Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/437

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
479
Nordens Kirker ſkilte fra den bremiſke Erkeſtol.

Erkebiſkopsſtol i Lund. At denne Erkebiſkopsſtols Provinds ej kom til at omfatte Danmark alene, men ogſaa hele det øvrige Norden, ligger allerede i den Omſtændighed, at hele Norden hidtil var lagt under den bremiſke Erkeſtol, hvis Provinds nu kun blev deelt i tvende. Men det var ogſaa en ligefrem Følge af det Venſkabsforbund, ſom nu beſtod mellem Nordens Konger og Folk, og af den lidet udviklede Tilſtand, hvori endnu ſaavel den norſke, ſom iſær den ſvenſke Kirke befandt ſig, og ſom aldeles maatte udelukke endog Tanken om at oprette en ſæregen Erkeſtol for Norge eller Sverige. Hertil kom ogſaa den Forbindelſe, hvori Olaf ſtod med Gregor, og det Afhængighedsforhold, hvori den engelſke Kirke, til hvilken Norge, ſom ovenfor bemerket, hidtil havde ſtøttet ſig i ſin Frihedsſtræben, nu var traadt til den pavelige Kurie. Et Beviis paa, hvorledes Liemars Banſættelſe og Suspenſion allerede i og for ſig maatte opſtille en Skranke mellem de nordiſke Kirker og Erkeſædet, om man endog lader de politiſke Henſyn være ude af Betragtning, indeholdes i den Kjendsgjerning, ſom de islandſke Biſkopskrøniker berette, at da Biſkop Isleif var død (1080) og hans Søn Gisſur, udvalgt til hans Efterfølger, ſkulde indvies, kunde denne Handling ikke udføres af Erkebiſkop Liemar, fordi han var ſuspenderet, men Gisſur maatte begive ſig lige til Paven, og denne henviſte ham igjen til Erkebiſkop Hartvig i Magdeburg, der forrettede Akten (1082)[1]. Gisſur er viſt ikke den eneſte nordiſke Biſkop, der ſaaledes indviedes af en anden Erkebiſkop end Stefan. Siden finde vi endog den ellers ſaa fromme danſke Konge Erik Ejegod i aabenbart Fiendſkab med denne[2].

Frigjørelſen fra det tydſke Kirke-Supremati kunde neppe andet end have en velgjørende Indvirkning paa Nationalitetens frie Udvikling i de nordiſke Lande. Men det nærmere Forhold, hvori Norge nu traadte til Danmark, kunde maaſkee være blevet farligt for dets politiſke Selvſtændighed, hvis ikke Viken ved Harald Haardraades viſe Beſtræbelſer var bleven knyttet ſaa faſt til Riget og Kongehuſet. Den Foreſtilling havde nu ganſke lettet ſig ind i Bevidſtheden, at Viken var en lige ſaa væſentlig og integrerende Deel af Riget ſom noget andet Landſkab. Heller ikke kan den Indflydelſe, ſom Danmark udøvede i kirkelig Henſeende paa Norge, i nogen Mon ſammenlignes med den, ſom det fra Skaane af udøvede i Sverige, eller ſom hidtil den bremiſke Kirke havde udøvet i Danmark. Vi finde faa eller ingen Spor af at danſke Mænd udnævntes til Biſkops-Embeder i Norge, medens derimod, merkeligt nok, en Nordmand, Svein, efterfulgte Villjam ſom Biſkop i Roeskilde[3]. Det er viſt, at den oftere

  1. Hungrvaka, Cap. 5, jvfr. de islandſke Annaler, ved 1053.
  2. Saxo, 12te Bog, S. 605, 606.
  3. Dette var den bekjendte Svein Nordbagge, Biſkop fra 1076—1088; om hvil-