa Harald Danekonges Brødre bi mod denne, forbunden med Anmodning om at megle Fred mellem dem.