udvælge under Navnet Klemens III; hvorledes det siden lykkedes ham at trænge ind i Rom, indsætte Klemens og modtage Kejserkronen af hans Haand, og hvorledes alene Nordmannernes Fremtrængen nødte ham til at drage bort, medens Gregor dog ligefuldt maatte forlade Staden og døde i Landflygtighed (1085), alt dette er saa bekjendt af den almindelige Historie, at vi ej her behøve at opholde os nærmere derved, lige saa lidet som ved Henriks fortsatte ulykkelige Stridigheder med Gregors Efterfølgere. Men hvad der her er af Vigtighed at vide, er den forandrede Stilling, som de danske Konger og den danske Kirke nu indtoge lige over for den bremiske Erkestol. Thi da Erkebiskop Liemar hørte blandt de Prælater, der forbleve Kong Henrik troe, og derfor, som vi have seet, straffedes med Suspension og Bansættelse, medens derimod Kong Sven og hans Efterfølgere vare ivrige Tilhængere af Pave Gregor, og stode i venskabelig Forbindelse med ham[1], maatte dette nødvendigviis medføre en Adskillelse mellem den danske og den bremiske Kirke. Den nærmeste Følge af denne Adskillelse var, at Kong Svens og Danernes Ønske om at faa en egen Erkebispestol oprettet for Danmark maatte blive mere levende end nogensinde[2]. Og en endnu kraftigere Støtte for dette National-Ønske opnaaedes, da Kong Knut Svenssøn havde lidt Martyrdøden, og Danmark i ham erholdt en egen National-Helgen. Vi ville nedenfor see, hvorledes dette Ønske ogsaa gik i Opfyldelse, idet der oprettedes en egen
- ↑ Allerede før sin Ophøjelse paa Pavestolen stod Gregor i Brevvexling med Sven (se Brev af 25de Jan. 1075, hos Colet XII. S. 936). Et andet Brev af 17de April 1075 meddeles sammesteds, S. 356. Venskabelige Breve fra Gregor til Harald, Svens Søn, meddeles sammesteds S. 459, 472.
- ↑ Om Oprettelsen af Erkesædet handles der udtrykkeligt i Brevet af Januar 1075. Gregor siger der: „vi have sendt Gesandter til dig, som kunne underhandle med dig om hvad du i Pave Alexanders Tid har forlangt af det apostoliske Sæde, og hvad du og han indbyrdes have lovet hinanden, nemlig om alt hvad der hører til dit Riges Forherligelse, saavel om Erkesædet, som om andet; men disse Gesandter vendte tilbage til os, da de merkede at det var farligt formedelst Urolighederne i Tydskland“. At det Parti, som Sven tog i Striden mellem Paven og Henrik, og som maatte bringe ham i en venskabelig Forstaaelse med hans forrige Fiender, de saxiske Fyrster, var det populære i Danmark, sees bedst deraf, at da Sven i Aaret 1073 gjorde et Tog til Tydskland for at staa Henrik, med hvem han endnu var venskabelig forbunden, bi mod Saxerne, vægrede hans egne Krigere sig ved at angribe disse, der, som de sagde, vare Danmarks bedste Formuur mod fremmede Fiender; han maatte derfor vende tilbage med uforrettet Sag. (Lambert, hos Pertz VII. 212). Siden see vi ogsaa den af Henriks Modparti opstillede Konge Hermann af Luxemburg tilligemed Erkebiskop Hartvig af Magdeburg og Burchard af Halberstad i Aaret 1085 flygte for Henrik til Danmark: et tydeligt Beviis paa den gode Forstaaelse, hvori ogsaa Kong Knut stod med det pavelige Parti (Annalista Saxo, hos Pertz, VIII. S. 123.)
