Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/439

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
421
Pave Gregors Brev til Olaf.

Her heder det: „Uagtet den almindelige Omſorg, ſom det hellige og apoſtoliſke Sæde, hvilket vi af Guds Barmhjertighed foreſtaa, medfører, gjør os til alle Chriſti Trosbekjenderes Skyldnere, befinde vi os dog i ſaa meget ſtørre Bekymring for og Forpligtelſe til eder, der ſaa at ſige bo ved Verdens Ende, ſom vi vide, at I ere mindre vel forſynede med Lærere i den chriſtelige Religion og de nødvendige Trøſtemidler. Derfor tilſkrive vi eder ved denne Lejlighed, der tilbyder ſig, for nogenledes at at ſtyrke eders Herlighed i Troen paa Chriſto Jeſu — — —. Vi ville underrette eder om, at vi ønſkede, om det nogenlunde kunde lade ſig gjøre, at ſende eder nogle af Brødrene, ſom vare troe og kyndige i at oplære eder i al Lærdom og Kundſkab om Chriſto Jeſu, paa det at I, ſømmeligen underviſte i.den evangeliſke og apoſtoliſke Tro, ikke ſkulde vakle i noget Stykke, men rod- og grundfæſtede paa den urokkelige Grundvold, ſom er Chriſtus Jeſus, kunde voxe overflødigere og fuldkomnere i Guds Kraft, og efter eders Gjerning bære i Troen en Frugt, der fortjente den evige Belønning. Men da dette er os ſaa ſærdeles vanſkeligt ſaa vel paa Grund af eders Lands lange Afſtand, ſom det ubekjendte Sprog, bede vi eder (ſaaledes ſom vi ogſaa have ladet Danekongen vide), at I ville ſende nogle af eders Lands yngre og fornemme Mænd til det apoſtoliſke Hof, for at de, omhyggeligen oplærte i de hellige og guddommelige Love, under Apoſtlerne Peters og Paals Vinger, ſkulle, ikke ſom ubekjendte, men ſom bekjendte, kunne meddele eder det apoſtoliſke Sædes Ærender, og ikke ligeſom raae eller ukyndige, men i Sprog, Kundſkab og Sæder forſtandige, kunne hos eder ej alene prædike paa en Gud værdig Maade, hvad den chriſtelige Religions Orden fordrer, men ogſaa, ved hans Biſtand, kraftigt bringe det til Udførelſe“[1]. En ſaa beſtemt Anmodning, ſom denne, har den fromme Olaf neppe undladt at efterkomme, om end vore Sagaer intet melde om, hvilke Mænd han afſendte; thi Pilegrimsrejſerne til Rom vare nu ſaa hyppige, at det hverken kan have været anſeet for noget vanſkeligt Foretagende at rejſe fra Norge til Rom, eller kan have vakt ſynderlig Opſigt, naar en ſaadan Rejſe blev foretagen. Merkeligt er det, at i det mindſte Gisſur Isleifsſøn, der ſiden blev Biſkop paa Island, og ſom lige fra Slutningen af Harald Haardraades Regjering i en lang Række af Aar ſynes at have haft ſit Hoved-Tilhold i Norge, hvorfra han gjorde forſkjellige Rejſer til andre Lande og Hoffer, tilſidſt foretog en Romer-Rejſe netop kort efter den Tid, da Grego-

  1. Reſten af Brevet indeholder foruden Formaninger den allerede ovenfor (S. 397) meddeelte Advarſel mod at ſtaa Harald Danekonges Brødre bi mod denne, forbunden med Anmodning om at megle Fred mellem dem.