der allerede under Leo den 9de var bleven Kardinal, havde under de tre sidste Paver, Stephan den 9de, Nikolaus den 2den og Alexander den 2den været Kirkens egentlige Bestyrer, og i Særdeleshed kunde den svage og lidet agtede Alexander betragtes som et viljeløst Redskab i hans Haand. Ved Alexander den 2dens Død 1063 fandt Hildebrand — dette var, som bekjendt, Gregors egentlige Navn — Tiden at være kommen til selv at bestige Pavetronen, og uagtet han egentlig kun valgtes ved Akklamation og med fuldkommen Tilsidesættelse af de nys foreskrevne Former, gav Kong Henrik dog efter en kort Vægring sit Samtykke til hans Indvielse. Henrik havde paa denne Tid allerede længe ligget i Strid med de saxiske Fyrster, nemlig Magnus, Ordulfs Søn og St. Olafs Dattersøn, der i Aaret 1071 havde efterfulgt sin Fader som Hertug, Ordulfs Broder Grev Hermann, og Otto af Nordheim, som efter at være bleven ophøjet til Hertug af Bajern, ved sin Herskesyge og sin Opposition mod Adalberts Anmasselser havde gjort sig denne, og følgelig Kejseren, til svorne Fiender. Uagtet Kongen havde faaet Hertug Magnus i sin Magt og holdt ham fængslet, sluttede dog de saxiske Fyrster og Biskopper, med Hermann og Otto i Spidsen, et Forbund om at forsvare Saxlands Friheder til det yderste, og begyndte aabenbar Krig, der dog for det første endte med Saxernes Nederlag og Ydmygelse i det blodige Slag ved Unstreet 1075. Imidlertid havde Pave Gregor allerede strax efter sin Ophøjelse paa Pavestolen ladet Henrik og Saxerne melde, at de paa begge Sider skulde afholde sig fra Fiendtligheder, indtil pavelige Legater havde undersøgt Sagen og han selv derefter afsagt Dom imellem dem. Det var den første Gang, at man fra Pavestolen havde hørt et saadant Sprog, og seet en saadan Fordring paa øverste Dommermyndighed opstillet. Man brød sig heller ikke for det første synderligt derom, og Kampen fortsattes. Men desto bedre Lejlighed fandt Gregor til at udvikle sin Magt. Deels vandt han de allerede mægtige Nordmanner i Italien, hvorom mere nedenfor, deels sluttede den mægtige Grevinde Mathilde af Toskana sig til ham, og lagde al sin Indflydelse i Vegtskaalen til at understøtte hans Foretagender. Det var let at forudsee, at Gregor, hvor upartisk han endog fra først af virkelig var, eller paastod at være, dog tilsidst maatte komme til at holde med Kejserens Modstandere. Hans Hovedøjemed, hvorefter han rettede alle sine Bestræbelser, var Kirkens fuldkomne Emancipation fra Staten, eller den verdslige Myndighed, hvis øverste Repræsentant Kejseren var. I denne Hensigt søgte han ej alene ved streng Indskærpelse af de allerede tidligere givne Bestemmelser mod Gejstliges Egteskab at løsrive dem fra det almindelige borgerlige Liv; men ved konsekvent at gjennemføre Forbudet mod Simoni, eller Erhvervelse af gejstlige Embeder mod Betaling, Bestikkelse eller Midler, som dermed kunde sættes i Klasse, drev han det
