Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/433

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
415
Pave Gregorius den 7de.

udviklede en Iver for de kirkelige Anliggender, der langt overtraf den, hans Fader Sven havde lagt for Dagen. Knuts Anſeelſe og Indflydelſe ſtrakte ſig langt udenfor hans Fædreland, og til fjernere Egne end Norge. Det vilde imidlertid neppe have været til ſynderlig Baade for Norge og dets nationale Udvikling, om den engere kirkelige Forbindelſe, hvori det nu var traadt med Hovedkirken, havde bragt det i en blivende Afhængighed af den nederſaxiſke Erkeſtol. Men heldigviis ſkikkede Begivenhederne ſig ſaaledes, at Baandet med Bremen løsnedes paa ſamme Tid ſom det knyttedes faſtere til Paveſtolen ſelv, og at Norge ſaavel ſom Danmark nød godt af alle de Fordele, en mere umiddelbar Paavirkning fra Kirkens Middelpunkt kunde medføre, medens deres lange Afſtand fra Kurien hindrede en alt for ſmaalig, nøjeſeende og for Folkeaanden ſkadelig Indblanding i deres Kirkevæſen, ſom nu fik udvikle ſig med Frihed, og i en national Retning. Dette gjelder iſær Norge, der laa meeſt afſides, og hvis mangehaande Berørelſer med England meget ſnart knyttede en lige ſaa nøje Forbindelſe mellem den norſke Kirke og den nye anglo-nordmanniſke, ſom den, hvori den havde ſtaaet med den ældre angliſke, og hvilken, om den end ikke, ſom hiin, længer kunde lede til nogen Emancipation fra Kirkens Overhoved, i det mindſte dannede en virkſom og overvejende Modvegt mod al tydſk Indflydelſe.

Hvad der fornemmelig bidrog til at emancipere Norden fra den bremiſke Erkeſtols Højhed, medens Forbindelſen med Kurien ſelv derimod knyttedes faſtere, bar Pave Gregorius den 7des Stilling og Virkſomhed lige over for Kong Henrik den 4de og de tydſke Anliggender. Det er her overflødigt nærmere at paaviſe Gregors mægtige Indgriben i Verdenshiſtorien ſom Kirkereformator og den egentlige Grundlægger af det pavelige Hierarchi, ligeſaa lidet ſom det er nødvendigt, vidtløftigt at gjennemgaa de Stridigheder, hvori hans raſtløſe Virkſomhed indviklede ham med Kong Henrik, og hans Indblanding i Tydſklands politiſke Bevægelſer. Gregor,

    ſteds meddeles fra Pave Alexander til alle de danſke Biſkopper, heder at Biſkop Egilbert af Fyn allerede i tre klar havde været indkaldt, uden at indfinde ſig, ſeer man at denne pavelige Skrivelſe ikke kan være ældre end 1071, og at Adalbert førſt da har gjort alvorlige Anſtalter til at faa Mødet iſtandbragt. Han ſiger ogſaa udtrykkeligt i Brevet til Villjam, hvor han omtaler Mødet: „om dette en anden Gang“, ligeſom om det paa den Tid endnu kun var en løs og foreløbig Idee. Imidlertid kan dog allerede da Harald Haardraades Død have givet ham Haab om at Norges Biſkopper nu ej vilde gjøre Vanſkeligheder ved at indfinde ſig til Synoden. At der to Gange var Tale om Patriarchatet, ſees af Mag. Adam III. 32, ſammenholdt med 58. Og paa ſin Dødsſæng ytrede han udtrykkeligt ſit Ønſke, at kunne have endt ſine Dage i Vendland, Sverige eller Island (III. 69), hvilket vidner om at Rejſe-Ideerne da have været levende hos ham.