Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/435

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
417
Inveſtitur-Striden i Tydſkland.

endog til ligefrem, tinder Bans Straf, at forbyde nogen ſom helſt Gejſtlig at modtage et Biſpedømme eller Abbedi af en Lægmand, eller nogen ſom helſt verdslig Fyrſte at beſætte et ſaadant Embede. Dette var Begyndelſen til den bekjendte, heftige Inveſtitur-Strid. Egentlig drejede den ſig nærmeſt om Forleningen med de Beſiddelſer, der fulgte med Embedet, og ſom unegtelig tilkom den verdslige Fyrſte, medens Kirken alene gav Indvielſen; men da begge Dele vanſkeligt lode ſig adſkille, gjorde Paven Fordring paa det Hele. Et Dekret mod Simoni og de Gejſtliges Egteſkab havde allerede Nikolaus II efter Hildebrands Raad udſtedt i Aaret 1059, dog uden at faſtſætte nogen beſtemt Straf for den førſte, eller fordre Coelibatet øjeblikkeligt indført. Mette ſkede derimod paa den førſte Kirkeforſamling, ſom Gregor holdt i Rom (Vaaren 1074), og de Legater, han ſendte til Tydſkland for at underſøge Sagen mellem Kongen og de ſaxiſke Fyrſter, fik tillige den Befaling at afholde et Kirkemøde, hvor disſe ſkærpede Forbud ſkulde ſættes i Kraft. Da Adalberts Efterfølger paa den bremiſke Erkeſtol, den kraftige Liemar, proteſterede mod at Legaterne tiltoge ſig den Ret at afholde et Møde, hvilket alene tilkom Erkebiſkoppen af Mainz, Rigets Primas, gav Gregor for ſaa vidt efter, ſom han overlod det til denne at ſammenkalde Mødet, der afholdtes i Erfurt, hvor de nye ſkærpede Forbud mødte den alvorligſte Modſtand hos de tydſke Biſkopper. Men Gregor var ikke den, ſom herved lod ſig afſkrække, thi paa et nyt Møde i Rom (Marts 1075) gav han hine nærmere og ſtrengere Beſtemmelſer angaaende Inveſtituren, og ſuspenderede flere af de gjenſtridige Biſkopper, hvoriblandt Liemar, der endog ſattes i Ban[1]. Fra nu af antoge Forhandlingerne mellem Henrik og Gregor mere og mere Præget af aabenbare Fiendtligheder. Henrik lod Gregor erklære afſat paa et Kirkemøde i Worms (1076). Gregor ſvarede med at ſuspendere og banſætte Henrik paa et Kirkemøde i Rom endnu ſamme Aar. Opſtanden, der igjen udbrød i Saxland, og ſamtlige tydſke Landsfyrſters Misfornøjelſe bragte, ſom bekjendt, Henrik til at foretage ſin æventyrlige og, ſom det viſte ſig, for ham ſelv mere ſkadelige end gavnlige Iilrejſe til Øvre-Italien, for at faa Banſættelſen hævet. Fyrſterne erklærede Kongen lige fuldt for afſat og valgte en Modkonge, og den gjenſidige Forbitrelſe mellem begge Partier i Landet ſtrakte ſig nu ſaaledes til alle Klasſer af Folket, at der udbrød en formelig Borgerkrig mellem de ſaakaldte Kongelige og Pavelige. Hvorledes Henrik, underſtøttet af ſine Tilhængere blandt Gejſtligheden atter lod Gregor afſætte, og en ny Pave, Erkebiſkop Vibert af Ravenna,

  1. Se Coleti Concilia, XII. S. 549—582. Lambert af Hersfeld, og Bernold, ved 1074, 1075, Pertz. VII. 206 flgg. 276 flgg.