endog til ligefrem, tinder Bans Straf, at forbyde nogen som helst Gejstlig at modtage et Bispedømme eller Abbedi af en Lægmand, eller nogen som helst verdslig Fyrste at besætte et saadant Embede. Dette var Begyndelsen til den bekjendte, heftige Investitur-Strid. Egentlig drejede den sig nærmest om Forleningen med de Besiddelser, der fulgte med Embedet, og som unegtelig tilkom den verdslige Fyrste, medens Kirken alene gav Indvielsen; men da begge Dele vanskeligt lode sig adskille, gjorde Paven Fordring paa det Hele. Et Dekret mod Simoni og de Gejstliges Egteskab havde allerede Nikolaus II efter Hildebrands Raad udstedt i Aaret 1059, dog uden at fastsætte nogen bestemt Straf for den første, eller fordre Coelibatet øjeblikkeligt indført. Mette skede derimod paa den første Kirkeforsamling, som Gregor holdt i Rom (Vaaren 1074), og de Legater, han sendte til Tydskland for at undersøge Sagen mellem Kongen og de saxiske Fyrster, fik tillige den Befaling at afholde et Kirkemøde, hvor disse skærpede Forbud skulde sættes i Kraft. Da Adalberts Efterfølger paa den bremiske Erkestol, den kraftige Liemar, protesterede mod at Legaterne tiltoge sig den Ret at afholde et Møde, hvilket alene tilkom Erkebiskoppen af Mainz, Rigets Primas, gav Gregor for saa vidt efter, som han overlod det til denne at sammenkalde Mødet, der afholdtes i Erfurt, hvor de nye skærpede Forbud mødte den alvorligste Modstand hos de tydske Biskopper. Men Gregor var ikke den, som herved lod sig afskrække, thi paa et nyt Møde i Rom (Marts 1075) gav han hine nærmere og strengere Bestemmelser angaaende Investituren, og suspenderede flere af de gjenstridige Biskopper, hvoriblandt Liemar, der endog sattes i Ban[1]. Fra nu af antoge Forhandlingerne mellem Henrik og Gregor mere og mere Præget af aabenbare Fiendtligheder. Henrik lod Gregor erklære afsat paa et Kirkemøde i Worms (1076). Gregor svarede med at suspendere og bansætte Henrik paa et Kirkemøde i Rom endnu samme Aar. Opstanden, der igjen udbrød i Saxland, og samtlige tydske Landsfyrsters Misfornøjelse bragte, som bekjendt, Henrik til at foretage sin æventyrlige og, som det viste sig, for ham selv mere skadelige end gavnlige Iilrejse til Øvre-Italien, for at faa Bansættelsen hævet. Fyrsterne erklærede Kongen lige fuldt for afsat og valgte en Modkonge, og den gjensidige Forbitrelse mellem begge Partier i Landet strakte sig nu saaledes til alle Klasser af Folket, at der udbrød en formelig Borgerkrig mellem de saakaldte Kongelige og Pavelige. Hvorledes Henrik, understøttet af sine Tilhængere blandt Gejstligheden atter lod Gregor afsætte, og en ny Pave, Erkebiskop Vibert af Ravenna,
- ↑ Se Coleti Concilia, XII. S. 549—582. Lambert af Hersfeld, og Bernold, ved 1074, 1075, Pertz. VII. 206 flgg. 276 flgg.
