Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/436

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
418
Olaf Haraldsſøn (Kyrre).

udvælge under Navnet Klemens III; hvorledes det ſiden lykkedes ham at trænge ind i Rom, indſætte Klemens og modtage Kejſerkronen af hans Haand, og hvorledes alene Nordmannernes Fremtrængen nødte ham til at drage bort, medens Gregor dog ligefuldt maatte forlade Staden og døde i Landflygtighed (1085), alt dette er ſaa bekjendt af den almindelige Hiſtorie, at vi ej her behøve at opholde os nærmere derved, lige ſaa lidet ſom ved Henriks fortſatte ulykkelige Stridigheder med Gregors Efterfølgere. Men hvad der her er af Vigtighed at vide, er den forandrede Stilling, ſom de danſke Konger og den danſke Kirke nu indtoge lige over for den bremiſke Erkeſtol. Thi da Erkebiſkop Liemar hørte blandt de Prælater, der forbleve Kong Henrik troe, og derfor, ſom vi have ſeet, ſtraffedes med Suspenſion og Banſættelſe, medens derimod Kong Sven og hans Efterfølgere vare ivrige Tilhængere af Pave Gregor, og ſtode i venſkabelig Forbindelſe med ham[1], maatte dette nødvendigviis medføre en Adſkillelſe mellem den danſke og den bremiſke Kirke. Den nærmeſte Følge af denne Adſkillelſe var, at Kong Svens og Danernes Ønſke om at faa en egen Erkebiſpeſtol oprettet for Danmark maatte blive mere levende end nogenſinde[2]. Og en endnu kraftigere Støtte for dette National-Ønſke opnaaedes, da Kong Knut Svensſøn havde lidt Martyrdøden, og Danmark i ham erholdt en egen National-Helgen. Vi ville nedenfor ſee, hvorledes dette Ønſke ogſaa gik i Opfyldelſe, idet der oprettedes en egen

  1. Allerede før ſin Ophøjelſe paa Paveſtolen ſtod Gregor i Brevvexling med Sven (ſe Brev af 25de Jan. 1075, hos Colet XII. S. 936). Et andet Brev af 17de April 1075 meddeles ſammeſteds, S. 356. Venſkabelige Breve fra Gregor til Harald, Svens Søn, meddeles ſammeſteds S. 459, 472.
  2. Om Oprettelſen af Erkeſædet handles der udtrykkeligt i Brevet af Januar 1075. Gregor ſiger der: „vi have ſendt Geſandter til dig, ſom kunne underhandle med dig om hvad du i Pave Alexanders Tid har forlangt af det apoſtoliſke Sæde, og hvad du og han indbyrdes have lovet hinanden, nemlig om alt hvad der hører til dit Riges Forherligelſe, ſaavel om Erkeſædet, ſom om andet; men disſe Geſandter vendte tilbage til os, da de merkede at det var farligt formedelſt Urolighederne i Tydſkland“. At det Parti, ſom Sven tog i Striden mellem Paven og Henrik, og ſom maatte bringe ham i en venſkabelig Forſtaaelſe med hans forrige Fiender, de ſaxiſke Fyrſter, var det populære i Danmark, ſees bedſt deraf, at da Sven i Aaret 1073 gjorde et Tog til Tydſkland for at ſtaa Henrik, med hvem han endnu var venſkabelig forbunden, bi mod Saxerne, vægrede hans egne Krigere ſig ved at angribe disſe, der, ſom de ſagde, vare Danmarks bedſte Formuur mod fremmede Fiender; han maatte derfor vende tilbage med uforrettet Sag. (Lambert, hos Pertz VII. 212). Siden ſee vi ogſaa den af Henriks Modparti opſtillede Konge Hermann af Luxemburg tilligemed Erkebiſkop Hartvig af Magdeburg og Burchard af Halberſtad i Aaret 1085 flygte for Henrik til Danmark: et tydeligt Beviis paa den gode Forſtaaelſe, hvori ogſaa Kong Knut ſtod med det pavelige Parti (Annalista Saxo, hos Pertz, VIII. S. 123.)