Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/434

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
416
Olaf Haraldsſøn (Kyrre).

der allerede under Leo den 9de var bleven Kardinal, havde under de tre ſidſte Paver, Stephan den 9de, Nikolaus den 2den og Alexander den 2den været Kirkens egentlige Beſtyrer, og i Særdeleshed kunde den ſvage og lidet agtede Alexander betragtes ſom et viljeløſt Redſkab i hans Haand. Ved Alexander den 2dens Død 1063 fandt Hildebrand — dette var, ſom bekjendt, Gregors egentlige Navn — Tiden at være kommen til ſelv at beſtige Pavetronen, og uagtet han egentlig kun valgtes ved Akklamation og med fuldkommen Tilſideſættelſe af de nys foreſkrevne Former, gav Kong Henrik dog efter en kort Vægring ſit Samtykke til hans Indvielſe. Henrik havde paa denne Tid allerede længe ligget i Strid med de ſaxiſke Fyrſter, nemlig Magnus, Ordulfs Søn og St. Olafs Datterſøn, der i Aaret 1071 havde efterfulgt ſin Fader ſom Hertug, Ordulfs Broder Grev Hermann, og Otto af Nordheim, ſom efter at være bleven ophøjet til Hertug af Bajern, ved ſin Herſkeſyge og ſin Oppoſition mod Adalberts Anmasſelſer havde gjort ſig denne, og følgelig Kejſeren, til ſvorne Fiender. Uagtet Kongen havde faaet Hertug Magnus i ſin Magt og holdt ham fængſlet, ſluttede dog de ſaxiſke Fyrſter og Biſkopper, med Hermann og Otto i Spidſen, et Forbund om at forſvare Saxlands Friheder til det yderſte, og begyndte aabenbar Krig, der dog for det førſte endte med Saxernes Nederlag og Ydmygelſe i det blodige Slag ved Unſtreet 1075. Imidlertid havde Pave Gregor allerede ſtrax efter ſin Ophøjelſe paa Paveſtolen ladet Henrik og Saxerne melde, at de paa begge Sider ſkulde afholde ſig fra Fiendtligheder, indtil pavelige Legater havde underſøgt Sagen og han ſelv derefter afſagt Dom imellem dem. Det var den førſte Gang, at man fra Paveſtolen havde hørt et ſaadant Sprog, og ſeet en ſaadan Fordring paa øverſte Dommermyndighed opſtillet. Man brød ſig heller ikke for det førſte ſynderligt derom, og Kampen fortſattes. Men deſto bedre Lejlighed fandt Gregor til at udvikle ſin Magt. Deels vandt han de allerede mægtige Nordmanner i Italien, hvorom mere nedenfor, deels ſluttede den mægtige Grevinde Mathilde af Toſkana ſig til ham, og lagde al ſin Indflydelſe i Vegtſkaalen til at underſtøtte hans Foretagender. Det var let at forudſee, at Gregor, hvor upartiſk han endog fra førſt af virkelig var, eller paaſtod at være, dog tilſidſt maatte komme til at holde med Kejſerens Modſtandere. Hans Hovedøjemed, hvorefter han rettede alle ſine Beſtræbelſer, var Kirkens fuldkomne Emancipation fra Staten, eller den verdslige Myndighed, hvis øverſte Repræſentant Kejſeren var. I denne Henſigt ſøgte han ej alene ved ſtreng Indſkærpelſe af de allerede tidligere givne Beſtemmelſer mod Gejſtliges Egteſkab at løsrive dem fra det almindelige borgerlige Liv; men ved konſekvent at gjennemføre Forbudet mod Simoni, eller Erhvervelſe af gejſtlige Embeder mod Betaling, Beſtikkelſe eller Midler, ſom dermed kunde ſættes i Klasſe, drev han det